En uventet sætning hjalp Claus Meyer, da han stod midt i en stor krise

"Viola er helt sikkert den mest udadvendte af mine tre piger. Hun er også meget ublufærdig.

Læs også

Jussi Adler-Olsens kærlighed gennem 50 år: "Hanne er min klippe"

Dengang jeg stadig kørte pigerne i skole i Christianiacyklen, kunne jeg godt lide at synge, selvom jeg synger ad helvede til.

Viola elskede det, og hun opildnede mig bare til at være så skør som muligt. De to andre piger syntes, det var vildt pinligt. Bag den ydre lethed kan Viola godt fremstå lidt tilbageholdende, når hun er sammen med mennesker, hun ikke kender, men ellers er hun meget social og god til at stille spørgsmål, der åbner samtaler på helt nye måder. Hvis jeg står og laver mad, så gider jeg ikke nødvendigvis snakke, fordi jeg har rigeligt at gøre med at koncentrere mig om fem retter på én gang.

Viola får alligevel altid spurgt om et eller andet, som er tilpas indfølt eller udfordrende til, at jeg ikke kan lade være med at svare på det. Hun er også usædvanligt god til at give sig hen til det, hun nu er i gang med. På en ferie for nylig brugte hun f.eks. 10-12 timer under havets overflade i et forsøg på at tæmme en ottearmet blæksprutte."

"Da Viola var lille, var hun helt klart den af de tre piger, for hvem mad betød mindst. Det sjove er, at hun for et par år siden fik en kæreste, som er meget interesseret i mad, og som har sit eget cateringfirma ved siden af studierne på CBS. Han har gjort hende interesseret i mad, og hun hjælper ham gerne. De kan finde på at sende en besked til os andre om, at de laver mad i aften. Det er fantastisk for mig at opleve, at Viola på den måde har fundet glæden ved mad. Det havde jeg aldrig set komme."

Er det okay, at der er andre, der overtager køkkenet?

"Ja, det er totalt okay. Især når de er så dygtige, som pigerne er. Og når jeg kan se den glæde, de har ved at lave mad til andre, som jeg selv har haft livet igennem, så kan jeg ikke ønske mere. Mad er jo et kærlighedssprog samtidig med, at det er en arbejdsform og et forandringsværktøj. Det at lave dejlig mad eller sætte andre mennesker til at lave dejlig mad til hinanden, det har været det mest fundamentale arbejdsredskab i mit liv. Jeg har puttet mad i munden på andre mennesker, siden jeg var helt ung.

Først ville jeg have danskerne til at spise Valrhona-chokolade. Derefter ville jeg have folk til at opdage potentialet i kaffe. Og så ville jeg iscenesætte æbler som noget mere end det, man kunne finde i Brugsen. Derefter kom brødet. Og Det Nordiske Køkken. Men glæden ved at lave et måltid mad til andre mennesker ligger omme bag det hele. Det var der, jeg startede, da jeg som 21-årig begyndte at køre noget catering ud af bagdøren.

Og det er også det, der fylder mig med størst glæde i dag. At stå i mit køkken og lave noget mad, som folk kommer og spiser. Den stemning, der opstår omkring bordet, det er det bedste. Så det at se mine børn tage det på sig og få færten af, hvad mad kan, det er vidunderligt. Det er en færdighed, de aldrig kommer til at miste igen, og som kommer til at åbne mange døre i livet for dem."

"Viola ved endnu ikke helt, hvilken vej hun vil gå. Hun er interesseret i psykologi, men hun overvejer også at gå musikkens vej. Hun er en virkelig talentfuld sanger. Hun har simpelthen musik i hovedet og kan derfor også skrive sange. Hun vil så gerne have, at jeg skal lære at synge.

På min Instagram ligger der en lille film, hvor hun prøver, og det går virkelig ikke særlig godt for mig. Men vi hygger os med det. Jeg spørger hende somme tider, hvordan hun kan elske at høre mig synge, når jeg ikke kan, men det gør hun bare. Og måske synes hun også, at det er sjovt af være den, der kan lære mig noget."

Læs også

Eva Ravnbøl: "Han solgte vin på min kærestes restaurant, og så kan det jo godt gå galt"

"Alle mine piger har en udtalt sans for, hvordan andre mennesker har det, og de er meget opmærksomme på det. Men det er som om, Augusta lige er lidt mere hudløs og følsom end de andre. Eller måske viser hun det bare lidt mere, og hun og jeg opfatter tit mennesker og situationer ens.

