Christian Tafdrup: "Jeg bilder mig heller ikke ind, at kærligheden er konstant lykke. Det er også hårdt arbejde"

Det var fredag den 13. marts 2020, at Christian Tafdrup begyndte at føle, at der hvilede en forbandelse over hans gyserfilm. Han stod i et hus i en hollandsk skov og havde netop fået en sexscene i kassen. Lettelsen blev dog hurtigt erstattet af frustration. En frustration, der skulle fortsætte i næsten to år. Men det vidste Christian heldigvis endnu ikke, da produceren kom og sagde, at de var nødt til at stoppe optagelserne og tage hjem. På det tidspunkt havde de nået at optage 12 dage ud af de otte uger, der var sat af til at filme. Men corona havde nu valgt at sætte hans film på standby. På ubestemt tid.

"Jeg har nok været ramt af stress. Det er jeg sikkert også lige nu. Og det er egentlig ikke sådan noget, jeg har været før – jeg kan klare mange ting. Men der har hele tiden været en blanding af begejstring og frygt. Så jeg har været meget speedet," fortæller han.

Forud lå to års arbejde med manuskriptet, og de manglede at optage omkring 80 procent, før det lignede noget, der kunne blive til en film. Det var samtidig et kapløb med tiden, da årstiden var på nippet til at skifte. Huset, de optog i, skulle rives ned i juni. Og børnene, der spillede med, var i voksealderen. Derudover skulle der koordineres optagelser i både Danmark, Holland og Italien i en verden med lukkede grænser.

"Jeg var bare ENORMT ked af det. Ingen sagde noget i flyet. Og jeg sad bare og tænkte på min film. Og så kom jeg hjem til en kæreste, hvis far var hårdt ramt af corona i Spanien – han lå faktisk for døden på intensiv. Og vi var bare hvert vores sted. Hun følte jo, at filmen var vigtigere for mig, end at hendes far muligvis døde om et par dage. Men jeg var bare rystet over, at jeg i så lang tid havde sat mig op til at lave den her film og nu ikke vidste, om den overhovedet ville blive færdig," fortæller han.

"Det sætter jo nogle store livsspørgsmål på spidsen om, hvor man har hinanden. Og der har jeg nok mest været gift med min film i de seneste par år, for jo mere umuligt det så ud at lave den, jo mere dedikeret blev jeg til, at det SKULLE lykkes. Koste hvad det ville."

Hans kærestes far overlevede heldigvis. Til gengæld har det haft store personlige omkostninger for Christian og ikke mindst hans familie, for diskussionen om, hvad der er vigtigst for ham, har været gennemgående i hele processen, fordi hans tanker har været et andet sted.

"Jeg burde jo bare have sagt: Lad skæbnen råde. Så er det heller ikke værre. Men det KUNNE jeg ikke. Fordi det havde fyldt så meget i de her år. Og jeg ville gerne lave den film – jeg syntes, den var vigtig, og jeg er også et sted i min karriere, hvor jeg skal tage et spring, hvis jeg gerne vil blive ved med det her," siger Christian, der godt kan føle sig lidt patetisk, når han kommer ind på de ”to mareridtsår”, der er gået, fra han begyndte optagelserne, til hans gyserfilm Speak No Evil nu endelig er klar til at få dansk premiere. Derfor taler han også om sig selv med en vis selvironi.  

Barn midt i kaos

Det var først henne i juni-juli, de igen kunne begynde optagelserne i Holland. Med sprit, masker, begrænsning på kapaciteten, test og en konstant frygt for at blive smittet, da det ville skabe nye udfordringer. Men kort efter blev den igen sat på standby, da filmholdet skulle videre til Italien, så snart det blev muligt.

"Min kæreste var gravid samtidig, og der var en risiko for, jeg ikke kunne komme hjem til fødslen, fordi jeg var i Italien og optage. Så der har været mange diskussioner derhjemme om, hvad der er vigtigst. Er det min fødsel eller filmen eller hvad?"

Et spørgsmål, der kan være svært at svare på, når man ikke bare ser det at lave film som et arbejde.

"Jeg måtte jo desværre svare, at jeg nok ikke kom hjem, hvis jeg stod midt i optagelser. Det blev hun rigtig ked af, og det kan jeg godt forstå. Det er bare ting, der er svære at forholde sig til, når du har et projekt, der er blevet standset og standset," siger Christian, der flere gange undervejs har tænkt, om han skulle fortsætte.

