”I idrætstimerne tyrede de bolde i hovedet på mig, de spændte ben, trak stole ud, når jeg var ved at sætte mig”

"Dig! Sygeplejerske!? Du er så dum, at du aldrig bliver andet end kassedame."

Christina Lange var 14 år og gik i 8. klasse på en folkeskole i Faaborg, da hendes klasselærer under en erhvervsvejledningstime med de ord gav sin vurdering af hendes fremtidsmuligheder. Ikke fordi der er noget i vejen med at være kassedame – slet ikke, understreger Christina, der i dag i 29 år.

– Min store drøm var bare at blive sygeplejerske.

Christina voksede op i en velfungerende kernefamilie med mor, far og en lillebror, og de første år i skolen gik fint.

– Men jeg var sådan et barn, der klatrede i træer og byggede huler i skoven. Jeg ville hellere ud at lege end at sidde stille i skolen – og kunne slet ikke se meningen med, at jeg skulle være der, husker Christina.

Hun fortæller, at det på hvert eneste forældremøde lød, at "Christina har så svært ved at læse, skrive og regne". Hun fik konstateret indlæringsvanskeligheder, fik specialundervisning – og blev den, som klassekammeraterne opfattede som så anderledes, at de udsatte hende for massiv mobning.

– De mente, jeg gik i det forkerte tøj, hørte den forkerte musik ... og når jeg kom op i klassen efter min specialundervisning, hed det sig, at jeg havde pjækket. Der var altid et eller andet, de kunne sætte en finger på. I idrætstimerne tyrede de bolde i hovedet på mig, de spændte ben, trak stole ud, når jeg var ved at sætte mig ...

Christina protesterede aldrig. Hun vendte det hele indad.

– Når min mor satte mig af ved skolen om morgenen, havde jeg altid ondt i maven. Men jeg sagde ikke noget til hende, for sæt nu, at hun klagede til min klasselærer, og der f.eks. blev indkaldt til forældremøde – så skulle jeg også høre for det.

LÆS OGSÅ: Luise er HIV-smittet: ”Jeg har kæmpet mest med mine egne fordomme”

Det skal blive løgn!

Sådan var det indtil den dag, hvor Christinas lærer kom med den grimme udtalelse om hendes muligheder for at virkeliggøre drømmen om at blive sygeplejerske.

– For første gang i mit liv blev jeg rigtig vred og fik tændt det, jeg kalder min rebelske stædighed. I situationen åd jeg den bare, men efter jeg havde reflekteret over, hvad han havde sagt, besluttede jeg, at det skulle blive en stor fed løgn. Selvfølgelig skulle jeg være sygeplejerske.

Allerede da Christina startede i 10. klasse på efterskole, kom hun et skridt på vej. Her var der ingen, der havde forudindtagede meninger om hende.

– Det betød, at jeg i forhold til kammeraterne kunne sætte mig fri af den rolle, jeg et eller andet sted også selv havde accepteret – som mobbeoffer og som den stille, generte pige, der ikke kunne lide skolen. Nu fik jeg en masse venner.

– På samme måde havde lærerne på min folkeskole stemplet mig som en uintelligent pige med indlæringsvanskeligheder. På efterskolen var der ingen, der kendte mig, og hvor jeg til 9. klasses eksamen dårligt kunne klare et gennemsnit på 6, gik jeg ud af 10. klasse med 10 i gennemsnit – begge dele efter den gamle skala. Og man kan da ikke få 10, 11 og 13 og være uintelligent! Karaktererne blev min første bekræftelse i, at jeg faktisk ikke er dum, siger Christina.

LÆS OGSÅ: Thomas’ søn er infantil autist: “Før vi fik David, havde jeg ikke rigtig oplevet modgang i livet”

Jeg gjorde det sgu

I gymnasiet var Christinas karakterer lige så flotte, og hun fortsatte succesen på sygeplejerskeskolen, som hun forlod med en flot eksamen.

– Da jeg havde afsluttet den sidste eksamen, og skolens leder trykkede mig i hånden og overrakte mig diplomet, hvor der stod, at jeg var sygeplejerske, klappede jeg mig selv på skulderen og kunne ikke lade være med at sende en tanke til min gamle klasselærer – og til den yngre udgave af mig selv: "Jeg gjorde det sgu. Jeg lovede mig selv at blive sygeplejerske, og jeg blev det."

Som nyuddannet arbejdede Christina som psykiatrisk sygeplejerske i fire-fem år. Efterfølgende har hun videreuddannet sig til bl.a. coach og hypnoterapeut og afslutter også snart en uddannelse som psykoterapeut. I dag har hun sin egen klinik, hvor hun bl.a. hjælper kvinder med samme barske historie som hende selv.

– Nu hvor jeg er kommet godt gennem det hele, har jeg forliget mig med min historie. Den har gjort mig til det menneske, jeg er i dag, og jeg ville ikke have været den foruden. Derfor vil jeg gerne inspirere andre kvinder til også at bruge deres historie aktivt, siger Christina.

LÆS OGSÅ: “Kvinder kan være hinandens bedste venner og hinandens værste fjender”

De vidste ikke bedre

Christina omgås ikke nogen af sine gamle klassekammerater og har aldrig konfronteret hverken dem eller klasselæreren med de pinsler, de udsatte hende for.

– I kraft at min uddannelse ved jeg i dag, at det oftest er mennesker med lavt selvværd, der mobber andre, så et eller andet sted er det mest synd for dem. De må jo også have lært, at det er en o.k. måde at opføre sig på, så de vidste nok ikke bedre, siger Christina, som ikke bærer nag.

– Jeg har talt meget med bl.a. min mor om, at det ikke gavner mig at bære nag. Al den negative energi ville jo ikke ramme min lærer og mine klassekammerater – de ville jo ikke mærke den. Den eneste, det ville komme til at skade, er mig selv. Den bevidsthed har hjulpet mig til at give slip, siger Christina.

Hun tilføjer, at hun uden sin lærers nedladende ord næppe havde fået så flotte karakterer i sit videre uddannelsesforløb.

– I de år følte jeg, jeg skulle bevise, at jeg ikke var dum og uintelligent, derfor blev jeg meget perfektionistisk. Men hen ad vejen blev det anstrengende, at jeg ikke bare kunne hvile i mig selv. Den har jeg også måttet arbejde med, men i dag behøver jeg ikke længere at præstere noget bestemt for at føle mig god nok.

Tværtimod er jeg stolt af den kvinde, jeg er i dag, siger Christina. 

LÆS OGSÅ: ”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

LÆS OGSÅ: "Da jeg så ham hive Andreas op af vandet, vidste jeg, at alting var forbi"