Christian Tafdrup: ”Jeg blev helt vildt forelsket i hende og følte, at jeg ikke skulle blowe den chance igen”
Skuespiller og instruktør Christian Tafdrup indså ikke med det sammen sin kærlighed til Natalie Toro Stokholm og brændte hende faktisk af til at starte med. Det fortæller han i denne uges ALT for damerne.
Instruktør og skuespiller Christian Tafdrup skulle i kontakt med sin nu kæreste Natalie af flere omgange, før han indså, hvor vild han var med hende – for den første gang brændte han hende faktisk af.
Det fortæller han i et stort interview med ALT for damerne.
Som 36-årig havde skuespilleren efter fem-seks år med kun kortere forhold egentlig lidt opgivet tanken om at få en fast kæreste. Men så mødte han Natalie Toro Stokholm til festivalen Musik i Lejet. Eller … Han mødte hende for anden gang. For parrets veje havde faktisk allerede krydset hinanden to år forinden.
”Det var lidt pinligt, for jeg havde brændt hende af. JEG har været en frygtelig mand der,” siger han og referer til filmen ”En frygtelig kvinde”, som han har instrueret. Han er derudover kendt som skuespiller i tv-serier som ”Borgen” og ”Herrens veje”.
”Jeg havde ikke skrevet tilbage på nogle sms’er, og vi havde en halv aftale på Roskilde, hvor jeg ikke dukkede op … Men så blev jeg helt vildt forelsket i hende og følte, at jeg ikke skulle blowe den chance igen, så der var jeg MEGET hurtig til at få lavet en date.”
Wakeup-call
Det var ikke kun en date, der hurtigt blev arrangeret. Det blev en tur sydpå også, og derfra gik det hele stærkt for det unge par – for Christian Tafdrup holdt denne gang godt fast i sin Natalie.
”Vi tog til Rom og havde det bare så sjovt, som jeg aldrig har haft det med nogen før, og var fulde hele tiden. Tre måneder senere flyttede hun ind, da hun manglede et sted at bo. Og jeg havde aldrig boet med nogen før. Og det havde hun heller ikke.”
Tafdrup har altid drømt om at skabe en familie, og det fik han da også hurtigt mulighed for. For kort tid efter parret flyttede sammen, blev Natalie gravid med deres første barn.
”Det gode ved det er jo, at så er man jo ENORMT forelskede under graviditeten, og det var jo FANTASTISK at opleve. Og SÅ er der pludselig et wakeupcall, når man IKKE kender hinanden så godt, og der er et barn, som har kolik. Så der begyndte vi også at lære hinanden RIGTIG godt at kende.”
Christian Tafdrup og Natalie Toro Stokholm har til sommer dannet par i otte år og har sammen to døtre.
Læs hele det store interview med Christian Tafdrup her.