Søstrene Christina og Liv Utzon: "Du var hendes hjerte- og smertebarn"

Da Christina Utzon som 19-årig mødte Thomas, som hun faldt pladask for, skulle han lige en tur igennem et familiemæssigt nåleøje: Fremvisning for Christinas storesøster, Liv Utzon.

Christina: "Thomas var musiker, producer og lydmand i 80’erne. Han gik i hvid T-shirt og slidte 501 Levi's, og jeg var SÅ forelsket i ham. Men jeg var nødt til at sige til ham: ”Du skal altså lige møde min søster, som betyder ALT for mig”. Det var nærmest større, end når man normalt præsenterer en kæreste for sine forældre."

Liv: "Han skulle simpelthen godkendes af mig, ha ha."

Christina: "Ja, og han havde hørt, at Liv var en meget kendt designer, så han tænkte: ”Fucking hell, hvad skal jeg tage på – jeg må hellere tage mit allerfineste tøj på”. Hvorefter han tog en marineblå sømandstrøje med guldknapper på, sådan en cardiganagtig sag. Han lignede, jeg ved ikke hvad, men han skulle jo møde designeren, og det var han helt fokuseret på. Vi mødtes, Liv hilste på ham, og da jeg kom hjem, ringede hun til mig og sagde: ”Det der gør du bare ikke, it’s not gonna happen”."

Liv: "Hør her, det var noget med, at han satte sig på knæ foran mig – han var SÅ nervøs. Men jeg var sådan, aj, kraftedeme, ikke sådan en med guldknapper! Jeg troede, jeg skulle møde sådan en smart en."

De griner højt begge to.

Christina: "Men jeg var bare så glad for ham..."

Liv: "Så jeg sagde: ”Okay, så må jeg jo kigge på ham igen, men lån lige hans dankort og køb en ny garderobe til ham!”."

Thomas endte med at blive godkendt af storesøster, og han og Christina har været sammen lige siden. Det ligger mellem linjerne, da Liv og Christina under stor latter og i munden på hinanden fortæller historien om, at lige præcis Thomas nok var kommet ind i Utzonfamilien, uanset hvad Liv måtte have ment om ham, for kærligheden lyser ud af Christina, når hun taler om sin mand gennem 34 år. Og det sjove er, at Liv elsker ham stort set lige så højt og betragter ham som en af sine allernærmeste.

Liv er stadig designer og har sit eget brand, My Little Curvy Love. Christina har forladt musikbranchen, hvor hun mødte sin mand, og arbejder i dag i designbutikken Paustian i Aarhus. Byen, hvor hele familien oprindeligt kommer fra.

Vi sidder i Livs stue på Frederiksberg, og der er dækket overdådigt op med kaffe, kage, skinke, brød, grøntsager, frugt og bær. Vi skal tale om, hvad det egentlig vil sige at have en søster. På godt og ondt. Og i tilfældet Utzon er det klart mest på godt. Christina og Liv er de to ”små” søstre i flokken, der også tæller Pernille på 60 år og Birgitte på 62. De fire piger har på en måde altid været delt op i to hold, specielt da de var yngre, og det blev især tydeligt, da de mistede deres far. Liv var 18 og Christina 15, da han døde.

Christina: "Vores far var meget syg i årene op mod sin død, og vores mor var ankeret i familien. I hvert fald for Liv og mig. Vi var de eneste, der stadig boede hjemme, da vores far var syg og døde, og derfor har vi oplevet det hele meget anderledes, end de to andre har. Det har bundet os to meget tæt sammen. Vores mor havde forretning i Aarhus, og der var meget, hun skulle overkomme, og derfor var Liv helt klart en stor tryghed for mig i min barndom."

Liv: "Vores søster Pernille mødte Poul, som hun stadig er gift med, da hun var 11, og han var 12, så de har jo været et par altid. Det var også medvirkende til, at Christina og jeg kom så tæt på hinanden, ligesom det betød noget, at vi delte værelse. Da jeg begyndte at blive teenager og havde veninder på besøg, skulle Christina sjovt nok altid ind på vores værelse, når de var der. Så sad hun helt stille i sin seng og lyttede, når vi snakkede om drenge, ha ha."

Christina: "Som voksen har jeg tit tænkt over, at du dæleme var sød ved mig. Er du vimmer. Du tog mig med, og du inkluderede mig i alt, hvad du lavede."

Liv: "Du lå også altid ovenpå mig og sagde, aj, du er så dejlig blød."

