Hvad betyder solidarisk hæftelse?
Ved solidarisk hæftelse forstås, at to eller flere parter hæfter fælles for det fulde lånebeløb. Dette betyder altså, at overholder din medunderskriver ikke sin betalingsforpligtelse er kreditor (dvs. banken eller realkreditinstituttet) berettiget til at afkræve dig det fulde afdragsbeløb - og ved misligeholdelse af afdragsordningen det fulde lånebeløb.
Du risikerer altså ved at påtage dig en solidarisk hæftelse, at skulle tilbagebetale ikke alene din halvpart af gælden, men det fulde lånebeløb.
Ægtefæller og hæftelse
Det er en udbredt misforståelse, at ægtefæller hæfter for hinandens gæld. Dette er som helt klar hovedregel ikke tilfældet, medmindre gælden er stiftet i fællesskab- altså at man har underskrevet som medhæfter eller kautionist på gælden.
Den væsentligste undtagelse hertil, er den subsidiære skattehæftelse, hvorefter du som ægtefælle hæfter for din ægtefælles skattegæld opstået under ægteskabet i det omfang gælden ikke kan inddrives hos ægtefællen selv.
Jeres private aftale er ikke gyldig over for kreditor
Ud ad til (eksternt) betyder den solidariske hæftelse altså, at I over for kreditor hæfter for den fulde gæld,- dette selvom I intent har lavet en anden aftale, hvor den ene fx hæfter for 30 pct. af gælden og den anden for 70 pct. af gælden. En intern fordeling af gælden, hvor I fx i forbindelse med at I går fra hinanden- har aftalt, at din ex-samlever/ex ægtefælle betaler hovedparten af gælden til kreditor, ændrer altså ikke ved, at betaler din ex samlever/ex ægtefælle ikke, vil kreditor kunne kræve dig det fulde beløb.
Eksempel: En mand (M) og en hustru (H) optager et fælles banklån på 100.000 kr. til at istandsætte køkken for. Parterne hæfter solidarisk for lånet. Parterne bliver ½ år efter separeret. I forbindelse med separationen aftales det, at M overtager parternes ejendom samt lånet på de 100.000 kr. M og H underskriver en intern aftale herom (en såkaldt bodelingsoverenskomst). Banken inddrages ikke. Efterfølgende betaler M imidlertid ikke afdragene på banklånet. Uanset, at den interne aftale mellem M og H lyder på, at M har overtaget lånet vil banken kunne kræve beløbet fra H, da den interne aftale ikke binder banken. H vil herefter have et krav mod M, der dog afhængig af M's økonomiske situation kan vise sig svært at inddrive.
Det er altså vigtigt, at jeres private/interne aftaler fx i forbindelse med separation/skilsmisse godkendes af kreditor. Alternativt er der kun tale om en intern aftale- ud ad til vil I fortsat hæfte solidarisk og altså begge kunne blive afkrævet det fulde beløb.
Et andet problem er dog om banken, når denne inddrages vil godkende, at den ene part (i eksemplet H) "slippes" som debitor. Dette er lagt fra sikkert – lånepolitikken er de seneste år blevet skærpet markant og ofte kræves en anden form for sikkerhed over for kreditor (fx en kautionist).
Gode råd når du stifter gæld med din partner
Undersøg derfor, om der i forbindelse med optagelse af lån er mulighed for at undgå en solidarisk hæftelse, således at I fx hver især kun hæfter for jeres egen halvdel og ikke for den fulde gæld (såkaldt pro rate hæftelse).
Har I optaget et lån med solidarisk hæftelse og går I fra hinanden så husk, at alle jeres interne aftaler godkendes af kreditor, så de ikke kun er gyldige i forhold til jer (internt), men også i forhold til kreditor (eksternt).
LÆS OGSÅ: Er kvinders arbejde mindre værd end mænds?
Anne Kjærhus Mortensen
Anne Kjærhus Mortensen er ansat som advokat i Ret & Råd Hillerød med speciale i skilsmisse, arv og pension. Hun er derudover ansat som ekstern lektor på Københavns universitet i fagene Arv og Pension samt Privat Generationsskifte. Hun underviser såvel advokater og revisorer om emnerne og skriver løbende artikler på området.