Nu har den 44-årige tyske topmodel Claudia Schiffer i samarbejde med Schwarzkopf udviklet sin egen stylingserie under navnet Styliste Ultîme. Vi har mødt hende til en snak om yndlingsprodukter, hendes værste hårminde og om at være dødgenert.
Hvad har du lært om skønhed gennem din karriere?
“Jeg har prøvet utallige produkter og træningsmetoder og har efterhånden fundet ud af, at de milde ting fungerer bedst for mig. Jeg bor på landet, så min motion består af lange gåture med vores hunde og pilates, der både er udstrækning og styrketræning. Et karbad med epsomsalt eller olie er også godt for hele kroppen. Og så er der de klassiske tricks som at drikke vand. Jeg har en post-it siddende på min skærm, hvor der står “Drik vand”. Jeg er aldrig tørstig, så det hjælper mig med at huske det. Jeg tror på hele pakken. Det nytter ikke noget kun at gøre én ting, og derfor går jeg både op i at pleje min krop, mit ansigt og mit hår.”
LÆS OGSÅ: 5 gode råd: Sådan bryder du dine dårlige hverdagsvaner
Har du dårlige hårdage?
“Mit job indebærer heldigvis, at jeg får hjælp til at se godt ud. Men hvis jeg har en dårlig hårdag, prøver jeg ligesom at gå med den. Forstået på den måde, at hvis det er helt uregerligt, gør jeg det endnu mere vildt. Det samme ville en hårstylist gøre på et job. Arbejde med det, der er foran dem. Jeg er også ret vild med fletninger, som er nemt og pænt. Jeg bruger Diamond Color-olien i længderne. Den er især god, når håret lige er blevet farvet og trænger til fugt.”
Dit værste hårminde?
“Da jeg klippede mit hår som Nena i 99 Luftballons. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kan lide mig selv med kort hår, og siden har det været langt. Det er sådan, jeg bedst kan lide det. Jeg laver stadig mange hårjobs, og så er det et must, at det har længde.”
Beskriv din beautyrutine?
“Jeg har brugt meget tid på mig selv og mit udseende, for det er det, jeg lever af. Når noget virker, holder jeg mig til det, men jeg er altid nysgerrig efter at prøve nye produkter. Jeg bruger en scrub fra Clinique, som gør huden frisk, og elsker Sisleys ansigtscreme og læbepomade samt Clarins’ øjengel, som afhjælper hævede øjne. Min makeupfjerner fra Chanel fjerner det hele igen. Jeg er også glad for både serum og masker, og for tiden bruger jeg Clarins’ og anti-stress masken fra Cellcosmet, som giver et friskt look med det samme.
LÆS OGSÅ: Naked hair: En guide til den nye it-frisure
Jeg har brugt Agent Provocateurs parfume i noget tid, men i går fik jeg den nye My Burberry med mit navn indgraveret tilsendt, så den skal testes. Af makeup er jeg vild med Dolce & Gabbanas øjenskygger og blushes. Jeg bruger altid mindre foundation og mere concealer til at dække det nødvendige. Og så går jeg ikke ud ad døren uden min mascara fra MAC og bukker også altid mine vipper inden. Mascara er essentiel. Du kan tage nok så meget makeup på, men hvis der ikke er mascara, vil der altid mangle noget. Jeg bruger også Beauty Balm fra Schwarzkopf hver dag, som tager fehår og fugter håret, hvis det ser tørt ud. Og så er jeg blevet rigtig glad for saltvandssprayen Beach Look fra min nye kollektion.”
Hvordan bærer du din makeup?
“Jeg er meget inspireret af 60’ernes look som hos Jane Birkin og Charlotte Rampling, hvor det ser ud, som om du ikke har gjort ret meget, men i virkeligheden har brugt en masse tid på dig selv. Med stærke øjne, liner og nude læber. Jeg har stort set altid midterskilling, og det minder mig om den tid. Fletningen er også en yndling, når den hænger til den ene side.”
Hvad er den største misforståelse, folk har om dig?
“Ofte misforstår folk min generthed som kølighed eller arrogance. I virkeligheden kan jeg ikke lide at være midtpunkt og bliver meget genert, når der er mange mennesker. Så går jeg ind i min egen boble og lader, som om jeg er alene i lokalet. Det er noget, jeg har arbejdet meget med, og i dag springer jeg nemmere ud i det og tænker: “Just do it.” Det er som at hoppe ned i iskoldt vand. Jeg er rigtig god i mindre grupper, men i større selskaber tager det mig længere tid at varme op og føle mig godt til rette. Sådan har jeg altid haft det. Jeg er også meget privat anlagt. Måske det i sidste ende har vist sig at være en god ting. I modebranchen er der mange farer, der kan lede dig på afveje, og min generthed har hjulpet mig til at blive på rette kurs."
LÆS OGSÅ: Tendens: No makeup makeup
LÆS OGSÅ: Sådan får du styr på dine makeup-pensler
LÆS OGSÅ: 5 skønhedsprodukter, du garanteret kan få mere ud af