De griner højt. 

Har Liv været reservemor?

Christina: "Nej, det vil jeg ikke sige, min mor var min mor. Men i det område, hvor vi boede, var der ikke særligt mange mødre, der arbejdede, men det gjorde vores, og derfor var vi søstre der for hinanden. Jeg var jo den lille, så når jeg kom hjem fra skole, hyggede Liv med mig, og vi gik ned i Brugsen og købte pulverchokolademousse, som vi sad og spiste..."

Liv: "Pulverchokolademousse? Det lyder ulækkert, det kan jeg ikke huske. Men jeg kan huske, at vi lavede æggesnaps. Så fik man udleveret en ske, og så sad man og rørte og rørte. Det gør ingen børn i dag."

Christina: "Og så cyklede vi op til hestene og var der, til vores mor kom hjem fra arbejde. Og hvis vi ikke lige havde fået mad, åd vi noget gammelt rugbrød i stalden..."

Liv: "...og roer."

Christina: "Og når vores mor så kom hjem, var der aftensmad, hygge og nærvær."

Hvem er Liv og Christina Utzon?

Liv Utzon (t.v.)

• Er uddannet designer fra Margretheskolen i København.
• Har været designer hos bl.a. Ying Yang, Utzon, Great Greenland og Dranella.
• Grundlagde i 1995 Benedikte Utzon A/S.
• Firmaet gik konkurs i foråret 2012.
• Tabte i 2016 retten til sit eget navn i erhvervsmæssig sammenhæng og tog navnet Liv.
• Skabte firmaet Est.1995, som dog også blev overtaget af ham, der havde købt navnet Benedikte Utzon.
• Skabte i 2017 brandet My Little Curvy Love, som laver designertøj til kvinder med kurver.
• Hun er 56 år, single og har datteren Bartholine, 15, fra et tidligere forhold.

Christina Utzon (t.h.)

• Har tidligere arbejdet i musikbranchen og var i flere år indehaver af butikken Utzon i Aarhus.
• Arbejder i dag med salg og styling inden for møbler og mode hos Paustian i Aarhus.
• Hun er 53 år og gift med Thomas.
• Sammen har de sønnerne Andreas, 24 og Ditlev, 29.

Liv: "Vi er en stor familie, og vi er også en meget tæt familie, der står sammen – det gælder også de mænd, der er kommet ind i familien."

Det lyder meget idyllisk alt sammen, har I aldrig været sure på hinanden?

Christina: "Jeg kan kun huske én gang, hvor jeg løb efter dig med en træsko..."

Liv: "Ha ha, ja, du var meget hidsig som lille, hvorimod jeg dybest set aldrig har haft specielt meget temperament. Jeg husker en episode, hvor du hylede og skreg, og hvor vores far sagde, at det der gad han simpelthen ikke at høre på, og så gik han hen og hentede en stor spand vand med isklumper og hældte det ud over dig..."

Christina: "Aj, der var ikke isklumper i..."

Liv: "Sådan husker jeg det."

Christina: "Ja ja, okay, men jeg vil sige, at vi to aldrig rigtig har skændtes. Vi kan sagtens sige "hold nu din kæft" til hinanden, men det er ikke noget, vi bliver sure over. Der er heller ikke mange, der kan holde ud at holde ferie med deres søster i tre uger, men det kan vi. Liv har, som den eneste, nøgle til vores hus i Malaga, og hun og hendes datter, Bartholine, kommer ned på ferie hos os, og det er bare helt afslappet. Vi er alle sammen gode til at sige, hvis vi vil have fred, eller hvis der er noget, vi ikke gider. Og fordi vi bare siger tingene, som de er, er der aldrig nogen problemer. Vi forventer heller ikke noget af hinanden. Og det er også noget, der kendetegner vores forhold. Det er altid det med forventningerne, der gør, at man kan blive sur på hinanden. Nu har jeg gjort det for dig, så skal du gøre det for mig. Men sådan har vi det ikke. Hvis den ene har brug for en hånd, så er vi der, men vi har ikke noget regnskab. Det er faktisk meget unikt, synes jeg."

Liv: "Vi har ret forskellige rytmer, og derfor har vi forskellige behov. Nogle er mere morgenmenneske, nogle er meget effektive, og nogle vil ud og vandre..."

Christina: "...og det er mig!"