På et tidspunkt, da jeg var meget ked af alt omring mit amerikanske projekt med restauranterne på Grand Central Station i New York og havde store økonomiske problemer med det, var jeg nødt til at tage væk fra familien, som jeg ellers var på ferie med på en tropeø, for at prøve at få styr på nogle ting.

Det var et af de absolutte lavpunkter i mit liv, og der valgte Augusta, som kun var 11 år på det tidspunkt, at sende mig en mail, hvor der bl.a. stod: ”Det føles, som om du er i en verden, hvor det er gråt, selv i paradis, og hvor du vågner hver morgen med timer og atter timers arbejde, der venter på dig. Og så er der vores verden, der er lettere og gladere. Værst af alt er det umuligt for dig at komme ind til os. Men indtil du kan komme ind til os, er det måske muligt for os at komme ind til dig og være der for dig.”"

"Jeg græd, da jeg læste den mail i flyveren til New York, for hun havde jo ret. Jeg kunne ikke komme fra mørket og over til familien i lyset, og lige meget hvad de gjorde for mig, kunne de ikke nå ind til mig på det tidspunkt. Så Augusta har en særlig evne til at gå ind i en situation og sætte ord på den. Hun er ekstremt glad for sit liv, hun elsker gymnasiet, og hun er meget beskeden.

Hun elsker Wes Anderson-film, at finde fedt vintagetøj og er i det hele taget poetisk anlagt. Hun er nok også blevet lidt ekstra forkælet, fordi hun er den yngste, så hun har aldrig rigtigt for alvor oplevet, at der kom en søster eller bror, som pludselig løb med opmærksomheden. Hun fryder sig meget over, hvad der sker, og hvad der skal ske, og hun kan glæde sig i flere år til, at vi f.eks. skal på en rejse. Augusta har en usædvanlig evne til at behovsudsætte. Jeg har aldrig hjulpet hende med lektierne på samme måde, som jeg fra tid til anden har gjort med Viola og Elvira. Hun klarer selv tingene. Stille og roligt."

"Mens vi boede i New York, blev Augusta og Viola veganere, og det var inden, Viola selv begyndte at lave mad. Så Augusta lavede mad til sin storesøster, og hun er også den, der suverænt elsker mest at lave mad. I dag spiser Viola det hele, mens Augusta er pescetar, og hun er meget kapabel i hele grøntsagsuniverset. Altså, der er ting, hun laver bedre, end jeg gør …"

Det er alligevel noget?

"Ja, og hun siger nogle gange til mig: ”Far, at lave mad sammen med dig er muligvis det, jeg holder allermest af i hele mit liv”."

Hvordan får du det indeni, når hun siger sådan?

"Jamen, det er jo en KÆMPE glæde. Jeg bliver fuldstændig rørt over det. Når vi står og laver mad sammen, er vi i sådan et zenmode. F.eks. lavede vi en 11 retters middag sammen nede i Italien, hvor vi var på ferie. Det var som om, vi gennemførte en dans, som var dybt kompliceret, men hvor vi præcis vidste, hvad den anden havde styr på.

Vi var dybt koncentrerede. Som et kokketeam, der skulle være klar til gæster om to timer. Det var en følelse af, at vi var lige om det og havde respekt for hinandens smagsløg og evner, og sammen bidrog vi til at skabe et mindre kulinarisk mirakel på rekordtid. Vi serverede middagen for resten af familien, og det at være sammen med min datter på den måde og invitere de andre ind, det er jo ren kærlighed."

Læs også

Han var den yngste landsdækkende nyhedsvært nogensinde - 24 år senere tog han et stort valg

"Elvira er min første datter. Det er der jo noget særligt i, fordi det er hende, jeg har kendt længst, og fordi hun er den mest modne i kraft af sin alder. Hun er også den, der minder mest om mig, og hun mærker med det samme, hvis der ikke er styr på de grundlæggende ting i familien, at alle har det godt.

Omvendt, hvis alt er i orden, så er der ro på, og hun kan godt have sit fokus andre steder. Min hustru har en udtalt æstetisk sans, og det har Elvira også, så hun har fået noget med fra os begge. Jeg går ikke så meget op i den slags, jeg er mere optaget af smag, sprog, mellemmenneskelige ting og sådan noget forretningstjavs. Og hvis jeg står i en konflikpræget situation med nogle komplekse, erhvervspraktiske udfordringer, som ikke ligger helt ovre i følesfæren, så sætter jeg stor pris på at sparre med Elvira i et fortroligt rum.

