Christian Fuhlendorffs bror var i fængsel – og komikeren har nu et særligt budskab

Hvad er dit forhold til fængselsverdenen?

"Min oldemor var en af de første kvindelige fængselsbetjente i Danmark, og hun arbejdede blandt andet i et kvindefængsel.

Jeg kender ikke hendes historie særlig godt, men jeg har fået at vide af min mormor, at hun var en kærlig, men kontant kvinde. Derudover har jeg også nogle familiemedlemmer og venner, som har valgt at tage på besøg i fængslet uden løn, hvis du forstår.

Læs også

Julie R. Ølgaard: ”Jeg følte, at jeg skulle leve for to og få det meste ud af alt”

Jeg har en lillebror, som er gået lidt skævt i livet nogle gange, og som har været inde og ude af fængslet, siden han var ung. Blandt andet på grund af noget banderelateret, men det har han været i et exitprogram for. Min fornemmelse har altid været, at der for min bror har været noget dejlig struktur ved at komme ind at sidde, hvilket kan lyde sindssygt. Men hans bedste ryk og udviklinger er altid sket inde i fængslerne, og derfor synes jeg også, det er så vigtigt, at vi bliver ved med at sørge for, at vi får mere "hele" mennesker ud på den anden side af en fængselsdom.

Tiden i et fængsel kan være altafgørende for de her mennesker, og den kan sørge for, at de finder på rette spor igen."

Kunne du selv arbejde i et fængsel?

"Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg kender min egen psyke godt nok til at vide, at jeg tager tingene alt for meget ind, og jeg er ikke ret god til at slippe dem igen. Som fængselsbetjent skal man ikke nødvendigvis slå fra i arbejdet, men man skal helt klart lære at parkere – og det har jeg aldrig rigtigt haft succes med.

Jeg tror også, det kræver en vis selvsikkerhed og styrke at have det job, og jeg står jo selv på en scene og underholder, fordi jeg ikke helt hviler i, at folk elsker mig for den, jeg er. Derfor skal jeg ikke ind i et fængsel og spørge et bandemedlem, om jeg er god nok. De kæmper jo også med nogle ting, ligesom jeg selv gør. Jeg går for eksempel stadig og kæmper med nogle ting fra min barndom, så hvis jeg skulle arbejde i et fag, hvor jeg også skulle tage stilling til andres fucked up barndom, ville det blive alt for overvældende.

Læs også

Michèle Bellaiche og Carolyne Kaddu: ”Det er noget særligt at blive venner sent i livet”

Jeg tror, at vi alle sammen har nogle skavanker, vi er født med eller har pådraget os gennem vores opvækst, og som vi bruger resten af vores liv på at prøve at forstå. Det tror jeg ikke, vi er nogen, der kan slippe for, men i fængslerne kan man måske få noget hjælp til at bearbejde det."

Hvem kan hjælpe med det, tror du?

"Da jeg lavede podcasten, talte jeg for eksempel med en præst, som arbejdede i et fængsel. Han gav mig et godt indblik i, at når man er omgivet af mørke, som man er i et fængsel, så lyser tro rigtig stærkt. De indsatte kan ikke fortælle alt, de bærer rundt på, til de ansatte, men hos præsten kan de finde fortrolighed.

Det er jo virkelig sundt for alle mennesker at have nogen at snakke med, og ved at tale med en præst kan de indsatte få overblik over de ting, de kæmper med. Gennem troen kan de måske også gå endnu tættere på sandheden af det, de har gjort, og det kan hjælpe dem med at angre. Det med at angre kan generelt være svært at gøre, hvis man ikke har sagt det, man har gjort, højt for sig selv.

Jeg kan godt lide idéen om, at når nogen har gjort noget, de ikke skulle have gjort, så skal de have en straf, og den straf er frihedsberøvelse. Det er sådan, vi gør i Danmark. Men hvor kunne det være fantastisk at nå et sted hen, hvor vi kunne hjælpe folk til at blive bedre mennesker, mens de sidder inde. Tænk, hvis de kunne komme ud igen og være bedre mennesker og få nogle succesoplevelser. Være noget andet end en gadedreng, et bandemedlem, en indbrudstyv eller en pusher."

Tror du generelt på, at man altid har en ekstra chance i livet?

"Ja, ifølge mig har vi uendelige chancer her i livet. Vi mennesker lærer meget af at fejle, både i stort og småt, og det er en naturlig del af livet. Jeg snakker også tit med min søn om, at det er rart at vinde, men at man lærer af at tabe.

Vi må aldrig komme et sted hen, hvor vi dømmer folk rent for deres fejl. Vi skal altid give folk chancen for at forbedre sig. Hvis nogen gjorde mine børn eller min kone noget, ville jeg nok have lysten til at sørge for, at noget lignende skete for dem. Og derfor er det så vigtigt, at vi mennesker lever sammen i samfund, hvor samfundet hæver sig over individets følelser. Følelsesmæssigt virker det nemlig forkert at hjælpe en voldsmand med at tage en uddannelse i fængslet, når han har gjort noget kriminelt.

Men rationelt er det bare godt, for når personen kommer ud, så går vedkommende ikke ud og slår en i ansigtet igen. Han går nok i stedet ud og forfølger et nyt kald, hvor vedkommende kan finde succesoplevelser og blive en god nabo og borger. Og det, synes jeg, er sindssygt vigtigt. Man skal altid have en ekstra chance for at forbedre sig."