Liv: "Hvor jeg bare siger, ja, så gå da ud og gå op ad det bjerg, jeg gider ikke lige nu, jeg vil hellere tegne. Det accepterer alle, og ingen bliver irriterede. I virkeligheden er det ligesom i et parforhold. De parforhold, der går godt, er netop dem, hvor man har stor kærlighed til hinanden og passer på hinanden, men hvor man samtidig giver hinanden fri og ikke bliver sur, når den anden vil noget andet."

Christina: "Vi gør bare sådan her, hvis vi ikke gider noget..."

Hun holder en strittende langemand op lige foran sin søsters ansigt.

Christina: "Og så griner vi, ha ha."

Hvordan er det at have en, der er så tæt på?

Liv: "Det er en kæmpe tryghed og en kæmpe gave. Christina er mit livsvidne. Og jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver helt rørt over det, nu hvor jeg siger det, for det er så stort. Vi har en kæmpe kærlighed til hinanden, men det er jo ikke noget, vi sådan går og tænker over til hverdag. Derfor er det nok meget sundt at sidde sådan her og snakke om det."

Livet har budt på udfordringer for begge søstre. For nogle år siden var Liv igennem en skilsmisse fra sin datters far, hun fik hudkræft, gik konkurs med sit firma og mistede retten til at bruge sit eget navn som designer og i al offentlig kommunikation, hvorfor hun måtte finde på et nyt navn til sig selv. Navnet blev Liv, fordi hun trods alt stadig var i live. Det var en turbulent tid, hvor Christina var der for sin søster, og da Christina så for to år siden gik ned med stress, havde Liv selvfølgelig også hendes ryg.

Christina: "Liv støttede mig i, at jeg skulle give mig selv lov til bare at være. At det var okay ikke at skulle performe. Jeg har altid haft det sådan, at stress, det er jeg da ikke typen, der får, men det gjorde jeg så alligevel. Heldigvis er jeg kommet over det, og jeg har lært at været bedre til at gøre en masse gode ting for mig selv."

Liv: "Vi kan mærke og fornemme, hvad den anden har brug for, og hvis jeg mærker, at Christina er ved at køre op, så siger jeg til hende, at nu skal hun ud og gå en tur. Christina har meget brug for at gå. I flere timer."

Christina: "Ja, jeg skal ud i naturen og kramme nogle træer."

Liv: "Og så kommer hun helt glad tilbage."

I bor jo langt fra hinanden, hvor tit er I i kontakt?

Christina: "Næsten hver dag."

Liv: "Vi har i hvert fald styr på hinandens liv. Overordnet set. Mit liv har altid været lidt mere turbulent end mine søstres liv. Men jeg har også altid været badeanden, der er poppet op til overfladen igen, ligegyldigt hvor langt under vand jeg har været. Hvor Christina og Pernille meget tidligt fandt manden i deres liv, rejste jeg i stedet ud i verden og havde nogle vilde oplevelser. Jeg er sådan en, der gør det, jeg mærker. Og det har jeg altid gjort. De andre er meget mere fornuftige. Jeg flyttede herover til København, da jeg var 18 år, og når jeg tænker på det i dag... Tænk, hvis Bartholine skulle flytte hjemmefra om to et halvt år... Det kommer aldrig til at ske."

Hun griner højt og ser næsten helt rædselsslagen ud bare ved tanken.

Liv: "For det første får hun ikke lov, og for det andet er hun slet ikke der, hvor hun er klar til det. Men jeg har altid tænkt, at jeg nok skulle klare mig, og jeg er så positivt indstillet, at folk nok nogle gange tænker, er hun idiot eller hvad..."

Christina: "Neeej …!"

Liv: "Jeg har altid været familiens mærkelige, sorte får, men jeg har haft det sjovt. Hvor andre stiller en masse hv-spørgsmål – hvad, hvordan, hvornår? – så kaster jeg mig bare ud i tingene. Alle de der hv-spørgsmål kommer simpelthen ikke til mig. Jeg ved godt, at de spørgsmål findes, men jeg tror, at jeg har overlevet på ikke at stille dem. Samtidig har jeg også altid vidst, at jeg havde familien i ryggen, hvis det skulle gå galt, når jeg kastede mig ud i nye eventyr. Det er meget vigtigt at understrege. Jeg har aldrig været bange for at komme til at stå på gaden. Vores søster Pernille har altid været enestående og er der også altid, når det gælder. Senest da hun for nylig med åbne arme lagde hus til Bartholines konfirmation."

Christina: "Og så har du også en nøgle til Malaga, jo..."