Hun er enormt professionel og organiseret, og hun læser op på alt, hvad der er nødvendigt at vide. Hun har overblik, og jeg kan altid få en dybt kvalificeret second opinion fra hende. Jeg er selv organiseret til et vist niveau, så jeg kan tillade mig at være skødesløs. Og derfra må det sgu gå den vej, det går. J

eg viser andre betydelig tillid, hvilke selvfølgelig medfører et element af tilfældighed i den professionelle sfære. Jeg stræber ikke efter det perfekte i livet. Jeg synes, det er ok, hvis noget en gang imellem bare bliver godt. Elvira er helt sikkert noget mere perfektionistisk, end jeg er."

"I den lidt praktiske afdeling er Elvira også en ekstremt god forhandler, hun bliver aldrig snydt. Det kan kræve enorme ressourcer, hvis man f.eks. skal leje en bil i udlandet, hvis man har booket noget via Airbnb, eller hvis man står i en forsikringssag. Men Elvira bliver aldrig snydt. Hvis der er nogen, der opfører sig unfair overfor os som familie, så æder hun sig ind på dem, indtil de siger ”okay, du får din vilje, bare du forsvinder”. Det imponerer mig helt vildt. Jeg synes selv, at jeg er ret god til ikke at blive snydt, men hun er med afstand bedre, og hun hidser sig aldrig op.

Jeg har også en lille historie, som handler om, at jeg skulle til statsmiddag med Barack og Michelle Obama i Det Hvide Hus. Da jeg står på Washington Union Station, går det op for mig, at jeg har glemt mit pas i New York, og det var virkelig noget skidt, for man kommer ikke ind i Det Hvide Hus, hvis man ikke har sit pas med. Der fik jeg fat i Elvira, der på magisk vis fik fikset, at togføreren i det næste tog fik passet med fra New York, så han kunne give mig det i Washington. Der er så mange skrankepaver og så stor uvillighed til at bryde reglerne i USA, så det, at det lykkedes, siger alt om min ældste datter, der dengang var bare 19 år gammel."

"Elvira er også god til at ændre stemningen i en rum på et splitsekund. Hun kan få hele køkkenet til at synge og danse, hvis det er det, der pludselig er brug for, eller hvis hun bare har lyst. Og nu, hvor vi er kommet fri af alt det fnidder, der kan være, når tre teenagepiger bor under samme tag og kommer til at tage hinandens tøj og den slags, så er det vidunderligt at se, hvor kæmpestort et familiemenneske Elvira er.

Hun elsker sine søskende. Og de beundrer hende over alt på jorden. Det er helt fantastisk at se, hvordan det, at de er kommet lidt væk fra hinanden i hverdagen, gør, at de har udviklet så dyb en kærlighed og omsorg for hinanden, som de har. De har kæmpe respekt for, hvad de hver især kan."

Hvem er Claus Meyer?

• Kok, restauratør, iværksætter, tv-vært, foredragsholder, kogebogsforfatter, konsulent og filantrop.
• Aktuel med erindringsbogen 'Claus Meyer – Drømmer'.
• Han er 59 år og gift med Christina Meyer Bengtsson. Sammen har de døtrene Elvira, 27, Viola, 21, og Augusta på 18 år. Christina har sønnen Valdemar fra et tidligere forhold.

Hvordan vil du beskrive dig selv som far for dine tre piger?

"Jeg er ikke særligt hierarkisk indstillet, og det ligger ikke naturligt til mig at ville bestemme over mine børn, efter de har nået en vis alder. Jeg er mere samtale- og forhandlingsorienteret, og jeg tror på andre menneskers evne til at vide, hvad de har brug for. Jeg er af samme grund heller ikke særligt god til at lave faste rammer, og grundlæggende har jeg og min hustru givet vores piger vid mulighed for at udfolde sig på den måde, som de hver især har lyst til.

Jeg har aldrig talt ned til dem, jeg har talt MED dem og i det hele taget dem alvorligt. Vi har aldrig opstillet alle mulige regler eller givet pigerne faste pligter, og da de var små, skulle vi da også hive og flå i dem for at få dem til at hjælpe til, så på den korte bane betalte vi vel en pris for at være lidt ustrukturerede. Det sjove er, at i dag hjælper de alle sammen til hele tiden, uden at vi behøver at sige noget. Så på en eller anden måde er vi lykkedes med den lidt rodede opdragelse, vi har praktiseret. Jeg er meget, meget tilfreds med hver eneste af mine døtre."

