Derfor bliver det sværere at holde sammen i familien

Hver tiende voksne dansker har brudt kontakten til et familiemedlem. Og mon ikke endnu flere har overvejet, om livet ville blive nemmere uden diskussioner, skænderier og uenigheder over julebordet og fødselsdagslagkagen. Gode råd til, hvordan du undgår konflikter i familien, vil sikkert være kærkomment i mange hjem. For selv om vi er vokset op sammen, betyder det ikke, vi er enige om, hvordan vi skal leve vores liv, hvad der er god opførsel, hvad vi skal stemme til næste valg eller hvor tit vi skal ses. Måske det er derfor, DRs dramaserie "Arvingerne" trækker danskerne ned i sofaerne hver søndag aften: Fire søskende med vidt forskellige drømme i livet og vidt forskellige måder at leve det på, men med en fælles historie og arv forsøger at finde ud af, hvordan de skal være en familie.

- For de fleste mennesker er det en grundsituation, vi ikke kan komme ud af: Hvordan er det at være i en familie, og hvordan er det at være en familie, hvor det moderne menneskes præmis er, at man kommer med forskellige værdigrundlag, siger Maya Ilsøe, der er hovedforfatter bag "Arvingerne" til ALTfordamerne.dk.

Hvor handlingen sidste sæson drejede sig om en arvestrid – hvem skulle arve Grønnegaarden? – er konflikten denne sæson mere uhåndgribelig:

- Det handler om familierelationer, hvordan de forandre sig, og om de kan det, siger Ilsøe.

- Personligt synes jeg, det er meget vigtigt at diskutere, fordi der i dag ikke er særligt givne familieværdier, som der har været. Når jeg taler med folk om det, er de meget optagede af det. Selve tematikken tror jeg, rigtig mange kan forhold sig til.

Magen til naboen

Men når det ikke er vores værdier og livssyn, der binder os sammen, hvad udgør så mørtlen i mellem murstenene på familiegården?

- Tidligere var man tvunget ind i et familiefællesskab, hvor man ikke selv kunne vælge. Tidligere lå der nogle klare forventninger om, at man havde den nære familie som den primære base. I dag er familien i højere grad er et aktivt tilvalg, siger Ann-Dorte Christensen, der er professor i Sociologi på Aalborg Universitet.

- For 50 år siden var det meget almindeligt i danske familier, at man stræbte mod var at være ens, fortæller familieterapeut Vibeke Dalum.

Den gang tog vi samme uddannelse som vores forældre. Blev boende i den by, hvor vi var vokset op og delte politisk overbevisning med resten af familien. I 60'erne skete der et opbrud med de familiemønstre, vi ind til da havde dyrket. De unge ville ikke længere have familie i den klassiske forstand, de flyttede i kollektiv, dyrkede gruppesex og samtidig blev opfattelsen af, at vi skulle mene det samme som sidste generation og den kommende generation omvæltet.

- Samfundet har udviklet sig på en måde, så vi har højere grad af mobilitet både socialt og geografisk. Det gør, at forskellene i familien bliver større. Hvis du går 50-60 år tilbage, fik du ofte den samme uddannelse som dine forældre havde. I dag forlader mange børn den sociale gruppe, deres forældre tilhører – det betyder, vi får nogle sociale forskelle inden for familien, siger Christensen og fortsætter:

- En anden forskel er, at vi meget let kan få en by-land-problematik, hvor mange bor andre steder end familien. Det har ikke kun indflydelse på hvor ofte man ses, men også på hvilke værdier man lægger vægt på.

- I dag er der en større frihed til at tænke selv og i højere grad vælge selv, hvad der er vores værdigrundlag. Jeg ser det meget i børneopdragelse. I gamle dage opdragede man sine børn, som man selv var blevet opdraget, og som man vidste naboen opdragede sine børn. Det var der enighed om i samfundet. Sådan er det ikke mere, siger familieterapeuten.

Idealet om en god familie

Men samtidig med, at vi ikke længere dele værdier, har vi et stærkt ønske om, at vi skal have noget til fælles med vores familie, det forklarer Anne Leonora Blaakilde, der er forskningslektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet:

- Der er nærmest blevet en endnu stærkere idealisering af, hvad en familie skal være, samtidig med, at vi har flyttet os mere fra hinanden, siger hun.

- Det, der er nyt i dag, er en idealisering af, at familien skal være et samlingssted. Inden 60'erne skulle familien være et, hvis man blev gift, spiste man middag med svigerforældrene f.eks. Sådan var det bare. Men i dag er vi blevet sådan nogle moderne mennesker, der vælger, hvad vi vil i vores liv. Enten vælger vi vores familie til, eller også vælger vi dem fra. Det kunne man slet ikke den gang, siger Blaakilde.

I stedet har vi et helt andet billede af, hvordan en familie skal være, for selv om vi har været igennem 60'ernes oprør, og vi lever i sammenbragte familie, hvor mor og far kommer med hver sit set børn fra et tidligere forhold og sammen sætter nye poder i verden, sammenligner vi os alligevel med 50'ernes billede af en kernefamilie, hvor skilsmisser med Anne Leonoras egne ord var no-go.

- I løbet af det 20. århundrede har vi skabt en masse fortællinger om familien, der gør, at vi tror på den.

Samtidig med, at vi bliver skilt, gifter os igen, og hver tiende af os har cuttet kontakten til et nært familiemedlem, vil vi gerne kunne vise en god, sund familie frem.

- Der mere og mere status i at have en god familie netop fordi, man kan vælge den fra. Værdigrundlaget går ud på, at man gerne vil have det godt med sin familie. Det er ikke det samme som, at man har det godt, der er mange, der har problemer, for jo mere idealiseret familien bliver, jo sværere bliver det også at praktisere idealerne, der er tårnhøje, siger Blaakilde. Ifølge hende er det det, der er limen i relationerne:

- Der er én værdi, der binder os sammen. Det er idealet om, at familien er et fantastisk gode, og at den er en stor værdi.

Vi har brug for at føle os værdifulde

Ann-Dorte Christensen har et andet bud på, hvad der holder sammen på os som familie:

- Den fælles historie binder familien sammen, Der er selvfølgelig også det nære og det følelsesmæssige, man stadig har i en familierelation. Disse relationer er i dag ikke i så høj grad knyttet på praktiske fællesskaber, som de var tidligere, og mere knyttet af et følelsesmæssigt fællesskab, og det har en stor betydning i en tid, hvor der er så høj grad af usikkerhed.

For selvom vi kan være uenige og nogle har brug for at begrænse familiebesøgene til jul og fødselsdage, så har vi brug for at høre til et sted.

Der er næsten altid en eller anden form for familiebånd. Det er sjældent, jeg møder folk, der er uden følelser for deres familie, hvor er der ikke en gang er noget had eller vrede tilbage. De fleste menensker føler sig knyttet til familien, siger Vibeke Dalum.

Ifølge hende har vi en indbrygget trang efter at være flokdyr:

- At føle, at vi hører til et sted, og at vi er værdifulde for andre mennesker. Det er vigtigt for os.

LÆS OGSÅ: Rikke forlod sin familie for en ny kærlighed

LÆS OGSÅ: Synes du også, det er svært at leve i en sammenbragt familie?

LÆS OGSÅ: Mine søstre har slået hånden af mig