Kort efter farens død flyttede Liv hjemmefra, og dermed var Christina alene med deres mor. Christina og moren hjalp hinanden gennem sorgen, og de blev meget symbiotiske. Den symbiose foldede sig igen ud i fuldt flor, da moren for nogle år siden blev ramt af Alzheimers sygdom. Christina og Thomas solgte deres hus, flyttede ind på to værelser i morens store hus, som altid havde været familiens samlingspunkt, og her boede de så for at få det hele til at fungere. Det var hårdt, men Christina har aldrig fortrudt, at de gjorde det. Hun følte, at hun gav noget tilbage til den mor, som altid havde gjort alt for sine piger. Sidste sommer fik sygdommen det endelige overtag, og de fire søstre mistede deres elskede mor. Det er svært.  

Liv: "Vi savner hende. Vores mor var trygheden. I hvert fald for mig, hvor alting altid er kørt op og ned. Min mor var min klippe. Og jeg var hendes bekymring."

Christina: "Jeg tror, at du var hendes hjerte- og smertebarn. Med stort hjerte. Jeg sad hos vores mor og holdt hende i hånden de sidste 48 timer, før hun døde, og noget af det sidste, hun sagde, var: ”Pas godt på Liv”. Hun elskede Liv. Hun elskede alle sine børn, men hun var meget stolt af Liv. Måske fordi Liv var så forskellig fra hende selv. Vores mor var meget effektiv ligesom mig..."

Liv: "Og jeg ligner virkelig vores far."

Christina: "Jeg har det sådan dut-dut-dut, orden i sagerne, ligesom vores mor. Og jeg har mine rytmer. Jeg tror, at mor beundrede dig, Liv, for din kreativitet, din æstetiske sans, din vildskab og den store, store kærlighed, du udstråler. Du er jo så elskelig."

Hun holder en lille pause og smiler til sin søster på den anden side af bordet.

Christina: "Seriøst, jeg har aldrig mødt nogen, der ikke kunne lide Liv. Tværtimod. Hun er sådan en Moder Jord, når hun kommer ind et rum, alle kan mærke det, og alle kigger på hende. For mig er du virkelig et forbillede, Liv. Og vores mor var meget meget stolt af dig."

Liv: "Men også bekymret..."

Christina: "Ja, også bekymret. Men det handler jo om, at man bottom line ønsker for sine børn, at de finder kærligheden."

Liv: "Ja, hun ville gerne have haft, at jeg havde fundet mig en helt almindelig mand og var blevet sammen med ham. Kan du ikke lade være med altid at finde de der skæve typer, sagde hun, find en, der er rig, Liv. Ikke bare lidt rig. Meget rig."

De griner begge to højt. 

Liv: "Hun mente nemlig altid, at jeg satte dyre projekter i gang uden at tænke over, hvad det kostede."

Christina: "Ja, hun var meget fornuftig, men vi har også grinet meget af det. For vi kunne jo godt se, at du havde det sjovt, og at du altid har haft meget kærlighed omkring dig. Vores mor var på mange måder en feminist og et kæmpe forbillede. Jeg kan huske, at jeg var så stolt af hende, når hun kom op i skolen og hentede mig. Hun strålede af energi. Hun stod op for sig selv og klarede alt, så på mange måder ligner du hende, Liv."

"Du er også en fighter, der aldrig giver op. Jeg savner også vores mor helt vildt, er du da vimmer, men hun blev 87 år og havde rigtig mange gode år. Så ens hjerne siger, at det er okay, men i ens hjerte er man da ked af, at man er forældreløs. Men så er det jo netop godt, at vi har hinanden. Nu er det os søstre, der må sørge for at holde sammen som familie. Liv er den, jeg læner mig op ad i dag, når noget er svært. Hun har også skubbet på i forhold til, at jeg har kastet mig ud i nogle nye arbejdsmæssige ting."

Liv: "Fordi jeg altid bare selv har kastet mig ud i tingene, så er jeg den, der siger til Christina: ”Hør her, hvad er det værste, der kan ske? Prøv nu bare, og går det galt, så gør noget andet”. Man skal ikke være bange for at gøre noget nyt. Det gælder også i forhold til venner. Jeg kan slet ikke holde ud, når mennesker i en alder af 40 år sidder og siger, at de ikke har brug for nye venner. Ahmen altså, så læg dig da bare ned og dø!"

