Plastikkirurgi

Derfor dropper Hollywood-stjernerne plastikkirurgien

”Vi vil aldrig lade os operere for at ændre på vores udseende”. Det var udmeldingen fra en gruppe fremtrædende britiske Hollywood-skuespillere i efteråret. Kate Winslet, Rachel Weisz og Emma Thompson stiftede aktionsgruppen British Anti-Cosmetic Surgery League for kvinder, der ikke vil tage knive og sprøjter i brug for at bevare et smukt ydre.

”Jeg vil aldrig falde for det. Det er imod min moral, og det er imod den måde, jeg er opdraget på til naturlig skønhed,” udtalte Kate Winslet til den britiske avis Daily Telegraph og tilføjede, at hun også holder sig fra Botox.

Det er ikke første gang, ”Revolutionary Road”-stjernen udtaler sig kritisk om mediernes fremelskning af urealistiske skønheds-idealer. Tidligere har hun protesteret imod brugen af retouchering, fordi det udstiller kvinder som unaturlige glansbilleder.

Også den mexicansk-amerikanske skuespiller Salma Hayek tilslutter sig sine engelske kollegaer.

”Alle kvinder har ret til at kæmpe for at bevare deres ungdom, men kosmetisk kirurgi er blevet en hel generations udvej, og man bliver ikke nødvendigvis smuk af det. Man bliver rynkefri, men det er ikke det samme,” har skuespilleren sagt til magasinet Allure.

Stjernegalleri: De lagde sig under kniven én gang for meget  

Mere vil have mere

At plastisk kirurgi og andre kosmetiske indgreb er blevet hverdagskost for en hele generation, kan speciallæge i plastikkirurgi Benedikte Thuesen nikke genkendende til. Flere får rettet næsen til eller forstørret brysterne. Forskellen fra tidligere er imidlertid, at de fleste foretrækker, at de kosmetiske rettelser ser naturlige ud.

− Jeg tror, vi har set alt for mange skræmmeeksempler fra USA, som for eksempel da Melanie Griffith fik lavet nogle kæmpe læber, eller som når nogle kvinder får lavet ansigtsløftninger, så de smiler hele tiden. Ligesom Dolly Parton. Det, synes folk efterhånden, ser komisk ud, siger plastikkirurgen. Det er hendes erfaring, at kvinder i dag ønsker, at det skal være mere elegant.

− Vi har bevæget os hen imod, at plastikkirurgi skal se pænt, naturligt og elegant ud. Derfor er det også de mindre indgreb, der vinder indpas. Hvor man før startede med en ansigtsløftning, begynder man nu med lidt Botox og Restylane. Det er det samme med brystimplantater. Det skal se naturligt ud.

Især de sidste fem års tid har de mindre og knap så markante indgreb været efterspurgt blandt Benedikte Thuesens klienter.

Plastikkirurgen mener, at grunden, til at Hollywoods skuespillerinder netop nu begynder at gøre oprør mod idealet om kunstigt store bryster og forstenet ansigtsmimik, er, at brugen af skønhedsoperationer efterhånden er gået for vidt.

− I starten var man nok fascineret af, at det kunne lade sig gøre at ændre folks udseende. Men lige pludselig synes man, at det er gået over gevind. Mere vil have mere, og så ser det bare fuldstændigt komisk ud, siger hun.

Læs også: Sådan finder du den rigtige plastikkirurg

Se, hvor lækker jeg er uden plastikkirurgi

Livsstilsekspert og fremtidsforsker Birthe Linddal mener imidlertid, at der også kan være andre grunde til, at Kate Winslet og hendes kollegaer sætter foden ned. 

− Eliten skal helst adskille sig fra massen, og eftersom Botox og plastikkirurgi efterhånden er blevet hvermandseje, så har det ikke længere den samme prestige. Prestigen ligger i at kunne sige ”prøv at se, hvor lækker jeg er uden al den plastikkirurgi!”

Ifølge livsstilseksperten handler det om at have noget, de andre ikke har, men hun mener også, at der generelt i tiden er en modtendens, der bevæger sig væk fra de tendenser, vi har levet efter de sidste mange år. Det handler om at finde tilbage til nogle grundlæggende værdier.

− Vi bliver nødt til at efterstræbe noget naturligt. På samme måde, som der er en kæmpe tendens til, at vi shopper og køber luksusmærker, har vi også en modtendens, hvor man helst skal se ushoppet ud. Lidt ligesom Bonderøven. Man skal helst bare have en sweater og et par slidte jeans på, men tro mig, det skal være den rigtige sweater og de rigtige jeans, siger hun.

At plastikkirurgi skulle gå hen og gå helt af mode, mener Benedikte Thuesen dog ikke, at der er nogen fare for. Til gengæld vil det blive mere accepteret at få korrigeret ansigtstræk og bryster, spår hun.

− Fremtiden for plastikkirurgi er mindre indgreb, så det bare er gradvist. Man starter i det små, så øjenbrynene ikke pludselig sidder oppe i panden, så man ligner en klovn, afslutter hun.

Egypterne opfandt nosejobbet

- Allerede lang tid før vores tidsregning begyndte, udførte man næseoperationer i det gamle Egypten.

- Den første dokumenterede næseoperation blev udført af en italiensk kirurg i 1597. Operationen tog 20 dage og patienten måtte bide tænderne hårdt sammen imens, for der blev ikke gjort brug af bedøvelse.

- De første ansigtsløft blev foretaget i begyndelsen af 1900-tallet. Under og efter 1. verdenskrig blev der eksperimenteret med mange nye teknikker under behandlingen af de sårede soldater, der vendte hjem fra slagmarken.

- I 1920’erne vandt skønhedsoperationerne indpas i Hollywood. Det siges, at stjerner som Greta Garbo, Marlene Dietrich og Rita Hayworth blev overtalt af filmproducenten Louis B. Mayer til at lægge sig under kniven.

- Silikonebrystet blev opfundet 1940’erne. I starten sprøjtede kirurgerne flydende silikone ind i patientens bryster, hvilket ofte resulterede i slemme infektioner. Med opfindelse af silikoneimplantatet i 1960’erne slog de kunstige bryster for alvor igennem.

- Siden 00’erne er de mindre indgreb, som behandling med Botox eller Restylane, blevet populære.