Leonora Williams

”Amanda Gorman er en kæmpe inspiration”: Læs 18-årige Leonoras digt til kampdagen

18-årige Leonora Williams har skrevet digtet ”Kampen vi stadigvæk kæmper” i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag. Læs digtet her.

18-årige Leonora Williams drømmer om en verden, hvor man ikke bliver dømt på baggrund af sit køn, og hvor alle forstår, at kvinder er og bliver ligeså meget værd som mænd.

Hun finder inspiration hos alle de kvinder, der har kæmpet for ligestilling gennem historien – og senest er Amanda Gorman, som fremlagde sit digt ”The Hill We Climb” til indsættelsen af USA’s præsident Joe Biden i januar, en af de helt store inspirationskilder.

Læs Leonoras digt ”Kampen vi stadigvæk kæmper” – og tankerne bag – her:

Hvorfor har du skrevet digtet?

”Jeg har skrevet digtet Kampen vi stadigvæk kæmper, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi bliver ved med at sætte fokus på ligestilling. Derudover håber jeg, at jeg kan inspirere yngre generationer til at blive ved med at kæmpe for det, de tror på og blive ved med at bruge deres stemmer. Desuden mener jeg, at det er virkelig vigtigt at sætte fokus på kvinders rettigheder i en verden, som er designet til mænd.

Samtidig er emnet ligestilling noget, der virkelig brænder i mig. Da jeg selv er en pige og er vokset op med en søster og min mor som enlig forsørger, er ligestilling derfor noget, vi tit snakker om hjemme ved spisebordet. Jeg ønsker også inderligt, at min søster kan vokse op i en verden, hvor man ikke bliver dømt ud fra sit køn. Kvinder skaber den verden, vi lever i, vi er kilden til liv - uden os, ingen verden. Størstedelen af digtet skrev jeg faktisk i min seng på mit værelse, og da jeg gjorde det, kom jeg til at tænke på alle de seje kvinder, som kæmper og har kæmpet før mig. 

Imens jeg skriver dette, bliver jeg også virkelig taknemmelig over, at jeg kan sidde fredeligt i mit hus, uden at skulle være bange for krig eller frygte for, at jeg ikke har nok mad i maven. Jeg kan selv bestemme, hvem jeg vil giftes med, eller om jeg overhovedet vil giftes. Det er der rigtig mange piger, der ikke kan. Jeg vil så gerne kæmpe for kvinders rettigheder, fordi vi er ustoppelige! Og hver dag bliver jeg også inspireret af seje kvinder ude i verden og omkring mig.” 

Hvorfor er det så vigtigt, at vi taler om ligestilling i dag, synes du?

”Det er vigtigt, at vi taler om ligestilling i dag, fordi det burde være helt normalt at alle bliver set som lige uanset hvilket køn, man identificerer sig med. Kvinder er og bliver lige så meget værd som mænd. Personligt vil jeg aldrig kunne beskrive nok, hvor stolt jeg er over at være en pige/kvinde. Emnet ligestilling ligger mig nært, fordi jeg ikke vil vokse op i et samfund, hvor det er “okay” at slå kvinder i numsen, og hvor man ikke vil ansætte kvinder, fordi de er i den fødedygtige alder, eller hvor mænd stadigvæk får en højere løn end kvinder, selvom de udfører det samme arbejde. 

Det er vigtigt for mig, fordi ligestilling er nøglen til en bedre verden for alle. Alle burde have lige rettigheder og kvinder burde ikke være bange for at fortælle, at de har været udsat for sexchikane af frygt for at blive fyret. 

Kvinder i Danmark og i resten af verden bliver stadigvæk udsat for forfærdelige ting, og det gør mig vred og ked af det. Jeg vil gerne kæmpe for de fremtidige piger og kvinder, ligesom alle dem fra fortiden har kæmpet for mig. Hvis vi vil have en bedre verden, er vi nødt til at have ligestilling.” 

Hvilke digtere er du inspireret af?

”Da jeg skulle skrive digtet var min ultimative inspiration den amerikanske digter Amanda Gorman. Efter jeg så hendes tale, hvor hun fremlagde sit digt “The Hill We Climb” til den amerikanske præsidentindsættelse i januar 2021, blev jeg meget rørt og inspireret. Jeg er selv halv amerikaner (min far er født og opvokset i USA), så hun har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg elsker mennesker, som tør bruge deres stemme, og derfor var jeg fyldt op med inspiration til selv at skrive et digt. Jeg elsker Amanda, hun er en kæmpe inspiration, og jeg ser meget op til hende. 

Desuden synes jeg også, at Yahya Hassan er mega sej. Han skrev digte om emner, der betød meget for ham og om, hvad der lå ham på hjerte. Jeg har en af hans digtsamlinger på mit værelse, som jeg glæder mig til at læse. Desuden ville jeg gerne have mødt ham, men det må blive i himlen på et tidspunkt.” 

Læs her Leonoras digt ”Kampen vi stadigvæk kæmper”:

Vi lærte at være tavse dukker

i en tid hvor vi ikke måtte krukke og kun skulle slukke

Slukke for de stærke stemmer der stadigvæk brænder I os

Men vi er som bølger på havet

energirige og stærke, svømmende i det samme hav

med forskellige muligheder, der kommer til livs i vore drømme

Gennem tiden har vi skulle kæmpe en kamp for lighed

dette gør vi stadigvæk

De højlydte stemmer fra fortiden, giver os styrke til at fortsætte kampen

Dem der banede vejen, er i sandhed dem der bærer lyset

For bare 106 år siden havde vi ingen valgret

Hvorfor?

Fordi magt fylder mere end rettigheder, fordi penge fylder mere end retfærdighed, og fordi status fylder mere end medmenneskelighed

Vi burde ikke føle os utrygge ved nattens mørke

bare fordi opdragelsen har en enorm tørke

Nogle kalder det biologi, andre idioti

Men faktisk er det simpelt, faktum er at alle er skabt lige uanset hvad

Vi er fremtiden 

Hvorfor?

Leonora Williams, 18 år

  • Bor i Hareskovby med sin mor og søster
  • Går til daglig i 2.g på Borupgaard Gymnasium i Ballerup
  • I sin fritid kan hun godt lide at danse, få ny viden gennem lektier og lytte til musik
  • Én af hendes største drømme er at blive menneskerettighedsadvokat, så hun kan kæmpe for bl.a. kvinders rettigheder rundt om i verden

Fordi vi er dem der har skabt den. Dem der har født den.