Det vidste du (måske) ikke om landsholdsspillerne
19 danske håndboldstjerner er klar til at sikre Danmark det fjerde verdensmesterskab på stribe. Her kan du lære seks af dem lidt bedre at kende.
Flaben
Siden 2019 har Emil Jakobsen, 26, drillet målmænd med sine frække skud fra fløjen iført landsholdstrøjen, og ifølge hans forældre er han ikke helt anderledes uden for banen.
"Min mor ville sige, at jeg er flabet. Men også meget venlig, omsorgsfuld, og altid smilende. Det er i hvert fald noget af det, de har givet mig med videre. Gode forældre," har Emil fortalt på håndboldherrernes Instagram.
Her afslører han også, at han har et hemmeligt talent for at lave mad, bruger meget af sin fritid på at spille paddeltennis, han er meget bange for slanger, og han vil selv mene, at ”Robinson” er det tv-program, han ville klare sig bedst i. Privat danner Emil Jakobsen par med den kvindelige landsholdsspiller Helena Elver.
Tryllekunstneren
Lukas Jørgensen, 25, har de seneste to år lavet magi på stregen på landsholdet. Men faktisk har han engang haft et helt andet talent.
"Da jeg var en del yngre, kunne jeg lave tryllekunster. Det kan jeg nok ikke så meget af længere. Jeg er i hvert fald ikke så fingernem, efter jeg har fået så tykke fingre," har Lukas fortalt på håndboldherrernes Instagram, hvor hans medspillere afslører, at han til gengæld er den bedste kortspiller på landsholdet, der ofte spiller whist.
Lukas deler også, at hans forældre ville beskrive ham som en meget social person, der elsker at være sammen med andre mennesker og godt kan lide at lave sjov.
Debutanten
Selvom Emil Bergholt fik debut på landsholdet i maj 2023, blev det en kort fornøjelse i de rød-hvide farver, da stregspilleren i en klubkamp senere på måneden rev sit korsbånd over.
Han er siden kommet stærkt igen, og nu står den altså på slutrundedebut for den 27-årige Skjern-spiller. Man må da også sige, at harpiks løber gennem familien, da hans far er Skjern-legenden Henrik Bergholt, som også spillede fire landskampe.
Emils lillebror, Viktor, spiller også tophåndbold, og de to brødre er forenet på samme banehalvdel i den vestjyske klub. Privat har Emil i flere år dannet par med sygeplejersken Astrid, og for et år siden blev de forældre til datteren Agnes.
Verdensmesteren
25-årige Mathias Gidsel har siden sin debut på landsholdet i 2020 taget håndboldverdenen med storm, og sidste år løb han med titlen som verdens bedste håndboldspiller. Hvis ikke hans liv havde stået i harpiksens tegn, så har Berlin-spilleren en idé om, hvad han så havde beskæftiget sig med.
"Jeg har altid ønsket at være efterskolelærer. Jeg har forhåbentlig tid til at blive det endnu, når jeg bliver lidt ældre og stopper med at kaste med bolde. Jeg tror, det ville passe mig godt at have noget med unge mennesker at gøre, og samtidig få håndbold lidt ind over," fortæller Gidsel, der mødte sin nuværende kæreste, da han selv gik på efterskole.
Til B.T. har Gidsel fortalt, at han havde karaktererne til at kunne blive astronaut, men han valgte et markant anderledes univers.
Målmaskinen
Det bliver en anderledes slutrunde for 29-årige Magnus Landin, der for første gang skal undvære sin storebror, Niklas, på holdet, efter han stoppede karrieren i sommer. Fløjspilleren er noget af en måltyv med hele 262 scoringer på tavlen for det danske landshold, men hvis karrieren ikke havde stået på håndbold, var det en noget anden vej, Landin var gået.
"Jeg har altid gerne ville være noget inden for politiet. Jeg ved ikke præcis hvad, men ikke bare politibetjent. Kriminalefterforsker, måske," har han fortalt til HER&NU.
Magnus Landin har også scoret privat, da han danner par med den norske håndboldspiller Tina Abdulla.
Legenden
Henrik Møllgaard har rundet de 40 år, og efter halvandet årti på landsholdet bliver dette verdensmesterskab hans sidste. Forsvarsspilleren stopper nemlig karrieren til sommer, men håndboldskoene bliver ikke lagt helt væk, da han i stedet skal være assistenttræner i den franske håndboldgigant Paris Saint-Germain. Og måske der bliver tid til at udforske andre veje for Møllgaard, der faktisk har en anden karrieredrøm.
"Jeg ville allerhelst have været kok, men det passede dårligt med arbejdstiderne i forhold til at være håndboldspiller. Men jeg hygger mig meget med at lave mad derhjemme og gør mig enormt umage, når jeg laver mad til familien. Jeg tror, jeg nørder det lige så meget som håndbold," har han fortalt til HER&NU.
Denne artikel blev første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.