'Gift ved første blik'-datter afslører: Han ville have min mor tilbage
Nu tager datteren bladet fra munden og afslører, at hun ikke mener, Franks hjerte var hos Anette ved brylluppet.
Denne artikel blev først bragt hos HER & NU. Dette er en redigeret udgave.
I sæsonens første afsnit af 'Gift ved første blik' blev 57-årige Anette Winkler Bauer gift med den jævnaldrende Frank Schytte. Ved bryllupsfesten så man Franks datter være tydeligt berørt og give udtryk for, at det var svært for hende, fordi det ikke var hendes mor, Frank blev gift med.
I det nye afsnit af podcasten 'Grebet af GVFB', som netop er udkommet påPodimo, fortæller Franks datter, 24-årige Cecilie, hvad der gik forud for hendes reaktion ved brylluppet. Forældrenes skilsmisse er nemlig både ny og ingen dans på roser.
"Mine forældre har jo været gift i 23 år. Og vi har haft den her totalt kernefamilie med mor og far, og specielt min mor, som har båret familien i mange, mange år, fordi min far har kørt karriere, efterforskning og rejseholdet og politi og jeg skal komme efter jer, så det var sgu lidt et chok, da de skulle skilles, og det er faktisk kun to år siden," fortæller hun og fortsætter:
"Der sker det, at min far lever lidt sit eget liv og får det lidt svært, og han tror måske, at græsset er grønnere på den anden side og forlader min mor, hvilket er totalt tragisk i vores omgangskreds og i mit liv. Så det er forfærdeligt, synes jeg."
"Flytter han ud?," spørger podcast-værten Ditte Okman, hvorefter Cecilie fortæller, at hendes far pakker et par tasker og kører, hvorefter hendes mor sidder efterladt og knust tilbage.
Ifølge Cecilie kommer faren tilbage allerede 10 dage senere med håbet om at vinde moren tilbage - men moren var ikke i stand til at tilgive ham, hvilket Cecilie godt forstår:
"Jeg tror, at der var gået så meget i stykker inde i hende. Hun har båret familien i så mange år med fødselsdage og konfirmationer, for han har arbejdet, han har ikke været hjemme, så tror jeg, at man føler sig en lille smule snydt," fortæller Cecilie om moren, som hun beskriver som vidunderlig, 10 år yngre end faren og smuk.
Han ville kæmpe for moren
I forhold til tv-programmet så forstår Cecilie ikke sin fars valg om at deltage, for hun mener ikke, at han egentlig var på jagt efter en ny kæreste.
"Der sker jo det, at da min far skal være med i det her program, vil han jo rigtig gerne have min mor tilbage og har kæmpet og gjort alt, hvad han kunne. Det har været utallige opkald til mig "Hvad skal jeg gøre for at få mor tilbage?" og "hvad siger hun?" - den der totalt klassiske med at stå mellem to skilsmisseforældre. Og jeg er jo selv voksen og har prøvet breakups, så jeg ved, hvor fucking ondt det gør at have hjertesorg," fortæller hun i poodcasten.
Selvom det første afsnit af 'Gift ved første blik' har fået meget ros for at have to stærke match, hvor man tror på forholdet som seer, så lyder det ikke til, at Franks datter tror på det.
Hun beskriver i podcasten hvordan hun mener, at farens hjerte ligger hos hendes mor, ligesom hun mener, at moren og Anette er diametrale modsætninger. Hun tror derfor heller ikke på matchet, da hun deltager i brylluppet - selvom hun ikke har et ondt ord at sige om farens nye tv-kone.
Hør hele afsnittet af 'Grebet af GVFB'HER.