”Det hårdeste har været at se, hvordan min familie har lidt”

Af Marie-Louise Truelsen

"Don Ø skal fire måneder i fængsel."

Sådan lød overskriften – med små variationer – på alle landsdækkende medier den 8. september 2015. Manden bag det registrerede varemærke "Don Ø" – Flemming Østergaard – sad selv til et møde i Frankrig, da dommen blev afsagt, og han var rasende. Både over dommen, og i høj grad også over mediernes håndtering af den.

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: ”Så tag dog og fri til jeres kvinder!”

Flemming Østergaard er stadig rasende i dag, hvor han har indvilget i at give sit første større interview om sagen. Han er som altid ulasteligt klædt i marineblå blazer og lyseblå skjorte, og hans ansigt er som mejslet i sten bag de halvrunde briller. Han er en hård banan. Det siger han selv. Flere gange. Og man er på en eller anden måde ikke i tvivl om, at han har ret.

LÆS OGSÅ: ”Jeg har så meget andet at tilbyde et barn end bare gener”

– Dommen kom meget overraskende for mig. Jeg havde ikke haft fantasi til at forestille mig, at jeg ville blive dømt. Og det, der også gjorde mig så vred, var, at alle medier havde overskriften om, at jeg skulle fire måneder i fængsel. Der var ikke en eneste overskrift, hvor der stod noget om alt det, som bagmandspolitiet ikke kom igennem med, nemlig, at de havde krævet, at jeg skulle to år i fængsel, at de ville konfiskere 15,5 millioner fra mig, og at de ville sørge for, at jeg blev frataget mine bestyrelsesposter.

Overskrifterne handlede kun om fængsel til Don Ø, fordi det er det, der sælger aviser, og det var dermed det eneste, som den almindelige borger lagde mærke til.

Lav profil

Parken-sagen begyndte i sommeren 2010, da Finanstilsynet meldte Parken Sport & Entertainment til bagmandspolitiet. Et år senere sigtede bagmandspolitiet Flemming Østergaard, den tidligere admini-

strerende direktør for FCK, Jørgen Glistrup, Parken Sport & Entertainment, FIH Erhvervs-bank samt to navnebeskyttede personer for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder, og i november 2014 fremlagde bagmandspolitiet sit anklageskrift i sagen. Selve retssagen begyndte i december 2014, og de sidste retsmøder fandt sted i juni måned i år. Flemming Østergaard har holdt lav profil og ikke udtalt sig, men nu kommer bogen "Exit Parken", skrevet af David Trads, som er Flemming Østergaards version af, hvad der er sket, siden han forlod Parken for fem år siden og blev frataget sit æresmedlemsskab af bestyrelsen for FCK.

LÆS OGSÅ: Mor-bloggeren Trine blev forladt af faren til sin søn - nu blogger hun om at være enlig mor

Hvorfor har du valgt at udgive en bog?

– Først og fremmest vil jeg gerne fortælle nogle historier fra min tid i FCK, som ikke tidligere har været kendt i offentligheden. Der er også et afsnit om pressen. Den fjerde statsmagt. Det sjove er, at nogle af mine bedste venner faktisk er journalister, men samtidig synes jeg, at journalister er nogle af de mest indspiste og selvoptagne. De glemmer, at de skriver historier for læserne og er mere interesserede i deres kollegaers klap på skulderen. Og så handler bogen også om, hvordan det er at skulle igennem en retssag, der tager fem år. Jeg ved, at mange folk, der er igennem sådan et forløb, som jeg har været, ender med at begå selvmord eller blive skilt, og jeg har også oplevet det som fem år i helvede. Hvorfor skal sådan en sag tage så lang tid? Det er simpelthen et mareridt og helt umenneskeligt.

– Der har ikke været en dag i løbet af de år, hvor jeg ikke er blevet stoppet af tilfældige mennesker eller af folk, jeg kender, som lige har skullet spørge til sagen. Selvom langt de fleste har været søde og positive, bliver man faktisk rimelig træt af at fortælle og fortælle og fortælle. Jørgen Glistrup og jeg udtalte os ikke til medierne under hele forløbet, fordi vi ikke ville forstyrre retssagen – også selvom det var svært. Ikke mindst på grund af de mange deciderede løgnehistorier. Men det, der har været det hårdeste, det har været at se, hvordan min familie har lidt under det.

Ramt af krisen

Flemming Østergaard voksede op i Det Gule Palæ på Ordrup Jagtvej i Skovshoved, et arbejdermiljø i en rig kommune, som mange så ned på. Hans far var overpostbud, men først og fremmest cykelrytter, og moren var hjemmegående. Flemming var glad for at gå i skole, men var ikke den flittigste elev. Han ville hellere bruge tiden på sport, bl.a. cykling som sin far. Han uddannede sig til vekselerer og bankier. I 1971 startede han virksomheden FØMA Kontorsystemer, som han senere solgte til en større engelsk koncern, hvor han arbejdede som direktør og formand med 180 rejse-dage om året. I 1986 blev Flemming Østergaard kørt ned af en bil i et fodgængerfelt, var tæt på miste livet og måtte sadle om. Året efter startede han sit firma Kinnarps Kontormøbler A/S, hvor han efterfølgende blev bestyrelsesformand. I 1997 blev han administrerende direktør for Parken, som han efterfølgende blev bestyrelsesformand for fra 2002 til 2010. Han bankede FCK op fra næsten ingenting til stor succes. Fra syv til 2.800 ansatte. Han var "Løvernes konge" – Don Ø – og Danmarks mægtigste mand inden for sport og underholdning. Da han i 2003 holdt sin 60-års fødselsdag, mødte 1.800 mennesker op for at fejre ham.

