Christian Jungersen om sit skæbnesvangre døgn i NY

6:30: Mine ben spræller rundt i sengen og vil op. Jeg prøver at finde en ro, for netop i dag skal jeg helst være udhvilet.

Hvis man vil bo i et spændende område i New York, er det nærmest umuligt at finde selv en etværelses lejlighed for mindre end 20.000 kr. om måneden. Derfor har jeg ikke råd til at bo her hele året. Men jeg har råd til at leje en lejlighed en-to måneder om året, og det har jeg gjort, lige siden ”Undtagelsen” udkom i USA i 2007. De seneste fem år har jeg boet i Chinatown, Lower East Side, Soho, West Village, Chinatown, Williamsburg og Upper West Side. Men selvfølgelig er byen stadig stor og fremmed.

Denne gang bor jeg i Meatpacking District – et modecentrum, og så er der endda modeuge lige uden for min dør.

7.00: Over en skål havregryn med mandler og friske jordbær forsøger jeg at svare på flest mulige mails fra foredragsarrangører, journalister, Gyldendals presseafdeling, min agent, udenlandske redaktører osv. Det kan jeg ikke pjække fra, selvom i dag er noget særligt.

Selvfølgelig var det stort, da mit amerikanske forlag valgte at købe ”Du forsvinder”. De udgav også ”Undtagelsen” herovre, og den solgte rigtig pænt, men denne gang har jeg prøvet at skrive en roman, der er spændende som en krimi uden at være en krimi. Det kan jeg forklare danskere, men det er langt sværere at komme igennem med i udlandet, hvor det er skandinaviske krimier, de er tossede med, ikke andre skandinaviske romaner.

Dengang ”Undtagelsen” udkom herovre, mødte jeg blandt mange andre chefen for mit forlag, Nan A. Talese, der er en berømthed i USA’s forlagsbranche. Hun er senior vice president i det enorme Doubledayforlag, og så har hun desuden sin egen eksklusive forlagslinje kaldet ”Nan A. Talese/Doubleday”, hvor hun er redaktør for koryfæer som Ian McEwan og Margaret Atwood.

Siden sidst er min redaktør blevet fyret. Denne gang skal Nan A. Talese selv være min redaktør på sin lille forlagslinje. I dag skal jeg møde hende for første gang i fem år, og jeg ved, at hun nu har læst den engelske oversættelse af ”Du forsvinder”.

Før jeg forlader lejligheden, googler jeg min ven Marco. Hans debutroman udkommer i dag. De fleste af hans venner er forfattere eller anmeldere, og han er selv redaktør af et litteraturtidsskrift, så der er meget på spil for ham. “Publish or perish,” siger folk herovre. I nat skal jeg til fest for bogen. Heldigvis er de anmeldelser, jeg ser, vældig gode.

12.00: Op på cyklen og af sted. Solen er skarp, og selv her godt inde i efteråret er her 23 grader i skyggen. New York er en by, hvor gademusikerne spiller bedre, arkitekterne satser mere, danserne er vildere, finansfolkene er mere grådige. Mennesker i alle brancher flytter hertil for at overgå sig selv. Man kan lade sig beruse af den tilsyneladende uudtømmelige menneskelige energi. Men det er også en hård by. Både drømmene og de menneskelige fald er så meget mere dramatiske. Overalt ser man mennesker, der har fået tæsk af livet i en grad, så de aldrig kommer op igen.

Jeg elsker at cykle rundt i gaderne og indsuge hele denne udladning af skønhed, menneskelig kraft, angst og forfald, men i dag har jeg ikke tid til omveje. Dog tager jeg mig tid til at købe New York Times på vejen. Stående på fortovet leder jeg efter en anmeldelse af Marcos bog. Jeg finder anmeldelsen, og den er ikke god.

