Ditte og Louise: "Vi skal lade hele lønsystemet eksplodere og starte forfra"

Skal kvinder stadig kæmpe for deres plads i komikken?

Ditte: "Det kan jeg desværre sige ja til. Da jeg var gæstevært i satireprogrammet Tæt på Sandheden, var der mange, der reagerede på, at jeg nu pludselig havde pladsen bag skrivebordet. Det var en kvinde, der sad på "mandens plads". Normalt i talkshowprogrammer er kvinden jo i undertal, hvis hun overhovedet er med. En kvinde og tre mænd – det er det, der er standardfordelingen. Kvinder er i udgangspunktet i undertal, og derfor er pladsen, der er reserveret til os, altid mindre."

Louise: "Men nu fik du så chancen, og det ændrede jo programmet. Du havde nemlig et point of view, der var markant anderledes end mændenes. Det var så forfriskende. Der blevet mere plads til os i produktionen af fiktion, og i hele vækstlaget fylder kvinder meget mere. Serien Limbo-land er et godt eksempel. Der er det kvinder, der fylder og er sjove på egne præmisser. Men vi er stadig ikke sluppet helt ud af fortidsfælden, hvor mændene var "de sjove", mens kvinderne var "de smukke". Så indimellem må vi også lige minde os selv om heltinderne... Kirsten Lehfeldt, Anne Marie Helger, Goldie Hawn..."

Ditte: "...ja, for vi sidder da stadig og tæller kvinder til Zulu Awards. Det er hurtigt klaret..."

Louise: "...og når Annika Aakjær så kommer på scenen med sin menstruationssang, så vælter hun hele huset. Fordi det er skidesjovt, ikke fordi det er et særligt kvinde-tema. Vi var selv med på et afbud et år og lavede vores Handmaids Tale-sketch, og den fungerede sjovt nok også. Eller da Sofie Linde var vært. Det rykkede jo også mere end ellers. Men hvis man råber op om, at der ikke er nok kvinder på scenen, så er meldingen, at kvinderne sagde nej til jobbet, fordi de ikke kunne klare det. Men vi har jo selv set, at der også bliver fyret kvinder under prøverne med beskeden om, at "rummet var for svært" til dem."

Ditte: "Jeg har en hel samling af artikler, der har "Kan kvinder være sjove?" i overskriften. Bunker af dem. Hvad er det for et spørgsmål? Det svarer til at spørge "Kan mænd stave?""

Louise: "Humor er frihed til at fejle. Men som kvinde skal man trække maven ind og se pæn ud. Vi er først relevante, når vi er kønne og dygtige og kan synge. Men humor er den luft, jeg indånder. Hvorfor skal jeg bevise, at jeg har adgang til den, bare fordi jeg er kvinde?"

Ditte: "De sociale medier har gjort meget for, at kvinder kan tage friheden til humor tilbage. Der skal vi ikke spørge producenterne om lov. Gatekeeperne er fjernet her."

Louise: "Det befriende ligger i, at du både er aktør og redaktør på dit eget feed. Her har vi selv adgang til publikum, og der er kortere tilbage til os. Vi oplever masser af kvinder, der rækker ud til os bagom med direkte beskeder. Fællesskaberne kan vokse på en helt ny måde her."

Hvad skal kvinder ikke kæmpe for mere?

Ditte: "Jeg håber, at vi ikke skal kæmpe for fri abort mere. Men så hører man om Færøerne og Polen, og så bliver man bange, for se hvor tæt på, det kan komme."

Louise: "Men det er underligt at tænke så kønnet. Det føles passé, men det er det jo ikke. Vi sidder klar til at kæmpe. Der er masser at tage fat i. Den psykiske vold, lønforhold, retten til egen krop. Statistikkerne viser jo et andet billede, end vores selvforståelse byder os i Danmark."

Louise: "Vi sakker stadig bagud. Vores ungdom bekæmper denne her stærke polarisering, hvor vi sætter mænd og kvinder i kasser. Og det feminine har stadig af en eller anden underlig grund lavest værdi. Det er uhørt, at drengene kommer i pigetøj, mens pigerne nærmest bliver cool i mandetøj. Og omsorgsfagene bliver stadig ikke værdisat ordentligt. Tjenestemandsreformen fra 1969 er nærmest ikke til at rokke ved."

Ditte: "Og det er jo absurd, for hvis der er en ting, som corona viste os, så er det, at vi kan lave alt om. Jeg synes, vi skal lade hele det lønsystem eksplodere og begynde forfra. Og så skal vi alle blive ved med at kæmpe på hinandens vegne. Mænd skal afstå plads og privilegier, og hvide kvinder skal træde tilbage og give andre stemmer plads. Stemmerne fra de etniske minoritetsgrupper og LGBTQ+. Vi skal hive folk frem og dele vores platform med dem i stedet for hele tiden at være bange for at dele ud af vores egen kage."

