Kirsten på 110 er Danmarks ældste: ”Jeg vågner om natten og tænker på mit liv”

"Kom ind! Jeg sidder lige og strikker."

Kirsten Schwalbe er veloplagt og smilende, da hun åbner døren til sin lille lejlighed i Struer midtby. Hun støtter sig til sin rollator, da hun viser vej ind i stuen, hvor strikketøjet ligger i sofaen.

Læs også

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

"Jeg strikker til Røde Kors og Kirkens Korshær," forklarer hun og viser en snart færdig striktrøje i grønne og rosa nuancer.

På sofabordet står en bakke med en fjernbetjening, en pilleæske og et bundt spillekort samlet med en elastik, for Kirsten holder meget af at lægge kabale. På bordet ligger ugebladet Hjemmet fra sidste uge. Der er slået op på kryds og tværs-siden, for dem kan Kirsten også godt lide at lave:

"Jeg får bladet efter min datter. Hun laver de svære og så laver jeg de lette," fortæller Kirsten med et grin.

Den gamle kvinde har let til latter, og hun mener selv, at det nok er en af grundene til, at hun er her endnu.

"Mit gode humør har fulgt mig gennem mit liv, og det bliver altid nævnt, når nogen siger noget om mig," forklarer hun.

Siden Kirsten i april overtog titlen som Danmarks ældste, efter en ligeledes 110 år gammel kvinde døde i Aalborg, er der nemlig blevet sagt og skrevet en del om hende.

"Jeg ved ikke engang helt selv, hvor mange steder, der står noget om mig, men jeg har været meget i fjernsynet, på TVMidtVest, og det er da rigtig sjovt at blive kendt, efter man har rundet 100 år," siger hun med et skævt smil.

Er mine børn blevet gamle?!

Kirsten placerer sin rollator for enden af sofaen, og sætter sig forsigtigt. Det er nyt, at hun er afhængig af støtten, men en slem omgang helvedsild har gjort, at hun har mistet lidt af sin balance og i dag er mere usikker på benene, end hun før har været.

"Jeg kan se og mærke, at jeg er gammel, men jeg kan ikke forstå, at mine børn er blevet gamle. Jeg synes jo, de er unge," erkender Kirsten.

Døtrene er 78, 83 og 85. Den ældste er på plejehjem, hvilket Kirsten også selv har overvejet, om hun skulle:

"Jeg sagde det til mine børn, som spurgte "Hvorfor?", og da jeg sagde, at det var for deres skyld; for at gøre det nemmere for dem, sagde de, at det ville de ikke høre snak om."

Derfor bor hun stadig her i stuelejligheden, som hun flyttede ind i for tyve år siden. Kirstens mand døde i 1981. Efter hans død mødte hun en anden mand, som hun kun nåede at få halvandet år sammen med, før han også døde.

"Siden har der ikke været nogen, og indimellem har jeg da savnet en mand. Til at ordne ting, haha," tilføjer Kirsten.

Læs også

Dronning Margrethe i det første interview efter sin abdicering: ”Det startede først, da jeg var 20 år”

Mest af alt savner hun alle sine veninder, som hun rejste meget med før i tiden:

"Jeg havde så mange veninder engang, men der er ikke en af mine jævnaldrende veninder tilbage. Dem jeg møder i dag er på mine børns alder, og jeg er ikke så god til det med nye mennesker mere. Når man aldrig ved, om man har det godt eller ikke, så er det svært at lave aftaler, føler jeg. Det kan godt blive lidt kedeligt indimellem at være på min alder," erkender hun.

Mere fortid end fremtid

Kirsten ser ofte sine børn, som hun tager på ture med. Selv holdt hun op med at køre bil, da hun var 86, og hun synes bilerne i dag kører så hurtigt. Meget er forandret i hendes levetid:

"Jeg vågner om natten og tænker på mit liv. På den tid der er gået. Det kan ikke undgåes, at der er fortydelser, men jeg prøver at se fremad, selvom jeg har mere fortid end fremtid," som hun smilende konstaterer.

Kirsten er ud af en søskendefok på 10, og fik sit første job, da hun var 10 år. Hun passede børnene på en gård, og husker det som en god og legende tid. Sin mand mødte hun, da hun var 18, og da hun skal fortælle om den tid, lyder hendes ansigt op:

"Vi var mange unge, der samledes om aftenen, og han spillede harmonika. Vi havde et godt øje til hinanden."

De blev et par og havde et lille sommerhus i Søndervig på vestkysten, hvor de i sommerhalvåret solgte rav, som hendes mand sleb.

"Det kunne vi næsten leve af resten af året. Det var en dejlig tid," mindes Kirsten.

I 1938 giftede de sig, for dengang skulle man være et ægtepar for at få en lejlighed. Sammen fik de de tre børn, som Kirsten var hjemme hos, og siden fulgte år, hvor parret rejste en del:

"Min mand var ikke til at flyve, så vi kørte med tog. Det var rigtig sjovt, for det kunne jo tage dagevis, hvor vi spillede kort og hyggede os. Ofte var der nogen, der havde musikinstrumenter med, så tiden i toget gik godt," forklarer Kirsten.

På spørgsmålet om hun taler andre sprog, slår Kirsten ud med armene og griner:

"Nej, nej. Jeg gik ud af skolen, da jeg var 14 år."

At hun skulle leve mindst 96 år mere, var der intet der tydede på. Kirstens forældre blev ikke gamle, og to af hendes søskende døde i en alder af 50, men hun har stadig sin bror, der er 103.

"En overgang var vi tre søskende, der var over 100, men nu er vi min bror og mig tilbage," fortæller hun.

For Kirsten er nuet det, der tæller:

"Jeg er rolig med, at jeg snart skal dø, og det er ikke noget, jeg spekulerer meget over. Jeg spekulerer faktisk ikke meget på fremtiden, men glæder mig over de gode dage – og mit gode humør!"