"Hvorfor vil vi gerne være gift, men ikke bo sammen?"

Af Carina Holm

KLUMME: Jeg var til møde med en gammel ven, som jeg ikke havde set i flere år - gensynsglæden var stor og efter vores møde sendte han sin medarbejder tilbage på kontoret, så vi kunne catche up.

Vi havde fulgt hinandens liv på Facebook og jeg husker tydeligt en fin opdatering fra ham, der lød noget i stil med: Jeg skal giftes, med den dejligste kvinde, og nej, vi skal ikke have børn, og nej, vi kommer ikke til at flytte sammen, og ja, vi er vilde med konceptet.

LÆS OGSÅ: "Kvinde, brug ikke dine børn som undskyldning"

Som den menneske-nørd jeg er, var jeg begejstret for at høre, hvordan det gik og høre hvorfor konceptet var, som det var?

Min kære ven fortalte mig, at hans kone havde et barn og boede i Aarhus. Han har også selv et barn, men er bosat i København. Hver anden uge flytter hun over til ham og arbejder derfra. Den uge hun ikke er der, har han sin dreng 5 dage og 2 dage tilbage til bare at være sig selv.

LÆS OGSÅ: ”Moderskabstalent har ingen alder”

Vi talte længe om fordele og ulemper ved sådan et liv og da jeg gik derfra tænkte jeg... Ja, hvorfor ikke, det må være det bedste fra begge verdener. Eller...?

Er vi virkelig kommet dertil som mennesker, at vi først rigtig kan nyde, når vi også mærker afsavn? Eller er vi bare ved, at danne nye normer for kernefamilien?

Jeg selv trives med at være alene med mine børn. Når jeg ser sammenbragte familier købe hus eller lykkelige hverdagsopdateringer på Facebook af dine, mine og vores børn, tænker jeg "godt det ikke er mig og tak for den fantastiske ro og det nærvær, som jeg har ved, at være alene med mine børn".

Det spiller selvfølgelig sammen med, at jeg ikke har mødt den rigtige mand endnu. For de gange en mand er kommet ind under huden på mig, opstod der helt automatisk en kæmpe lyst og nærmest et fysisk behov for at få flere børn og bygge rede.

Min ven fra mødet fortalte mig, at det i starten var svært at leve adskilt, men efter den stormende forelskelse havde fundet et naturligt leje, blev fordelene langt mere tydelige end ulemperne. Det gav mening i min verden og min ven er et klassisk eksempel på, at en geografisk udfordring kan blive vendt til noget positivt.

Er kernefamilien blevet en religion?

Jeg tror, at kernefamilien i Danmark er blevet vores tids religion, som mange krampagtigt holder fast i skal fungere og se ud på en bestemt måde. Så skidt med, at rigtig mange taler grimt til hinanden, ikke har sex og i bund og grund, når lyset er slukket tænker: er det her virkelig livet for mig!?

Misforstå mig ikke, jeg tror på den eneste ene. Jeg tror bare ikke på, at du kan blive et sundt og lykkeligt menneske, når du fastholder dig selv i en "kontrakt", hvis den tapper dig for energi.

Det koncept min ven har med sin kone passer perfekt ind i deres liv. For mit vedkommende kan jeg mærke, at jeg gerne vil bo sammen med en mand igen en dag, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke er færdig med at få børn. Så derfor vil jeg nok grine af mig selv, den jeg deler 'dine, mine og vores børn - selfies'.

For det handler om, at turde mærke efter, hvad man vil med sit liv og så gå efter det. Det er aldrig for sent, at stoppe op og sadle om. Det er kun dig selv, der ved, hvad der er rigtigt for dig. 

LÆS OGSÅ: 9 forandringer, når du går fra ét til to børn

LÆS OGSÅ: 5 ting du ændrer syn på, når du bliver ældre

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi kvinder så travlt med at dømme hinanden?