"Især i de perioder, hvor vi ikke kunne optage, tænkte jeg, om det simpelthen var for hårdt at vente, og om det ville gå ud over for meget. For min familie har jo også levet med det. Når jeg laver noget, bliver jeg fuldstændig suget ind i det, og det går ikke, hvis det varer for længe som med denne mareridtsfilm, og det går heller ikke, hvis ALT er liv og død hver gang. Så kommer det til at gå ud over for meget... Det er jo også derfor, mange bliver skilt, og at filminstruktører er kendt for at være totalt fraværende fædre. Og det ønsker jeg ikke at være. Jeg ønsker hverken at blive skilt eller være en fraværende far," siger Christian og tilføjer:

"Hele diskussionen omkring fødslen fik mig selvfølgelig også til at overveje, om det var det værd. For jeg tænkte selvfølgelig: Er jeg et røvhul simpelthen?"

Der er ingen tvivl om, at familien er det vigtigste holdepunkt i hans liv. Han har også altid drømt om at skabe sine egen familie. Man da han som 36-årig mødte sin kæreste, var han egentlig begyndt at opgive tanken lidt efter fem-seks år som single, dog afbrudt af en række kortere forhold. Men så mødte han Natalie til festivalen Musik i Lejet. Eller faktisk havde han haft en nat med hende to år forinden.

"Det var lidt pinligt, for jeg havde brændt hende af. JEG har været en frygtelig mand der," siger han og griner lidt skamfuldt og refererer til sin forrige film En frygtelig kvinde.

"Jeg havde ikke skrevet tilbage på nogle sms’er, og vi havde en halv aftale på Roskilde, hvor jeg ikke dukkede op... Men så blev jeg helt vildt forelsket i hende og følte, at jeg ikke skulle blowe den chance igen, så der var jeg MEGET hurtig til at få lavet en date."

Og derfra gik det virkelig stærkt.

"Vi tog til Rom og havde det bare så sjovt, som jeg aldrig har haft det med nogen før, og vi var fulde hele tiden. Tre måneder senere flyttede hun ind, da hun manglede et sted at bo. Og jeg havde aldrig boet med nogen før. Og det havde hun heller ikke."

Kort efter blev hun gravid.

"Det gode ved det er, at så er man jo ENORMT forelskede under graviditeten, og det var jo FANTASTISK at opleve. Og SÅ er der pludselig et wakeupcall, når man IKKE kender hinanden så godt, og man får et barn med kolik. Så der begyndte vi at lære hinanden RIGTIG godt at kende."

Hvem er Christian Tafdrup?

• Skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter.
• Aktuel som instruktør på filmen Speak No Evil, som han også har skrevet manuskriptet til sammen med sin bror, Mads Tafdrup.
• Kendt fra film som En frygtelig kvinde og tv-serier som Borgen og Herrens veje.
• Til efteråret kan han opleves i DR-serien Carmen Curlers, som han også har instrueret to afsnit af.
• Bor med sin kæreste, Natalie, som han har døtrene Cleo på seks og Edie på halvandet sammen med.

På tøjkaninjagt

Det var på en af deres andre rejser til Italien for fire år siden, at Christians ide til Speak No Evil for alvor begyndte at tage form. Her mødte de et sødt, hollandsk par, som de blev gode venner med på ferien. Men det var også, som om der var noget, der ikke var, som det så ud til. Noget, de skjulte.

Et halvt år senere inviterede de Christian, Natalie og deres datter til Holland. Det takkede de nej tak til. I stedet begyndte Christian sammen med sin bror, som han har skrevet manuskriptet med, at forestille sig, hvad der i yderste konsekvens kunne være sket, hvis de var taget afsted, som parret i filmen, Sidsel og Bjørn, der ligeledes møder et hollandsk par i Toscana, vælger at gøre. Opholdet udvikler sig til et mareridt, hvor deres grænser gradvist bliver overskredet af det yderst manipulerende hollandske par. Men som de velopdragne mennesker, de er, siger de ikke fra. Christian betegner selv Speak No Evil som en fabel om de sociale spilleregler, det gode, velstillede menneske er underlagt for at blive accepteret af flokken.