"Hør her, vi lever hele tiden, og vi møder hele tiden nye mennesker. Tag dog dem ind i dit liv, som er fantastiske. Og så er der nok nogle andre, du siger farvel til hen ad vejen. Jeg har nære veninder og venner, som jeg har haft med mig gennem hele livet, men det betyder da ikke, at jeg ikke lukker nye mennesker ind også. Det er det samme med jobs. Og med mænd i øvrigt. At blive sammen med en dødkedelig mand i mange år... why? Verden er fuld af skønne mænd. Man er jo ikke død, fordi man er 56 år. Alt for mange i min alder er også begyndt at snakke om pension og retræte. Men jeg tænker, hold da op – tænk, hvis jeg bliver 100 år. Så skal jeg da ikke stoppe med at have det sjovt og lave noget om et par år. Jeg kommer ikke til at være en, der sidder og laver ingenting, det kan jeg godt garantere."

Christina: "Jeg har brug for en anden tryghed i mit liv, end du har, men jeg spejler mig også i dig og ser op til dig og alt det, som du står for, Liv. Også selvom jeg nogle gange er storesøster for dig..."

Liv: "Øh...?"

Christina: "Jamen, det er jeg jo..."

Det er du ikke helt tilfreds med at høre, Liv?

Liv: "Nix!"

Hun griner højt.

Liv: "Christina putter sig stadig helt fysisk ind til mig, når hun er utryg. Så skal jeg lige holde om hende. Så jeg er vist storesøsteren..."

På spørgsmålet om, hvorvidt der er noget, Liv og Christina ikke deler, kan de kun komme i tanke om to ting. Mænd. Og intime detaljer om sexlivet. Som de i øvrigt overhovedet heller ikke har behov for at høre om, understreger de grinende. Men deres forskelligheder fylder meget.

Christina: "Når Liv f.eks. ankommer til huset i Malaga, er der ingen, der er i tvivl om, at hun er kommet. Hun kan endevende et helt hjem på fem minutter. Alle rum er fyldt med tøj, bøjler og sminke. Jeg har meget mere orden..."

Liv: "Så Christina går rundt efter mig og samler op..."

Christina: "Hør her, jeg er lige blevet færdig med køkkenet, det står snorlige, job done, og så kommer Liv med to kæmpe vandmeloner, der lige skal skæres ud. Der står jeg og råber NEEEJ inde i mig selv."

Liv: "Ha ha, ja, og Thomas spørger altid, hvor mange kufferter jeg har med."

Christina: "Liv har tryghed i MANGE ting. Når jeg har én creme, har hun sække fulde af creme. Det er crazy."

Liv: "Jamen, jeg ved da ikke, hvilket produkt jeg lige har lyst til at bruge, eller hvilken kjole jeg har lyst til at have på."

Christina: "Efter at Thomas og jeg havde boet på meget lidt plads hos min mor, valgte vi at købe en lille lejlighed og så have huset i Malaga. Når man bor småt, lærer man jo, at alt skal have en funktion, ellers bliver det kaos."

Liv: "Du er så pisse hellig..."

De griner igen.

Christina: "Det er det samme med mad. Prøv at se på bordet her i dag..."

Hun peger rundt på de bugnende skåle.

Liv: "Ja, hvis vi havde lavet interviewet hjemme hos Christina, så havde der kun været gulerødder og måske cookies."

Christina: "Jeg bruger det, jeg har, hvorimod Liv har et købeskab, hvor man intet kan finde, fordi det er fuldstændig proppet."

Liv: "Jeg dur ikke til de der madkasser, man kan bestille, og hvor man så får noget pastinak tilsendt en dag, hvor man har lyst til torsk. Det er det samme, hvis folk inviterer mig til noget om tre måneder eller et år. Det kan jeg da ikke svare på, om jeg kan. Måske sidder jeg i Honolulu på det tidspunkt."

Så er det jo et svært spørgsmål, der kommer her, men hvad tænker I om fremtiden sammen?

Christina: "Jeg tænker Malaga..."

Liv: "Christina siger hele tiden, vi skal bo i Malaga, når vi bliver gamle. Men det får jeg lidt stress af at tænke, for det kunne jo også være, at vi havde lyst til noget andet."

Christina: "Men du har nøgle til vores hus i Malaga..."

Det har du sagt mange gange nu – det er vigtigt for dig?

Christina: "Har jeg det? Ja, men det betyder noget med Malaga. Liv har nøglen, hun kan bare komme og gå, som hun vil. Som den eneste."

Så det er meget symbolsk for jeres forhold?

Christina: "Ja, den nøgle betyder enormt meget."