”Ovenpå de tragiske hændelser i Field's er der noget, vi som samfund bliver nødt til at forholde os til…”

Debatindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Ovenpå de tragiske hændelser i Field's søndag den 3. juli 2022, så er der altså noget, vi som samfund bliver nødt til at forholde os til. Lige nu er der mellem seks måneder og et års ventetid på at komme til at se en psykiater i Danmark!

Politiet har bekræftet på mandagens pressemøde, at den mistænkte, de har pågrebet, er ham, som flere har delt materiale fra på nettet, hvor han poserer med våben og selv skriver, at hans antipsykotiske medicin ikke virker længere.

Var det så ikke på tide, vi fik en behandlingsgaranti i psykiatrien på 30 dage – tilsvarende den, vi har til resten af sygehusvæsenet?

I forståelsespapiret, regeringen og samarbejdspartierne underskrev for tre år siden, stod der:

“Regeringen vil invitere til forhandlinger med henblik på at indgå en aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om blandt andet at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom”

Det er ikke sket endnu!

Da Mette Frederiksen i maj i år blev spurgt ind til presset på psykiatrien i Danmark under Folketingets spørgetime, ville hun ikke bekræfte, at hun vil opfylde løftet om en 10-årsplan for psykiatrien, og senere sagde hun disse ord:

“Jeg tror, der er mange af os, mig selv inklusive, der på grund af det frivillige Danmark har fået løst mange problemer og udfordringer gennem livet og ikke har haft behov for professionel hjælp, fordi så har man siddet i omklædningsrummet og blevet grebet – billedligt talt – af sit fodbold- eller håndboldhold eller for mit vedkommende via FDF eller politisk ungdomsarbejde.”

Jeg siger ikke, de forfærdelige begivenheder i Fields kunne være undgået, hvis regeringen havde levet op til deres løfter, men jeg tror heller ikke fodbold, håndbold, spejder eller hvad pokker det nu er, statsministeren mente, havde hjulpet noget som helst, eller er løsningen på vores massive problemer i psykiatrien.

Løsningen kan kun være at tage problemet alvorligt, og det synes jeg faktisk ikke at snak om foreningsliv og snakke i omklædningsrummet er!

En anekdote om mig selv.

Jeg gik i slutningen af januar til lægen. Jeg havde i mange år haft kortere perioder med depression, social angst og stress, men altid slået det hen, fordi de var forholdsvis korte perioder, og fordi jeg jo ikke var “typen”, der havde brug for hjælp til den “slags”, og i stedet så har jeg bare knoklet mig igennem det, så godt som jeg nu kunne.

Men i januar var den gal igen, og denne gang var det en af de værste episoder, jeg havde prøvet. Jeg kunne mærke, jeg var ved at brænde helt ud, og endte med at sidde og græde hos min læge, som jeg i øvrigt aldrig havde mødt før den dag. Jeg er jo en mand, og vi går jo åbenbart ikke til lægen. Hun lyttede til min historie og fortalte mig, at mit problem muligvis var det samme, som jeg allerede selv mistænkte. ADHD…

Med en henvisning i hånden, og det momentum, jeg endelig efter mange år havde taget mig sammen til at få, så skulle jeg bare finde en psykiater selv, og så kunne jeg endelig komme i gang med få et bedre liv. Nu skulle det endelig ske. Derfor var det også som et slag i ansigtet at finde ud af, at det hurtigste, jeg kunne komme til, var tre-fem måneder.

Jeg er heldigvis ret ressourcestærk, har en skøn kone og nogle søde børn, samt nogle fantastiske søskende at tale med, og jeg var også heldig at komme til psykiateren på kun tre måneder. Nu er jeg i gang med at optrappe på ny medicin, da den første havde nogle trælse bivirkninger, samt fået et kort mentorforløb efter sommerferien, så min historie skal nok ende lykkeligt.

Men siden jeg fik min henvisning, er ventetiden kun blevet længere. Prøv at forestille dig, at du i forvejen ikke er særligt ressourcestærk, og pludselig blive ramt af stress, angst, depression eller anden psykisk sygdom, og så får du at vide, du skal vente et år på hjælp. Et år i denne tilstand!

Det er virkeligheden for mennesker rundt omkring i landet, og det synes jeg faktisk ikke, vi kan være bekendt!

Om skribenten

Henrik Jonas Kaptain er 40 år. Bor i Ballerup. Er gift og har tre børn. Uddannet Film og TV Produktionstekniker. Arbejder som udvikler af tv-programmer på Snowman. Er fornyligt diagnosticeret med ADHD.

Debatindlægget er skrevet af Henrik Jonas Kaptain. (Foto: Privat)