LÆS OGSÅ: New York: Se korrespondentens favorit-steder

12.30: Straks jeg træder ind ad døren til Restaurant Petrossian, ser jeg hende. Rank, smuk, usædvanlig livfulde øjne – som jeg husker hende. Altid er hun også usædvanlig velklædt i en meget personlig 1950’er-tøjstil. På Wikipedia har jeg læst, at hendes mand, den verdensberømte journalist Gay Talese, er søn af en italiensk skrædder. Det er måske en forklaring på, at han aldrig bliver set i andet end skræddersyede three-piece-suits og blød hat.

Både han og Nan er omkring de 80 år. Den alder har chefer sjældent i Danmark, men her er alder noget andet. Faktisk er jeg gode venner med et amerikansk ægtepar på omkring 90 år. I sidste uge gik mit besøg hos dem helt galt, fordi de en halv time før jeg ankom, havde fundet på for første gang i deres liv at spise hashkager. Det viser sig at være en rigtig dårlig idé at spise hash, når man er 90 – i hvert fald hvis kagerne er meget stærkere, end man havde regnet med, og man i forvejen har reduceret nyrefunktion. Det blev en vild nat. Men det er en helt anden historie.

12.33: Nu falder dommen. Jeg skal have at vide, om Nan er skuffet over min roman, om hun ønsker at kaste forlagets ressourcer ind i at kæmpe for den, eller ej.

“I looove your novel!,” siger hun. Og jeg burde puste ud og slappe af. Men det gør jeg ikke.

På nogle punkter er Nan old school: Hun foreslår, at vi får champagne, kaviar, foie gras og hummer. På andre punkter tvister hun det klassiske på sin egen måde: Til sit skræddersyede 50’er-outfit bærer hun smykker, der alle ser ud til at være af upoleret stål. ”Balls of steel” om halsen, om håndleddet og i ørerne samtidig med, at hun smiler og stråler og fortæller sjove historier.

Hun tager fat på en detaljeret diskussion af min roman. Det, vi især diskuterer, er, hvad vi skal gøre med de farvefotos, der er indsat mellem hvert kapitel. Vil billeder af dansk dagligdag fungere på samme måde for et amerikansk publikum, som de gør for et dansk publikum?

Vi når også at tale om Marco. Det viser sig, at hun og Gay i dag har diskuteret hans anmeldelse i New York Times hen over morgenmaden.

14.30: Nan skal videre ud at holde foredrag for Doubledays sælgere. Hun siger, at hun har nogle små ændringsforslag og korrekturrettelser, som hun vil sende mig i en mail. Og så skilles vi.

Jeg cykler op i Central Park, hvor jeg lægger cyklen i en lund blandt træerne, smider sokkerne og de fine sko, jeg havde på til mødet, smøger bukserne op og slænger mig selv i pæn afstand til en flok solbadere. Her ringer jeg hjem til min kæreste for at fortælle, hvad Nan sagde.

Vi er enige om, at det er gået godt, men vi er også enige om, at vi ikke ved præcis hvor godt. På den hårde måde har jeg lært, at når amerikanske filmfolk siger, at de er fuldstændig tossede med ens bog og vil gøre alt for at lave en film baseret på den, så betyder det ikke andet, end at de endnu ikke har besluttet, om de vil sige nej til at købe rettighederne. De vil holde alle muligheder åbne, og det kan de kun gøre, hvis de viser mindst lige så meget begejstring som alle andre. I USA kan man hurtigt miste balancen, når det regner med ros og plusord over én.

Jeg vil tro, at den amerikanske forlagsverden er helt anderledes end den amerikanske filmverden, men den er heller ikke som Danmark, og hvor præcis imellem de to ligger den? Hele tiden møder jeg danskere herovre, som jokker massivt i spinaten med de sociale koder, uden at de selv opdager det. De opdager ikke de mange måder, Amerika er anderledes på. Efterhånden har jeg været her mere end de fleste, men første skridt i ikke at træde ved siden af er at vide, når man er på udebane.