"Det bliver jo rigtigt forstærket, når vi er gæster hos nogen, og du kan mærke, at uh, det er ikke helt mig. Så opstår der det der dilemma imellem bliver jeg intimideret nu, eller overreagerer jeg bare? Vi kan heller ikke lide at sætte os selv i situationer, hvor vi pludselig skal gøre op med noget. Og så holder man ud i stedet for at skabe en scene og mærke, hvordan man har det, når man oplever en eller anden form for overgreb. Og så sker der det, at man faktisk begår et overgreb på sig selv i forsøget på at please andre," siger Christian, der selv kan genkende det fra situationer med alt fra chefer og kærester til gæster, han har haft. For vi tror som udgangspunkt, at andre vil os det godt, er hans overbevisning.

"Lige meget hvor meget ondskaben skriger dig op i ansigtet, har vi en latent tro på det gode, tror jeg. I hvert fald i den civiliserede verden. Og jeg tror, det handler helt vildt meget om, at vi i den vestlige, privilegerede del af verden lever så trygt med så små konflikter i forhold til steder i verden, hvor der er mord, terror og naturkatastrofer dagligt. Så når ondskaben sniger sig ind som en gift i vores liv, ved vi ikke, hvordan vi skal parere."

Havde hans film været amerikansk, ville manden have fundet sine indre superkræfter, som han ikke anede, han havde, og reddet sin familie. Men Christian er mere optaget af at skildre antihelten, for det er ham, han bedst kan genkende, som han ærligt og selvironisk udtrykker det. Det lidt svage menneske, der ikke siger fra, og hvis største heroiske gerninger er at finde sin datters tøjkanin, når den er væk, hvilket Christian har gjort adskillige gange i mange forskellige byer, for eksempel i San Diego.

"Jeg havde slået min fod og haltede. Og så gik jeg i en TIME igennem en varm, varm San Diego og fandt til sidst kaninen liggende på gaden. Da jeg kom tilbage, kunne jeg se min kæreste nede ved havnen sammen med vores datter, der stadig sad og græd. Og da hun så mig komme gående med den tøjkanin – og det var nærmest som i slowmotion – blev hun simpelthen så lykkelig. På den måde var selve følelsen jo et maskulint boost. Også fordi min kæreste blev så glad. Bagefter gik vi på restaurant, hvor jeg rigtigt sad der og bredte mig."

Han griner lidt skamfuldt over sig selv og fortsætter:

"Men når jeg så tænker over det igen, er der udefra set også noget superpatetisk over den moderne, skandinaviske mand, der kommer haltende på klipklapper helt svedig med en virkelig beskidt tøjkanin og i værste fald selv synes, at nu er han en superhelt."

"Alene dét er der jo noget urkomisk over. Og det HAVDE jo været noget andet, hvis der var nogen, der var brudt ind i vores hus med våben, og jeg lige havde lært nogle karatemoves – eller i hvert fald kunne tale dem fra at ville min familie noget ondt," siger han.

"Den privilegerede, trygge mand finder nok sine områder, hvor han kan føle sig som en provider, fordi vi ikke har større konflikter i vores hverdagsliv, end at kaninen bliver væk. Og jeg SYNES, at det er heroisk. Men der FINDES ondskab ude i verden. Vi er blevet så civiliserede og privilegerede, at det har fjernet os fra den rene natur, der handler om overlevelse, og kan man så tage kampen op, når man møder ondskaben? I kampens hede, hvor penge, job og status er skrællet af, og du er vant til at finde tøjkaniner og den rigtige restaurant, hvilke våben har du så? Jeg ved det ikke. Jeg er bare bange for, jeg ikke ville have nosserne til at stå op for mig selv og dem, jeg elsker, fordi jeg ville være så bange, at jeg ville fryse."

Kunsten at holde ud

Christian nåede heldigvis hjem, inden hans kæreste fødte deres yngste datter i august 2020, men han var mentalt fraværende i den første tid, da han stadig brugte al sin energi på at tænke på, hvornår han kunne gøre sin film færdig.

"Jeg var mere sur, end jeg plejer at være, og mere fjern fra virkeligheden. Jeg kan nærmest ikke huske tiden, fra min yngste datter var helt lille, fordi jeg sad og tjekkede coronatal for at se, om man kunne komme afsted. Og så blev jeg glad, hvis de var lave, og sur, hvis de var høje. Og der var samtidig lockdown herhjemme, hvor man ikke rigtigt kunne noget."

Fordi deres ældste datter havde haft kolik og skreget i et halvt år, hvor de konstant skulle være i bevægelse for at undgå mere gråd, var de noget skeptiske, da snakken faldt på at få nummer to. Men det har faktisk vist sig at være nemmere, end han frygtede, at blive en familie på fire.