"Grundlæggende er jeg også fint tilfreds med den måde, jeg har været far på. Når pigerne har savnet noget eller haft brug for en hånd eller en samtale, vil jeg mene, at jeg altid har været der. Det er jeg ret sikker på, at de alle tre vil sige. Men de vil også sige, at jeg godt kan være lidt fraværende i hverdagen, fordi jeg har mine ting. Arbejde, rejser, tennis. Men hvis min familie er selvkørende, i harmoni, og alle trives og er glade, så tænker jeg, okay, hvor er det dejligt, og så prioriterer jeg ikke altid at sætte mig ned og spørge, nå, hvordan går det så i dansk i øjeblikket?

Så vil jeg hellere se Nykøbing spille fodbold eller selv spille badminton, læse en opskrift eller skrive på en bog. Der er helt sikkert mange forældre, som på en mere proaktiv og insisterende måde er til stede i deres børns liv, end jeg har været. I vores familie har min hustru ikke haft fuldtidsarbejde, og hun har taget langt det meste med pigerne.

Men jeg tror, at mine piger vil være enige med mig i, at jeg altid har overøst dem med kærlighed. Jeg fik ikke selv at vide, at jeg var elsket, da jeg var barn, men det er lykkedes mig at rive mig fri af det, så jeg selv har kunnet gøre det bedre overfor mine børn."

"Christina er et meget sansende menneske. Jeg synes, at hun har et helt ufatteligt blik for visuel skønhed. Ikke bare som en farve på et stykke papir, men også stemningen i et hjem. Det er hende, der har fundet og indrettet de steder, vi har boet. Ikke med prangende skønhed og dyre ting, men med en blanding af personlige ting og loppefund. Hun har indrettet mange af vores restauranter gennem årene, og hun har lavet logoer og emballager til vores produkter og designet de fleste af mine kogebøger."

"Derfor er det også Christina, der nogle gange, når jeg er på vej ud ad døren, nedlægger veto mod mit tøj. Fordi det simpelthen er for grimt. Jeg går ikke særligt meget op i tøj, så hvis hun siger, at det ikke går, så skifter jeg ofte tøj. Forleden dag skulle jeg i Folketinget og tale på en konference om grøn omstilling, og der havde jeg nogle træningsbukser på, som Christina bestemt ikke syntes, jeg kunne have på.

Hun er nok den ”spindoktor”, jeg har lyttet mest til i mit liv, for hun har haft et virkelig godt blik for mange af de vigtigste valg, jeg har skullet træffe. Jeg vender alt af betydning med hende, også fordi det typisk får konsekvenser for vores fælles liv, hvad jeg vælger."

Hvornår gør Christina dig allermest glad?

"Jeg er mest glad, når hun er glad. Jeg er nok sådan indrettet, at hvis folk omkring mig er meget glade, så er jeg glad. Altså, nu kan det jo være, at nogle vil sige, at jeg er meget optaget af mig selv, men i virkeligheden har jeg ikke super meget brug for, at andre gør noget for mig. Giver mig en gave eller et eller andet. Jeg mangler ikke rigtigt noget. Jeg har mere brug for at gøre andre folk glade, end jeg har brug for, at de gør mig glad. Det er nok også en eller anden defekt, som er opstået i min mærkelige barndom, hvor jeg blev vænnet til at tage mig af mig selv, fordi min mor var alkoholiker, og min far fik en ny familie.

Læs også

Julia Lahme: ”Vi er nødt til at se verden – og hinanden”

Heldigvis havde jeg min mormor og min morfar, som jeg boede hos halvdelen af min barndoms nætter. Min mormor forgudede mig og havde altid tid til mig. Hun lærte mig noget om at være menneske, og hun var min barndoms helt store lys og en klippe af ro. Jeg kunne altid komme til min mormor, hvis jeg var ked af noget, men hun maste sig ikke på. Jeg har faktisk aldrig før tænkt over det, men det er jo også sådan, jeg selv er i min familie. Jeg er der for Christina og mine piger, men jeg maser mig ikke på."

Hvad er det bedste ved Christina?

"Der er to ting, jeg gerne vil udtrykke taknemmelighed over. Det ene er, at Christina har omfavnet drømmeren i mig. Selvom hun har savnet, at jeg var mere hjemme og tog mere ansvar i forhold til hverdagen, så har hun samtidig altid elsket, at jeg var den, jeg var, også når det betød, at jeg kastede mig ud i endnu et eventyr. Jeg har også følt, at jeg har gjort det, jeg har gjort, for at gøre hende stolt.