Har #MeToo givet kvinder en banefordel?

Ditte: " Jeg har i hvert fald fået en kæmpe fornemmelse af, at verden og tiden er med os. Danmark er jo altid lidt langsom, og jeg ved godt, at i Østeuropa går det den forkerte vej, men hvis man kigger på USA, så er der en tryghed i, at Biden er kommet til, og Black Lives Matter har fået en reel stemme.

Louise: – Frihed handler jo også om at blive bevidstgjort, så man er i stand til at træde ud af gamle mønstre. Vores egen feminisme skulle helst også udvikle sig og blive mere rummelig. Vi lavede vores tv-serie Ditte & Louise, før der var ord for den strukturelle sexisme. Det har vi fået et sprog for nu, som selv min far kan forstå. Jeg har kaldt ham en dinosaur mange gange, før #MeToo blev et emne, der er med i Deadline. Nu bliver det ikke længere betvivlet, om sexisme overhovedet findes. Vi skulle lige have Sofie Linde-bølgen her i Danmark, der kom tre år efter, at alle andre var vågnet op."

Ditte: "Hvor har vi bare været stille med det, vi har oplevet alle sammen. Det væltede jo bare ud af alle brancher. Og det breder sig også ud over køn. Til mobning og undertrykkelse."

Louise: "Ja, og nu er man blevet bevidst om sit eget privilegium og giver plads til de andre, der ikke har naturligt adgang til rummet. Når man ser på rødstrømperne, så var det vigtigste, der kom ud af den bevægelse, basisgrupperne. Da de kom, kunne kvinder for første gang sige: "Også mig! Du er ikke alene. Jeg oplever det samme som dig." Patriarkatets våben var indtil da "del og hersk", men rødstrømperne forstod at gå imod deres egen kulturelle opdragelse. I dag er den kulturelle kodning af børn helt anderledes. Børn studser ikke over flydende køn og forældrepar, der ikke lever op til de heteronormative standarder. Kasserne er ikke så snævre længere."

Ditte: "Heldigvis, for hold kæft hvor har det været lyserødt og lyseblåt det hele!"

Satire er vores lyssværd

Er kvinder bedre til at grine med hinanden?

Ditte: "Man må godt dizze lidt. Venskabeligt og skarpt. Det er sjovt."

Louise: "Det er bare vigtigt, at hver gang du peger på andre, så ved du, at den største pil skal pege på dig selv."

Ditte: "Nej, den skal pege på Naser Khader! Det er gøglerens rolle og ansvar. At pege og grine og le af magten – særligt når magten dummer sig. Vi kvinder har bare været alt for vant til at være den eneste kvinde i flokken af mænd i revyen og på scenen – og derfor har vi hidtil konkurreret om pladsen. Det er vi først ved at aflære os nu."

Hvad kan man ikke lave sjov med længere?

Louise: "Vi plejer at sige, at man kan lave sjov med alt, men det kommer an på, hvor begavet man gør det. Alle komikere håber på finde den elegante måde at sætte fingeren ind i hvepsereden."

Ditte: "Du kan sagtens lave noget elegant om et kontroversielt emne. De tabuer, der er sårbare, og hvor der er noget på spil – det vil jeg gerne se mere af. Og det er ikke, fordi Louise og jeg selv opsøger tabuer – det er ikke et motiv i sig selv, hvor langt vi kan trække den. Det handler ikke om at se, hvor meget man må sige om fedme eller racisme. Vi vil hellere diskutere det, der gør os vrede. Dårskab, forkælelse, patriarkatet, kapitalen.

Hvorfor har I valgt at være sjove sammen?

Louise: "Der bliver ved med at være historier, vi vil skrive sammen. Samtalen fortsætter. Vi deler perspektivet på verden, og satire er vores lyssværd. Vi skriver karakterer, der med humor kan sige noget meget vigtigt om noget af alt det, der rører os dybt. Hvis jeg stod alene, ville jeg bremse mig selv, redigere min tanker og være for skånselsløs mod min ideer. Vi har skabt et trygt rum sammen, hvor man kan sige alt. Min selvcensur er voldsommere alene, men vi har et safe space sammen, hvor jeg kan tro på mine ideer. Og når jeg får nerver på, så stiller jeg mig bare op ved siden af Ditte. Så tør jeg godt."