"Vores lille barn på et år er sådan en præmiebaby. Hun ER meget nem. Og helt vildt yndig. Meget er kaos, og vi roder. Alt det, som alle børnefamilier oplever. Men hun er lidt sådan et anker i familien, fordi hun virker så harmonisk. JEG er meget kaotisk, min kæreste er også kaotisk på mange måder, og min ældste er et meget vildt barn. Hun er fantastisk karismatisk med et enormt stort temperament og enormt store følelser. Hun bliver helt sikkert skuespiller. Men den lille trisser sådan lidt rundt, som om hun ordner have," fortæller han.

"Der er noget helt fantastisk ved at se den kærlighed mellem to søskende. De er FULDSTÆNDIG vilde med hinanden. Det kan jeg blive helt forelsket i. Det er det hele værd, når jeg så også mærker den der fartræthed og tænker, at åh, nu har jeg fået mere mave," siger Christian, der selvfølgelig også mærker nogle begrænsninger, når der kommer et barn mere.

"Jeg kan godt lide det der familieliv, og derfor vil jeg jo heller ikke miste det. Og når man brænder sig i begge ender på sådan en film, kan man godt miste det … så det har jeg skullet kæmpe for – og det skal jeg stadigvæk. Der var på et tidspunkt en, der sagde til mig, at når man laver film eller teater, er man konstant utro med sit fag. Det er ligesom at have en elsker, fordi man mentalt er ovre i noget andet tit. Man skal sørge for at blive hevet tilbage og huske, at der er også et andet menneske. Spillereglerne i et forhold skal være lige – det har jeg måske glemt lidt."

Til sommer har han været sammen med sin kæreste i otte år.

"Jeg er enormt glad for hende. Hun har en lyst til eventyr og vil gerne gøre tingene på en anden måde. Men jeg bilder mig heller ikke ind, at kærligheden er konstant lykke. Det er også hårdt arbejde. Jeg havde et mere romantisk syn på kærligheden, før jeg var i et længere parforhold. Jeg synes, at der også er en kærlighed i at holde ud sammen, blive bedre til ting sammen og lave planer sammen."

"Når man har børn, er det én stor maskine, og hvis den ikke var der, ville jeg savne den helt vildt. Hvis man vil være sammen længe, koster det også noget."

Fældet på målstregen

Optagelserne til Speak No Evil strakte sig fra februar til december 2020, og i marts sidste år blev den færdig. Siden har den ligget i skuffen og ventet på at få premiere, hvilket satte en ny frygt i gang. For premieren blev hele tiden rykket, fordi biograferne holdt lukket. Han er derfor meget taknemmelig for, at det lykkedes ham at blive færdig. For han er overbevist om, at det havde sat dybe spor, hvis han skulle have lagt filmen ned.

"Det ville have knækket mig. Selvfølgelig kommer man sig over det meste, men det har taget mange, mange år at lave den her film, og jeg kan IKKE lide at sætte noget i gang, jeg tror på, som så ikke bliver. Det er fint, hvis andre giver det et afslag, men at det skulle være noget SÅ stupidt som en pandemi. Det ville være så absurd, at jeg tror, det ville have hjemsøgt mig i mange år. Og gøre det svært for mig at starte et nyt projekt," siger Christian, der kan mærke, at han lige skal samle sig, før han starter på noget nyt.

"Jeg har ikke kunnet komme videre, fordi jeg godt kan lide at sige, nu er det lukket. Nu er det forløst. Jeg har sendt min baby ud i verden. Nu kan jeg i hvert fald åbne et nyt kapitel. Dét har jeg haft lidt svært ved, og jeg føler også, at jeg har skullet rydde op i en masse. Rydde op derhjemme. Helt fysisk skal jeg rydde op. Og så skal jeg redde trådene ud i min familie. For jeg har svigtet, da jeg har stirret mig blind på den her film. Og det har jeg det selvfølgelig ikke godt med. Omvendt er det rigtigt svært for mig at se, at det kunne være så meget anderledes," siger han.

"Men jeg kan godt mærke, at jeg har balanceret. For man lægger sin kærlighed ét sted. Og så er der pludselig billeder af mit barn, jeg ikke kan huske, fordi jeg sad og tjekkede coronatal. Jeg har været DIKTERET af corona. Det har fulgt os fra dag et til nu. Corona og min film har ligesom gået hånd i hånd."

Og sådan er det fortsat til det sidste. For ironisk nok blev Christian selv smittet med corona den aften i januar, han og resten af holdet fejrede, at Speak No Evil fik verdenspremiere på Sundance Film Festival.