Den retfærdige voldtægt

KLUMME: Det siger en af mine gode indiske venner Prashant Hingorani om dokumentaren "India's Daughter", som sidste uge blev forbudt i det store land. Han er erhvervsleder i Mumbai og meget skuffet over at regeringen har forbudt den film, som i hans øjne burde være obligatorisk at se for alle indere.

Dokumentaren handler om voldtægtskulturen i Indien og om voldtægten af og drabet på den 23årige medicinstuderende Jyoti Singh i en bus i New Delhi i december 2012.

En af de dødsdømte gerningsmænd siger i dokumentaren, at når nu hun var ude med en mandlig ven om aftenen klokken halv 9, så måtte hun regne med at blive voldtaget. "Ingen pæne piger er ude så sent uden et familiemedlem."

Og i dokumentaren taler den ene af hans to advokater om, at kvinden er en blomst, som er ødelagt, hvis den falder ned i rendestenen, mens den anden forsvarsadvokat siger, at han personligt ville tage sin datter med ud på landet og brænde hende ihjel, hvis hun blev set ude efter klokken 8 om aftenen.

Og sådan afslører filmen de klassiske akser, som alle voldtægtssager i hele verden drejer om: hvordan opførte kvinden sig? Hvad havde hun på? Hvor var hun henne? Og hvem var hun sammen med? Hvad er hendes seksuelle historie? Hvorfor var hun ude sent med en mandlig ven?

Filmen viser, hvordan advarslerne om, hvad der kan ske, hvis man som kvinde tager sig den frihed at færdes i det offentlige rum, bliver vendt om til at være en retfærdiggørelse af forbrydelsen. Den udstiller, hvor store dele af den moderne kulturkamp drejer sig om kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og sin seksualitet og sin skæbne.

Og vi er alle sammen en del af denne kamp uanset grad af kvindefrigørelse. Det er en brøkdel af voldtægter i Danmark, der ender med en domfældelse af gerningsmanden. Faktisk er der stort set straffrihed for at begå voldtægt i vores eget land.

Vi ved, at offeret, hvis hun anmelder voldtægten, er i reel fare for selv at blive tiltalt for falsk anmeldelse. Og vi ved, at efterforskningen også i Danmark baserer sig på alle de ovennævnte spørgsmål. Hvordan kunne offeret dog befinde sig i den situation, ikke gerningsmanden.

Og vi ved nu, at hver syvende dansker mener, at offeret selv har et ansvar for voldtægten, hvis hun frivilligt er gået med gerningsmanden hjem. Altså, når hun ignorerer de klassiske advarsler om ikke at være alene, ikke at blive for fuld, ikke at stole på en fremmed, man lige har mødt, etc. så har hun afskrevet sig retten til sin egen krop. Advarslen bliver vendt om til at være en retfærdiggørelse af forbrydelsen, i gerningsmandens hoved og i omgivelsernes bevidsthed.

Dette handler ikke om en bestemt kultur eller religion. De fordrukne unge mænd fra New Delhis slumområder, der slog Jyoti Singh og hendes drøm om et liv som en uafhængig, professionel kvinde ihjel, var hinduer og sikher. Den syvendedel af danskerne, der mener, at en kvinde selv er ude om en voldtægt, hvis hun er alene hjemme med gerningsmanden, er for de flestes vedkommende ateister eller helt sekulære kulturkristne. Det handler heller ikke om uddannelse, som de to advokaters udsagn i den indiske dokumentar er et pinefuldt eksempel på.

Voldtægtskulturen er en del af et historisk syn på køn og magt. Den lever og trives i det danske retsvæsen. Den er bag videoer af high-school-studerende, der filmer sig selv og hinanden, mens de voldtager en bevidstløs pige. Den er der, når de pågældende studerende ikke bliver retsforfulgt, eller kun bliver det, når internationale hacktivister intervenerer. Den lever og trives i alle væbnede konflikter, og når gerningsmanden fra et fængsel i New Delhi ikke overhovedet kan se noget galt i det, han har gjort.

Voldtægtskulturen gør dig bange for at gå alene på gaden, når det er mørkt. Den siger, at du skal tænke dig om, ikke lade glasset stå, ikke færdes alene, ikke gå med hjem. Voldtægtskulturen er en afgørende del af alle undertrykkende, reaktionære regimer, det være sig kulturelle, religiøse eller politiske.

Den fortæller kvinden at hun skal passe på, og heraf følger, at når voldtægten sker, så har hun ikke passet godt nok på (sig selv).

Og derfor skal voldtægtskulturen udfordrers hele tiden. Identificeres og udstilles. Dokumenteres, på film, på skrift og iblandt os.

Der er ikke anden vej.

LÆS OGSÅ: Derfor er voldtægter så udbredt i Indien

LÆS OGSÅ: Voldtaget - hvorfor går gerningsmanden fri?

LÆS OGSÅ: Voldtægtsofrenes advokat: "Det er aldrig din skyld"