Christine Antorini: ”Han kunne næsten ikke fortælle det, som vi allerede godt vidste, hvad var”

Hvilken rejse vil du aldrig tage på igen?

"Jeg tog engang på en rejse sammen med en kæreste, selvom det var ved at være slut mellem os. Det var lidt sidste udkald, og det vidste vi begge to. Men det skal man ikke bruge rejser til. For helt grundlæggende blev det en trist oplevelse, selvom omgivelserne var smukke. Det at rejse handler nemlig i lige så høj grad om at være sammen, dele oplevelserne og have nogle gode snakke. Derfor skal rejser ikke bruges til reparation, medmindre man oprigtigt mener, at udfordringerne kan løses – for ellers kommer der ikke noget godt ud af det."

Hvad er det bedste råd, du vil give til dine børn?

"Jeg vil gerne give dem modet til at forfølge deres drømme, for det sker sjældent, at det, som man drømmer om, tilfældigt dumper ned i ens hat. Selvfølgelig er der held og andre faktorer, der kan spille ind, men grundlæggende kræver det, at man gør noget aktivt – og det kræver mod. Det, synes jeg, er et vigtigt budskab. Og så skal man passe på med at falde i forælderfælden og have drømme på sine børns vegne. Det skal de selv finde ud af – det er en del af det at gå fra barn til voksen."

Hvad har været dit livs længste minutter?

"Jeg kommer til at tænke på, da min mor døde. Hun fik en uhelbredelig kræftsygdom, der kom som et lyn fra en skyfri himmel. Det var en aggressiv form, og derfor mistede vi hende allerede efter tre måneder. Det var enormt svært, fordi det kom så pludseligt, og fordi hun ikke var ældre. Hun var kun 66 år. De længste minutter i den periode var nok, da min bror og jeg skulle til en samtale med overlægen sammen med vores mor. Hun havde bedt os om at være med, og det gjorde vi selvfølgelig. Hele familien rykkede meget tæt sammen om hende i de måneder. Jeg kan huske, at vi sad på lægens kontor, som også selv var tydeligt berørt af situationen. Han kunne næsten ikke fortælle det, som vi allerede godt vidste, hvad var. Nemlig at der ikke var mere at gøre. De minutter virkede som enormt lang tid. Hele hjernen eksploderer i tanker, selvom der egentlig ikke rigtig sker noget. Det er lidt som om, at tid og rum bliver udslettet."

Hvilket råd vil du give til dit yngre jeg?

"Jeg fik mine børn ret tidligt. Jeg var 23 år, da jeg fik min ældste, og på det tidspunkt var jeg meget politisk aktiv og meget ambitiøs. I dag kunne jeg godt tænke mig at fortælle yngre Christine, at det er sejt, at hun kæmper for sine drømme om det politiske, men at det også er okay at finde ro og glæde i at være sammen med sine børn. At der nødvendigvis ikke er noget, der løber forbi hende, fordi hun lige kigger væk et øjeblik. Det vidste jeg ikke dengang, og derfor sagde min mor faktisk til mig på et tidspunkt: ”Christine, jeg kan se, at når du er sammen med dine børn, er der nogle gange, hvor du er fysisk til sted, men åndeligt fraværende”. Jeg vidste præcis, hvad hun mente, og derfor gjorde det også ondt at høre. Men jeg tog det til mig."

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest?

"Min mor har været den vigtigste person i mit liv. Ikke bare fordi hun var min mor, men fordi hun var en klog kvinde. Hun var ikke sådan en, der belærte andre på en bedrevidende eller moraliserende måde, men når hun endelig sagde noget, vidste jeg, at jeg skulle lytte efter. Jeg håber, at jeg kan være på samme måde for mine børn."

Færdiggør sætningen: Jeg bliver upopulær, når jeg siger det, men jeg synes...

"... at jeg nogle gange skal sige noget, der er upopulært. Også selvom jeg ved, at det ikke bliver modtaget godt. Men det er nødvendigt alligevel. Det hænger sammen med, at jeg har en konfliktsky side i mig, som er god at udfordre. Jeg er ikke konfliktsky i forhold til mit arbejde, men når det gælder følelser og det helt nære, kan jeg mærke det. Efter mange års erkendelser har jeg dog fundet ud af, at det ikke hjælper at gå rundt om den varme grød."

"Jeg er blevet skilt to gange, og begge gange har jeg haft det sådan, at det var et kæmpe nederlag. Der var en masse følelser, og det var næsten umuligt for mig at få over mine læber, at vi var ved at blive skilt. Men det er gået op for mig, at der sker noget, når man begynder at sætte ord på det svære. Det er faktisk det, der er med til at få tingene til at lande på de rigtige hylder. Man er nødt til at finde et rum for den svære samtale, om det så er overfor ens mand, børn eller arbejdsmæssigt. For alt andet er en dårlig løsning – det har taget mig mange år at finde ud af."

Du fylder 57 år i maj, hvad er det bedste ved din alder?

"Jeg har en alder, der giver enormt meget frihed. Jeg er helt ude af den spændetrøje, som vi er mange kvinder, der sætter os selv i. Meget af det forventningspres, som jeg synes, at man kan opleve i de forskellige aspekter af livet, er væk. Jeg havde selv mange forventninger til mig selv, da jeg var i 30’erne og 40’erne, og spørgsmål omkring, om jeg var god nok, og om jeg kunne det, som jeg gerne ville, fyldte meget. I dag synes jeg, at jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til, uden at skulle sætte begrænsninger for mig selv, og det er en stor lettelse."