Det andet er, at Christina giver mig virkelig stor plads. Også til at dyrke sport, når jeg har lyst til det. Vi kunne have gået en tur sammen i stedet for, hvilket vi selvfølgelig gør en gang imellem, og det er klart, at det er altid sådan et tradeoff. Men jeg elsker – og har et fysisk behov for – at dyrke sport, især badminton og tennis, og det får jeg lov til. Det kan man ikke tage for givet, når man samtidig har et relativt krævende arbejde.

Jeg er ikke den, der vågner hver dag og først og fremmest tænker på, hvad vi som par eller familie skal lave sammen. Jeg har nok altid haft for vane bare at sige ”godmorgen, vi mødes til aftensmaden” og så suse ud ad døren. Jeg har aldrig på nogen måde taget Christina for givet, men jeg har ligesom være afventende i forhold til, hvad hun havde brug for, at vi gjorde sammen. Og selvfølgelig har jeg også gennem årene taget initiativer i forhold til film, rejser, restauranter og svampeture."

Hvordan var tiden efter New York for dig?

"Jeg var god til at opretholde facaden, og jeg var ikke sygemeldt. Jeg er ret god i modgang. Inderst inde var jeg absolut modløs, formørket og uden selvtillid og virkelyst, men jeg holdt fast i at dyrke sport og lave mad. Jeg mistede det meste af min disponible formue på de år i New York, og selvom jeg aldrig har været specielt interesseret i den yderste krone, så følte jeg, at det at være truet økonomisk var virkelig uværdigt og skamfuldt.

Mit lys i mørket var Christina og pigerne, som heldigvis stadig elskede deres mand og far. De kunne ikke hjælpe mig ud af de økonomiske problemer, men det, at jeg havde dem, gjorde, at jeg havde noget at stå op til og nogen at være noget for. Familien var en form for helle i det halvandet års tid, hvor jeg havde det virkelig dårligt."

Hvad gjorde du for at komme ud på den anden side?

"Det var en sjov blanding af ting. Jeg så bl.a. en film, hvor der var en replik, som bed sig fast. Det var en døende mor, der fortalte sin søn, at ja, nogle gange er livet hårdt, men det, man så skal gøre, det er at rejse sig op og gå. Altså bare gå ud i verden, ”så vil kærligheden finde dig”. Indtil da havde jeg prøvet at regne ud, hvordan jeg kunne finde en plan for at komme videre, så jeg kunne blive glad igen, men den plan havde jeg ikke kunnet finde.

Så det med at sætte sin lid til, at man ikke behøver at kunne ”regne den ud”, men at man bare skal gå ud i verden og gøre noget, det var sådan en lettelse. Så jeg begyndte at gøre små ting. Hjælpe til med at hakke løg eller pakke mad til et selskab.

Jeg afkrævede ikke mig selv, at jeg skulle producere mirakler, og det havde en afgørende betydning for mig. Jeg begyndte også at høre meget gospelmusik for teksterne skyld. Især en, hvor de sang noget i retning af ”It’s not your fault. This one is on God”, ramte mig. Det var som om, noget ansvar blev taget fra mine skuldre. Som om nogen havde min ryg på et højere plan, og at alt nok skulle blive godt igen.

Jeg begyndte også at gøre mig umage med at udtrykke taknemmelighed i hverdagen. Og det gik op for mig, at der var en masse eventyrlige ting lige rundt omkring mig, som jeg havde overset, fordi jeg ledte efter miraklet. Ved at være taknemmelig for det, og dem, jeg havde omkring mig, blev der opbygget en stor mængde glæde i min sjæl, som lige så stille trængte mørket væk."

Hvad lærte du af årene i New York?

"Jeg har lært, at man let kan komme til at overse de vigtigste ting i sit liv, hvis man hele tiden er på vej et andet sted hen. Jeg er nok blevet lidt mere grounded og har fundet mere ro i det, jeg har lavet. Inden USA havde jeg en enorm trang til altid at skulle lave noget nyt, og det handlede helt sikkert om, at jeg havde behov for endnu en gang at bevise overfor hele verden, at jeg var virkelig dygtig.

I dag føler jeg sjovt nok ikke noget behov for at bevise noget mere. Så hvis jeg gør noget nyt nu, så skal det være for min egen skyld, eller for nogle andre mennesker skyld. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke behøver at løse alverdens problemer eller gøre noget kæmpestort for at kunne holde mig selv ud. Jeg kan også bare være årsag til, at et lille problem forsvinder, eller at der bliver tændt et lille lys for nogle mennesker et sted."

Ny bog

Claus Meyer er aktuel med erindringsbogen 'Claus Meyer – Drømmer', som er udkommet på Grønningen og skrevet i samarbejde med Peter Nicolai Gudme Christensen.

333 sider, 300 kr.