Christina Davidsen er født med knogleskørhed - og tv-vært på 'Det Handicappede Talkshow'.

Christina på 95 cm: Jeg tror ikke på, at nogen er normale

Mennesker skal ikke puttes i kasser, siger Christina Davidsen, tv-vært på blot 95 cm.

Under programnavnet 'Det Handicappede Talkshow' taler Christina Davidsen, hvis størrelse skyldes medfødt knogleskørhed, med inviterede gæster om, hvorfor vi har en tendens til at fokusere på forskelligheder frem for ligheder og på, hvad der er normalt og unormalt.

Nu har vi interviewet hende og en af hendes tidligere gæster, erhvervskvinden Soulaima Gourani, om, hvad de har fået ud af at deltage i programmet. Læs mere om begge to sidst i artiklen.

Hvad mener I, at det vil sige at være normal – og har jeres opfattelse flyttet sig efter programmet?

C: Jeg tror ikke på, at der er nogle, der er normale. Alle er vi forskellige og heldigvis for det. Man kan ikke putte mennesker i kasser og sige: her er de normale. Det er netop det, jeg gerne vil vise med talkshowet. Når jeg stiller mine gæster i talkshowet spørgsmålet, så opstår der også lange tænkepauser, for det er umiddelbart ikke så nemt at svare på, som vi måske går rundt og tror.

S: der findes ikke noget "normalt". Jeg ønsker virkelig, at alle kommer til at være stolte af deres små skævheder, mangler eller hvad de nu har fået med sig i livet. Man skal ikke sammenligne sig med andre. Hvert eneste menneske på jorden er helt unikt.

Tror I, at det at være handicappet er noget vi alle sammen kan føle os på nogle punkter eller nogle gange? Og hvordan tackler vi det i så fald?

C: Ja, jeg tror, at alle kan føle sig handicappet på et eller andet tidspunkt i livet. Der vil altid være noget, vi bare ikke er gode til eller ikke kan af forskellige årsager. Kun ved at se positivt på tingene og acceptere at sådan er det bare, kan man tackle det. Det er også vigtigt at lære at være åbne og tale om det.

S: Alle slæber rundt på en sorg og en stor hemmelighed. Og alle er vel bange for at være sig selv uden nogen elsker dem. De fleste er bange for ikke at slå til. Men vi skal ikke kun se på det ydre. Vi skal lære at se alle mennesker på en god måde, altså at kunne se mennesket bag handicappet. Et fysisk handicap kan være mildere end de mange "handikappede", som hele tiden må skjule deres indre.

Christina og Soulaima under optagelserne til 'Det Handicappede Talkshow'.

Tror I, at der er behov for en holdningsændring til handicappede og hvorfor?

C: Ja, jeg møder tit fordomme og berøringsangst. Jeg er sikker på, at det ikke er, fordi folk er onde eller dumme, men at det skyldes uvidenhed. Folk bliver usikre på, hvordan de skal reagere, når de møder en handicappet person. Derfor er det så vigtigt, at mennesker med og uden handicap møder hinanden i hverdagen og taler sammen. For så opdager vi, at vi slet ikke er så forskellige. Det er talkshowet et forsøg på.

S: Det står mit hjerte meget nært, at vi møder hinanden uden fordomme og ser det hele menneske. Vi mennesker er styret af helt basale lyster og drifter, som netop gør dette så vanskeligt. Vi ved, at er du "normal", har du et lettere liv, end hvis du skiller dig ud fra mængden. For mig er det en mærkesag at få folk til at se hinandens styrker, uanset hvor de kommer fra, eller hvordan de ser ud.

Hvad har gjort mest indtryk på jer ved at møde hinanden?

C: Soulaima er en kvinde fuld af power. Jeg tager hatten af, for alt det hun gør - og det hun rykker ved rundt om i verden, samtidig med at hun har mand og børn hjemme. Jeg er vild med, at hun bare satte sig i stolen og svarede 100 procent ærligt på alle mine spørgsmål uden først at tænke og overveje alt for meget. Svarene kom lige fra hjertet, og det kan jeg lide.

S: Christina har hendes eget talkshow og blog, og hun har en magtfuld stemme. Hun er sådan en der tænker: "OK jeg fik en citron - nu finder jeg en, jeg kan lave en drinks med." Med andre ord - hun bruger hendes "modgang" og skaber fremdrift. Hun kunne jo også bare have siddet og haft ondt af sig selv. Og se, nu skaber hun også en debat i jeres blad. Hvor mange lykkes med det? Jeg beundrer Christina dybt.

Programmerne kan findes på Youtube.

Her kan du se programmet med Soulaima Gourani:


Christina Davidsen, 40 år

Bor i egen lejlighed i Rødovre, sekretær og Talkshowvært

Handicap: Medfødt knogleskørhed / Osteogenesis Imperfecta

Soulaima Gourani, 38 år

Bopæl: Min kuffert (men har fast adresse i København), foredragsholder, forfatter og rådgiver

Handicap: Jeg har ingen synlige handicap, men har oplevet så meget "ondt" i mit korte liv, at jeg sagens kan siges at have ar på sjælen. Jeg formår eksempelvis ikke at stole og binde mig 100 % til andre mennesker. Herudover er jeg vokset op med min handicappede storesøster, som var enten i hendes seng eller hendes kørestol.

Fakta om personer med handicap

Ifølge de seneste målinger vurderer 11 % danskerne, at de har et handicap af "større grad", mens op til 30 % af befolkningen vurderer, at de har et fysisk eller psykisk handicap eller længerevarende sygdom. Knap 5 % er født med deres handicap. Ca. 44 % af personer med handicap har et job – det gælder 77 % uden handicap. Over en halv million danskere har knogleskørhed, men kun omkring 350 personer i samme omfang som Christina Davidsen. 36 % af danskerne vil ikke sætte sig ved nabobordet til en spastiker eller en udviklingshæmmet. Tallet er 60 %, når det gælder en længere togtur.

Kilde: Det Centrale Handicapråd med tal fra SFI, Socialstyrelsen, Akademisk Forlag og Osteoporoseforeningen.

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Linda: "Jeg troede, at det værste ville være at miste håret"

LÆS OGSÅ: Så dårligt behandler vi dem, der er anderledes

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Lever du efter dine værdier?

LÆS OGSÅ:

Om 'Det Handicappede Talkshow'

Det Handicappede Talkshow består af korte klip med kendte og ukendte, som fortæller om, hvad deres handicap er. Det er netop blevet vist på Facebook-siden 'Det er ikke et Handicap'. I talkshowet stiller Christina Davidsen (De Uperfekte, DR3) skarpt på handicap og udfordrer en række kendte danskere med spørgsmål som: "Hvad vil det egentlig sige at være normal?" og "Hvad er forskellen på dig og mig?". Formålet er, at gøre op med fordommene over for personer med handicap og i stedet vise, at vi måske slet ikke er så forskellige, som vi går og tror. Det er Det Centrale Handicapråd, der står bag kampagnen 'Det er ikke et handicap'.

Gæster i talkshowet:

Soulaima Gourani, erhvervskvinde Pernille Rosendahl, sanger Farshad Kholghi, skuespiller Manu Sareen, socialminister Mogens Lykketoft, politiker og formand for Folketinget Kitte Wagner, direktør for Nørrebro Teater Jacob Holdt, fotograf Özlem Cekic, politiker Lizette Risgaard, næstformand i LO Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder Mogens Blicher Bjerregård, formand for Dansk Journalistforbund Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet