"Englenes sang ..." Eller nej, vent. Hvordan er det nu, teksten lyder? Er det ikke: "Guds engle sang med fryd derom..."
Det kan være svært at huske sangteksterne fra år til år, når vi hånd i hånd skal rundt om juletræet for at synge julesange – men fortvivl ikke. Vi har samlet et hæfte til dig, så du uden problemer kan synge med på alle de populære julesange.
Sanghæftet indeholder nedenstående 10 julesange.
- Et barn er født i Betlehem
- Glade jul, dejlige jul
- Julen har bragt velsignet bud
- Dejlig er den himmel blå
- Det kimer nu til julefest
- Juletræet med sin pynt
- Julen har englelyd
- Højt fra træets grønne top
- Sikke en voldsom trængsel og alarm
- Nu har vi altså jul igen
Vi synger gerne de danske julesange til mange forskellige arrangementer op til jul - i kirken, til juletræsfester og til Santa Lucia-optog. Men juleaften er der, hvor julehæftet som oftest kommer i brug.
År efter år finder mange danske familier sanghæftet frem efter julemiddagen den 24. december, når vi er klar til at danse om juletræet hånd i hånd – og ingen i familien helt kan huske de mange tekster.
Læs også: De hyggeligste julemarkeder
Hvor kommer de danske julesange og salmer fra?
Mange danske julesange, som er skrevet af danske digtere med inspiration i ældre og udenlandsk musik, er en fast del af repertoiret i både hjem og kirke ved juletid.
Heriblandt Grundtvigs Dejlig er den himmel blå (1810), Det kimer nu til julefest (1817) og Et barn er født i Betlehem (1820) samt Ingemanns klassikere Julen har bragt velsignet bud (1839) og Glade jul, dejlige jul (1850).
Tidligere var julens sange typisk hentet fra salmebogen, men med den borgerlige jul i 1800-tallet ændrede det sig. Det gav os sangene Sikken voldsom trængsel og alarm (1873) og Højt fra træets grønne top (1847) af Peter Faber.
Op igennem 1900-tallet kom der mange nye julesange til – blandt andet pga. radioens udbredelse. Juletræet med sin pynt af Mogens Lorentzen (1939), Otto Brandenburgs Søren Banjomus (1969), MC Einers Jul Det' Cool (1988), Drengene fra Angoras Jul i Angora (2004) og Let Love Be Love af Juice, Soap, Christina og Remee og Nu' det jul igen af Bazaar (1998), som får mange familier rundtom i landet til at løbe rundt i hele huset i en lang kæde, mens sangen synges i et hurtigere og hurtigere tempo.
Pigekoret synger Højt fra træets grønne top
Julesange fra tv
Fra populære film har vi også fået mange julesange bl.a. Svend Gyldmarks Til julebal i Nisseland (1956) og When you wish upon a star fra Pinocchio (1940), der afslutter Disneys årlige juleshow.
Og så selvfølgelig diverse sange fra de mange populære julekalendere i fjernsynet – bl.a. Cool Jul med Pyrus fra Alletiders Eventyr (TV2, 2000), Det er risengrød fra Nissebanden i Grønland (DR, 1989) og De Nattergales It's Hard to Be a Nissemand (TV 2, 1991).
Læs også: Alle tiders bedste julekalendre
Julens sange fra udlandet
Selvom julesang-traditionen er stor i Danmark, stammer mange af julens traditionelle sange fra udlandet. Fx er Nu’ det jul igen og Luciasangen fra Sverige, mens På loftet sidder nissen (1920’erne) er fra Norge.
I nyere tid har især USA været storleverandør af julesange med bl.a. Jingle Bells (1857, på dansk 1947), White Christmas (1942, på dansk 1947), I Saw Mommy Kissing Santa Claus (1952), samt Whams Last Christmas (1983) og Mariah Careys All I Want for Christmas Is You (1994).