"Det var svært at erkende, at mit barn ikke er som de andre"

Hun er mor til Felix, der for fire år siden fik diagnosen "mild autisme".

Andrea Vagn Jensen har altid vidst, at hendes søn var anderledes, men egentlig havde hun ikke behov for at kalde det noget. Det havde samfundet til gengæld, og sammen med en masse andre børn kom Felix i en helt særlig diagnosekasse. En kasse, hvis låg måske er hermetisk lukket, frygter Andrea.

– Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har mødt et menneske med så stor personlig integritet som Felix. Han har en enormt klar fornemmelse af, hvem han er, og hvad der er svært for ham. Gu' var det hårdt at erkende, at mit barn ikke er, som de andre børn. Da han fik diagnosen, var jeg ved at blive sindssyg over at leve i en tid, hvor vi alle skal puttes i bestemte kasser: "Den folkekære Andrea Vagn Jensen", "Den morsomme Anders Matthesen", "Den succesrige something something". Når vi putter folk i kasser, slipper vi for at bekymre os om nuancerne, men det er vigtigt at lade låget stå åbent, så folk har mulighed for at ændre sig. Vi har så travlt med at forenkle os selv og hinanden, at nuancerne går tabt, siger hun.

LÆS OGSÅ: ADHD - mangler børn faste rammer?

"Det gør ondt som mor"

Diagnosen betød også, at der ikke længere var plads til sønnen i Folkeskolen, og han er i stedet på en specialskole for børn med sociale vanskeligheder.

- Det var svært at erkende, at mit barn ikke er som de andre børn og har nogle udfordringer. Både Mikkel og jeg har været igennem en form for erkendelsesproces og en sorgproces. Det sværeste er det med kammerater og fællesskab – når man ser en flok knægte, som render og spiller fodbold og har et sammenhold, den slags er svært for Felix, og det gør ondt som mor. Vi skal stille mere op, og vi har ufatteligt mange samtaler om, hvordan det går, hvad vi gør rigtigt, og hvad vi gør forkert, siger Andrea, som samtidig ærgrede sig over, at hendes søn måtte vinke farvel til folkeskolen.

Faren ved at Folkeskolen bliver for snæver er, at dem de rikke passer ind i skemaerne bliver tabt på gulvet, mener hun.

- Var der en større rummelighed og flere ressourcer til den støtte, der skal til for at få flere med, så var der masser af de børn, som slet ikke behøvede at få en diagnose og på den måde behøvede at få det stempel i panden, tilføjer Andrea Vagn Jensen.

Læs hele interviewet med Andrea Vagn Jensen i denne uges ALT for damerne nr. 25/2013