LÆS OGSÅ: Shop og spis dig igennem The Big Apple

18.30: Med subway til Brooklyn, hvor Marco skal læse op og svare på spørgsmål i boghandlen Book Court. Det lader nærmest til at være et ritual for newyorkerforfattere at optræde i denne boghandel, når de udkommer. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været her for at se venner eller venners venner præsentere deres bøger.

20.30: Videre til fest i tidsskriftet n+1’s kontor i et ombygget lagerlokale i det rå, men nu hippe industrikvarter Dumbo. Rødvin i plastglas, pitabrød og plastspande med forskellige slags humus og dip.

Selvfølgelig er Marco både forvirret og forslået af dagens medieomtale. Man kan ikke svare igen på anmeldelserne, og uanset hvor godt det går, er der altid noget. Man står med hænderne bundet på ryggen og modtager serier af uventede slag blandet med lige så uventede lovprisninger.

For et par år siden tilbød ejeren af Book Court, at jeg kunne optræde der, når min næste roman udkommer herovre. Snart bliver det sandsynligvis mig, der prøver at drikke mig fuld ved min egen fest, men er for oprevet til, at alkoholen virker, som den plejer.

03.00: Jeg sidder i en taxa til Manhattan med Marco og hans kæreste. Hver gang vi passerer en Applebutik, ligger der lange køer af mennesker i soveposer hen ad fortovet. De venter på, at butikkerne åbner, så de kan købe den nye iPhone. I mørket lyser flere af deres ansigter op ved skæret fra deres MacBooks.

Efter at jeg er stået af i Meatpacking District, slentrer jeg rundt og ser på kvinderne, der kæmper sig frem over brostenene på deres stiletter. Jeg kan ikke rigtig falde til ro.

Jeg ved, at kønne, unge kvinder kommer gratis ind på klubberne her, de kommer forrest i alle køer og får gratis drinks hele natten. Det er, fordi de tiltrækker de midaldrende mangemillionærer, der lader chaufførerne vente i Bentley’erne udenfor. Mange kvinder går aldrig i byen andre steder.

Arbejdsdagen begynder i Europa nu. Min mobil vibrerer i lommen. Omgivet af de fulde modeller i mørket læser jeg en mail fra min agent: En redaktør i Spanien, som vi har forsøgt at sælge bogen til, har modtaget en mail fra Nan om, at den er vidunderlig.

Nu tør jeg tro på, at hun mener det, og jeg vil i seng.

Christian Jungersen deler ud af sin insider viden om New York på næste side.

Christian Jungersens tip til New York

Bo på Manhattan syd for 20. gade og nord for Canal Street. New York er en meget stor by, og langt de fleste hoteller ligger i kvarterer, der ikke er så charmerende. Det vil være som at tage på ferie i København og så bo på hotel i Ballerup. Det kan være o.k. Men ferien bliver ikke den samme, som hvis du bor i Kødbyen. Airbnb.com er et godt site, hvis du vil leje en privat lejlighed. Hold dig fra Craigslist.com, i de senere år er der kommet for mange bedragere på det site.

Lej en cykel. Newyorkerne er bange for at cykle. Men de er også komplet umulige til det, fordi de jo ikke er vant til det som os danskere. Når man som dansker først har vænnet sig til at være på vagt over for bildøre, der åbner, og bilister, der svinger til højre uden at se sig for, er det en skøn måde at opleve hele byen på. Man kan komme omkring på ingen tid, og man kan se kvarterer, som er tæt på turistfri.

Der er altid forfatteroptrædener i byen. Det er meget langt fra alle forfatterarrangementer, der annonceres i Time Out Magazine. Hvis du, som jeg, synes, at det er spændende at møde litteraturens verdensstjerner eller upcoming newyorkerforfattere, så er de bedste sites at tjekke: Barnesandnoble.com, Bookcourt.com, Strandbooks.com, Mcnallyjackson.com og Nypl.org/events/live-nypl

LÆS OGSÅ: New York-guide: Her skal du spise, feste og shoppe

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.