Ditte: "Den måde, vi kan skrive sammen på, er lydefri, super inspirerende og helt særegen. Nu skal vi snart til at instruere sammen også, og det er helt nyt. Jeg ved, at vi er bedre sammen end alene. Der er en kæmpe styrke i at være to, og jeg tvivler ikke på, hvad vi kan udrette."

Er humoren mere eller mindre aktivistisk i dag end for 20 år siden?

Ditte: "Jeg forstår ikke, at man ikke finansierer satire med publicservice-midlerne. Vi mangler satire på programmet. Vi mangler det organ, der fungerer som samfundsrevser og vagthund. Det var der mere af engang."

Louise: "Vi er vilde med australske Celeste Barber på instagram. Det er comedy with body. Herhjemme har Ane Høgsberg brugt sin stemme til at være feministisk aktivist. Det er ikke mange år siden, at det var en karrieredræber at erklære sig som feminist, men hun får heldigvis lov til at få plads i dag."

Ditte: "Aktivismen florerer mest på instagram og de platforme, hvor vi selv kan tage vores plads. Komik koster penge, og der savner jeg, at nogen vil investere penge i kostumer og kameraer og mennesker, der kan råbe samfundet op på en sjov måde."

Louise: "Når satire fungerer, er det så afvæbnende og morsomt. Det skaber nye erkendelser i os. Vi havde Live fra Bremen en gang, og i USA har de Saturday Night Live. Den ugentlige satire mangler vi i dagens Danmark.

Hvilke samtaler kan man ikke åbne med en sjov indgang?

Ditte: ""Jeg går fra dig, skat". Den tager man ikke med humor. Eller "Du har kræft". Der er alvor, hvor humor ikke passer ind. Men når det er sagt, er det også, når alt er allerværst, at vi har brug for at grine. Da min mor var alvorligt syg med kræft, grinede vi en masse sammen – også lige inden hun skulle dø. Man skal udvise respekt for andres smerte, men man skal også være åben for den komiske forløsning."

Er jeres arbejde et feministisk projekt?

Louise: "Ja! Vi blev spurgt af en kvindehumorgruppe, om vi ville skrive noget for dem, der ikke var feministisk. Øh... nej! Feminisme handler jo bare om ligestilling. Da vi startede Ditte & Louise, skrev vi ud af en indre nødvendighed, men det blev fanget af vores fans som aktivisme. Nu sidder jeg med endnu større eftertrykkelighed i min feministiske saddel, for det er så vigtigt at almindeliggøre det begreb. Feminisme gavner jo alle – ikke kun kvinder."

Ditte: "Ja, nu synes nogle hvide mænd, det er synd for dem, for de har jo vænnet sig til, at deres privilegerede status er "naturlig". Men her er det vigtigt at sige: #NotAllMen."

Louise: "Og minde om, at det er et strukturelt mønster, vi alle skal gøre op med..."

Ditte: "...og vi skal huske, at uanset hvor langt vi er kommet, så kan vi være tilbage på et splitsekund. Trump skete, nu Polen og Afghanistan. Billeder af kvinder gemt væk i burkaer er tilbage. Den urfølelse, at kvinder har mindre værdi, er ikke blevet eroderet."

Hvad gider I ikke tale om længere?

Ditte og Louise: "Om kvinder kan være sjove!"

Hvem er det sjoveste menneske, I kender?

Ditte: "Louise Mieritz."

Louise: "Ditte Hansen."

ALT for damerne fylder 75 år!

Hurra! ALT for damerne kan i år fejre 75-års jubilæum, og dét skal fejres med masser af fest og nostalgi – men mest af alt med søstersind.

For hvis der er noget, ALT for damerne kan og vil i dag, så er det at bakke op om vores medsøstre og hylde de kvinder, der styrker og løfter andre kvinder.

I 2021 har vi stadig brug for at stå sammen om at forbedre kvinders vilkår – og meget har heldigvis ændret sig, siden ALT for damerne blev sat i verden tilbage i 1946.

Dengang handlede artiklerne i bladet mest om, hvordan man kunne være den bedste kone og husmor. En tur i arkivet vidner om, at bladet til enhver tid har været et kvindelivs-spejl, og selv om noget indhold i dag virker helt skørt, så er det tydeligt, at ALT for damerne altid har haft til hensigt at være på kvindernes side, og i dag bærer vi med stolthed de værdier om søstersind, der er vævet ind i ALT for damernes historie.

Her kan du dykke ned i al vores jubilæumsindhold og komme med på en tidsrejse i de forgangne årtier – måske du genkender dig selv, din mor og din mormor undervejs...