Daniel er single med et usynligt handikap: ”Hvad skal der til for, at I vælger mig?”

Jeg hedder Daniel, er 30 år, og jeg bor i Struer i min egen lejlighed.

Da jeg var 23 år gammel og gik på en ungdomsuddannelse, fik jeg diagnosen atypisk autisme til en udredning ved en psykolog.

Nogle mener, at det er en personlighedsforstyrrelse, men jeg vil hellere kalde det et handikap, fordi der er nogle ting, jeg ikke kan, og nogle ting jeg godt kan.

I dag arbejder jeg i en kantine, og når jeg ikke går på arbejde, så spiller jeg klaver og synger en del. Jeg kan også godt lide at danse, og så besøger jeg ofte min bedstefar og min familie. På den måde føler jeg egentlig, at jeg fylder min tid godt ud i hverdagen.

Men hvis man forestiller sig, at man har et puslespil, man selv skal samle, så mangler jeg stadig den sidste brik: En kæreste.

Jeg søger en kvinde, som går op i de indre værdier, og som forstår, at det er vigtigt at give hinanden plads. Hun må gerne være god til at aflæse mig, og hun skal være direkte over for mig. Det er også okay, at hun nogle gange siger til mig, at jeg skal holde min kæft. For når jeg bliver nervøs, så snakker jeg meget, og så kører det bare derudaf.

Autismen er en ekstra udfordring

Men det kan godt være svært at date med autisme. For hvor finder man den sidste brik henne i et samfund, som er blevet mere og mere digitaliseret?

Hvis man vil købe en togbillet i dag, så skal den købes på nettet, og du møder ikke længere nødvendigvis et rigtigt menneske på posthuset, fordi det hele foregår digitalt.

Det samme gælder dating, og det kan være ekstra udfordrende med en autisme-diagnose. For det med at aflæse andre menneskers signaler og kropssprog er svært med mit handikap, og det bliver endnu sværere digitalt, når jeg ikke kan se vedkommende.

Og så er der måske nogle, der tænker: Hvorfor går du så ikke bare ud og møder nogen tilfældigt ude i byen?

Men det er ikke så nemt for mig at komme i kontakt med andre. Det er nok svært for alle singler, men når man har en autisme-diagnose, så er der bare ting, der er ekstra udfordrende. Folk med autisme er forskellige, og jeg er ramt på det sociale plan.

Derfor føles det også usikkert at skulle ud på datingmarkedet. For hvordan skal man lige gribe det hele an?

Tinder føles ikke rigtigt

Jeg er på Tinder, men har også forsøgt nogle andre ting for at finde en kæreste.

For nogle år siden var jeg med i et datingprogram på TV2, og det var rigtig sjovt, men det endte ikke med at føre til noget.

Nu bor jeg i Struer, og når jeg kigger på dem, jeg kender, der har fundet en kæreste, så tænker jeg: Hvor fanden har de mødt hinanden? Hvor kender de hinanden fra? Gymnasiet?

Det bliver automatisk sværere at møde andre mennesker, når man ikke går på en uddannelse længere, for så har man jo stort set kun det digitale tilbage. Og det føles ikke rigtigt for mig at være på datingapps som Tinder. Det virker kunstigt, og jeg føler mig lidt fanget i det.

For skal jeg skrive, at jeg har et handikap, så folk ved det på forhånd? Eller skal jeg vente med at sige det til første date? Jeg kan godt lide, at den person, jeg møder, er klar over, hvem jeg egentlig er, men det kan også være, at det får nogle til vælge mig fra, fordi de er usikre på det, de ikke kender.

Hvis man aldrig har hørt om autisme, eller hvis man ikke ved så meget om handikap-området generelt, så er det måske nemmere bare at lade være.

Giv mig – og os handikappede – en chance

Jeg ved, at jeg er en type, der skal opleves i virkeligheden frem for på Tinder. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge de kvinder, der læser med: Hvad skal der til for, at I vælger mig til?

Vi er mange, der har en diagnose, og jeg synes, at vi som samfund skal være bedre til at forstå, at det kan være ekstra udfordrende, fordi der er nogle ting, der spænder ben for os.

Men flere skal også forstå, at vi kan have rigtig meget andet at byde ind med. I programmer som Landmand søger kærlighed og Gift ved første blik kan man let få et billede at, at man skal have en bil, et stort hus og være diagnose-fri for at finde sig en partner.

Men det er jo ikke det, det kommer an på. Det kommer an på, hvordan man er som menneske.

Der har for nyligt været premiere på et datingprogram for folk med Aspergers syndrom, og det er fint, men hvorfor laver man ikke dating-programmer, hvor man blander folk med og uden handikap? Så vi også føler, at der er plads til os i samfundet. De handikappedes stemme er jo nærmest forsvundet fra overfladen efterhånden, og jeg tror, at de store datingprogrammer kan være med til at overskygge det, fordi de putter os i nogle særlige kasser.

Jeg mener i hvert fald selv, at jeg har en masse at byde ind med. Jeg er ærlig og trofast, og tryghed er vigtigt for mig. 

Så det kan godt være, at jeg har mine udfordringer, men jeg synes ikke, at man skal vælge mig fra efter én date, fordi man ikke synes, at kemien er der. Kemien kommer jo ikke altid på første date eller anden date – den kan komme på sigt, i fremtiden.

Og så er man jo nødt til at give mig en chance.

Daniels fulde navn er redaktionen bekendt.