Kære mænd, vi skal blive bedre til at tale om det, der gør ondt

Debatindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

19. november er det Mændenes Internationale Dag.

I år er temaet fællesskaber, og som forperson i foreningen Everyday Sexism Project Danmark synes jeg, det er godt fokus, for det er bevist, at venskaber og fællesskaber forbedrer helbredet, øger livsglæden og kan hjælpe til at forlænge ens levetid. Desværre er der mange mænd som føler sig ensomme og depressive og nogle er endda selvmordstruede – på trods af at de indgår i fællesskaber.

Noget af det, vi beskæftiger os med i ESPD er stereotype forestillinger om køn. Fra alt det, jeg har læst og erfaret ligger en del af problemet med mænds mentale helbred netop dér. Ofte er det nemlig stereotype forestillinger om maskulinitet, der står i vejen for at man(d) rækker ud og får eller giver den støtte man(d) har brug for.

De primært maskuline fællesskaber, som mange mænd bevæger sig i, har ganske simpelt ikke et rum, hvor man kan vende problemer og komme af med frustrationer på en konstruktiv måde.

Indtager førstepladsen

Vi ved, at mænd har førstepladsen i en masse kedelige statistikker.

Flere af os har misbrug, begår oftere selvmord, vi besøger lægen mindre end kvinder, hvilket betyder, at sygdomme opdages senere og bl.a. derfor lever vi i snit fire år kortere, vi dominerer voldsstatistikkerne både i forhold til fremmede og partnere, og vi bliver oftere hjemløse.

Når en mand falder, så falder han længere og ofte helt ned i kælderen. Statistikkerne lyver ikke, vi mænd er ikke altid stærke, men vi er gode til at fremstå sådan. Så hvad har det med fællesskaber at gøre, spørger du måske?

Kvinder er generelt set bedre end mænd til at bygge stærke venskaber og fællesskaber. Det er traditionelt set værdsatte feminine egenskaber, sådan noget ”følelses” noget, som det traditionelle maskulinitetssyn ser ned på.

Drenge må ikke græde

Det, der i min og desværre også andre mænds erfaring ikke har været så højt prioriteret, er at kunne rumme, når nogen ikke har det godt og give plads til hinandens sårbarhed. Der ligger en kulturel forståelse af, at mænd skal kunne klare problemerne selv. Flere internationale undersøgelser om unge mænds forståelser af maskulinitet bekræfter dette.

Jeg genkender det selv fra min opvækst, og ser vi på 2022 undersøgelsen fra Børns Vilkår ”Børn og unge kæmper for at passe ind” står der bl.a., at ”børnene og de unge fortæller også, at der er forskellige forventninger til piger og til drenge. Drenge skal være seje, de må ikke vise følelser, og de må ikke græde.” Jeg har selv brugt maskuline fællesskaber som en måde at glemme problemer på, og det er ikke altid dårligt. En gang imellem skal man bruge et rum til at distrahere sig fra og glemme dagligdagens udfordringer fx ved at spille fodbold eller tage en tur i byen – det har jeg selv gjort flere gange.

Læs også

Tobias Rahim ramt af angst: Jeg svæver meget mellem ekstrem selvtillid og så håbløshed

Mødt med en mur af tavshed

Men andre gange har jeg også haft et behov for nogen, der vil lytte, opmuntre og hjælpe mig med at reflektere over en problematisk situation. Mænd har en tendens til at bruge partneren eller veninden til ”det med følelser”, men ofte bliver kvinden den eneste, vi deler med. Ikke nok med, at det er et kæmpe pres og opgave at være eneste emotionelle støtte, så skaber det også et kæmpe tomrum i mandens liv, hvis den person så forsvinder i et brud, tabt venskab eller lignende.

Jeg er selv vokset op uden en far og som pårørende til en syg. Når jeg kigger tilbage på min ungdom, kan jeg se tilbage på nogle situationer, der lærte mig, at følelsesnak i mine fællesskaber ikke var velkomne. Jeg havde nogle virkelig hårde perioder, men de gange jeg tog mod til mig og bragte det op i maskuline fællesskaber, blev det mødt med en mur af tavshed eller et hurtigt emneskift.

Når jeg tidligere har skrevet om mænd, maskulinitet og følelser, er der hver eneste gang mænd, der bliver fornærmede og skriver, at de da ikke har brug for den slags, at jeg faktisk bare er ynkelig og søger opmærksomhed. For at citere en kendt dansk mand, der kommenterede: ”Og hvad gør vi så helt præcis, når alle ligesom bare græder og er sårbare? Hvem sørger så for, der sker noget?”.

Den kommentar beviser at vi mænd nogle gange er vores egen værste fjende. Det antages, at jeg mener, at mænd bare skal bryde sammen i gråd overfor alle og enhver. Det er ikke tilfældet. Der er mænd, jeg åbner mig for, og mænd jeg ikke gør. Ligesom der selvfølgelig stadig skal være plads til aktive mandefællesskaber, hvor man ikke taler hinanden ihjel.

Men mænd har brug for at bygge flere tætte venskaber og fællesskaber, hvor vi kan være både sårbare og støttende. Det ene udelukker ikke det andet. Det komplimenterer og skaber balance.

Vi skal gribe hinanden

Jeg hører heldigvis også fra mænd, der har forstået pointen, og gerne vil åbne op og snakke om svære ting i deres liv, og som ønsker det maskuline fællesskab, der kan rumme hele dem. Jeg søger også stadig veninder til de svære snakke, men der er en stor værdi i at snakke med mennesker, der har haft samme forudsætninger og usynlige spilleregler som dig selv.

Mit ønske er, at vi mænd ikke lader stereotype forestillinger om maskulinitet stå i vejen for at danne fællesskaber, hvor vi kan rummes som hele mennesker – også med de svære ting. Vi skal blive bedre til at fortælle hinanden, at det er okay, at vi har brug for hjælp og støtte. Jeg tror på, at vi kan få flere mænd væk fra de dårlige statistikker, hvis vi gør det. Vi kan i højere grad gribe hinanden, når vi falder, så et fald ikke altid er hele vejen ned i kælderen. Jeg tror på, at vi på den måde bliver bedre partnere, venner og medmennesker.