LÆS OGSÅ: Skal du droppe intimbarberingen?

Derefter begyndte tingene at gå ned ad bakke. Finanskrisen satte ind, hovedaktionæren gik konkurs, og Parken gik fra stort overskud til et underskud på 22,6 mio. kr. i 2009. Gælden voksede, det samme gjorde underskuddet, og aktiekursen dykkede. Kritikken begyndte at hagle ned over Don Ø, som blev beskyldt for at have taget dårlige forretningsbeslutninger. Der kom nye folk i Parkens bestyrelse, og i 2010 meddelte Don Ø sin afgang i en pressemeddelelse, hvor der bl.a. stod:

"Det har været spændende at stå i spidsen for Parken-koncernen og F.C. København, men de sidste måneders voldsomme fokus på min person har været meget krævende og efter min mening unuanceret".

– Vi var ramt af krisen på samme måde som mange andre. Og jeg blev overrasket over al den medieomtale, der var omkring et mindre firma som Parken. Faktum var jo, at mange større virksomheder – herunder bankerne – var i større krise, end vi var.

Tillid til retssystemet

At forlade Parken var ikke voldsomt svært, fortæller Flemming i dag. Han er typen, der lukker og slukker, når han forlader noget. Og så er han videre. Opgaver i udlandet og 20 bestyrelsesposter skulle holde ham beskæftiget, men så begyndte Parken-sagen at rulle med alt, hvad det medførte af kioskbaskere og opmærksomhed.

Hvor har du hentet hjælp og støtte i løbet af de seneste fem år?

– Jamen, jeg har en utrolig stærk familie. Jeg har to sønner, og så har jeg en hustru, jeg har været gift med i 50 år, og som jeg ville gifte mig med den dag i dag... Jeg er sgu ikke sikker på, at hun ville. Men jeg er ikke en, der går hjem og hyler.

Hvordan har din kone håndteret de sidste fem år?

– Hun er stærk, men det er klart, at den her sag har påvirket hende. Hun gider ikke læse aviser mere. Det har også påvirket min yngste søn utrolig meget. Det er ikke, fordi de piber, men jeg er jo ikke dummere, end at jeg bemærker, at det er hårdt for dem. Min ældste søn, der har boet i USA i mange år, har flere gange sagt: Se dog for helvede at komme ud af det land og kom herover i stedet for. Men jeg tror stadig på retssystemet, selvom der saftsusemig er mange ting, jeg er blevet overrasket over. Jeg synes selv, at jeg er en hård banan, men at være med i sådan en retssag er som at være med i en boksekamp. Sund fornuft er en by i Rusland. Du skal bare ned med nakken. Har du et argument, så bliver det vendt og drejet. Og der bliver talt til en, som om man var en skoledreng. Dertil kommer alle de ting, der bliver lækket til medierne. Systemet er hullet som en si.

– Alligevel har jeg stadig tiltro til retssystemet. Det bliver jeg nødt til at have. Men jeg er blevet chokeret over, at der er nogle mennesker, der bare forsøger at ødelægge ens liv.

Men når du kigger på dommen og kan se, at du ER dømt – hvad tænker du så?

– Så tænker jeg, okay, vi har et retssystem herhjemme, der starter med Byretten, hvor der sidder en dommer og tre lægdommere. Og det er jo ikke første gang, at en byretsdom går den anden vej, når du kommer i Landsretten. Det er jo derfor, vi har et retssystem. Og jeg bliver nødt til at tro på retfærdighed. Fordi – hånden på hjertet – jeg ved ikke, hvad jeg har gjort galt. Det, vi gjorde, var at skabe arbejdspladser.

Du var anklaget for at have tjent 15 mio. på aktiehandel – altså for egen vindings skyld?

– Det er jeg ikke dømt for. Og hvis du kigger på min kontrakt fra dengang, så kunne jeg på hvilket som helst tidspunkt have solgt mine aktier og tjent – ikke 15 mio. – 50 mio. Og hvorfor gjorde jeg ikke det? Fordi jeg tænkte på selskabet frem for mig selv.

Hvad tænkte du, lige da du hørte dommens udfald?

– Det nemmeste ville have været at sige, okay, jeg tager bare de fire måneder. Så havde jeg sikkert fået en lænke om anklen, og så var den skid slået.

Men det vil du ikke?

– Fandendulme nej, jeg har jo ikke gjort noget galt.

Hvorfor er du blevet dømt, hvis du ikke har gjort noget forkert?

– Jamen, det handler om nogle fortolkninger af nogle mails. Alt er ikke sort og hvidt. Og det er anklagemyndighedens fortolkning, der ligger til grund for den del, som vi er dømt for.

Vreden

Flemming Østergaard ankede dommen til Landsretten, og efterfølgende har anklagemyndigheden anket dommen til skærpelse. Forude venter altså endnu en omgang i "bokseringen".

Hvad har de seneste fem år gjort ved dig menneskeligt set?

– Jeg tror, at hvis jeg havde følt mig skyldig, var jeg gået ned med klarinetten. Virkelig gået ned. Men jeg har oparbejdet en vrede, som holder mig oppe. Jeg har fået mange støttende mails og breve fra venner og

bekendte, og det hjælper også rigtig meget i forhold til at holde sig oppe. Men jeg har da også haft mine tudeture. Når jeg har set min søn være utrolig ked af det, er jeg da somme tider lige gået hen i et hjørne og har tænkt: satans! Men jeg er god til ikke at vise det.

Hvordan er det at være så vred så lang tid?

– Det er hårdt. Nogle gange er man så træt, at... Altså, jeg har forsøgt ikke at gemme mig. Men jeg har sagt nej til at optræde, som jeg har gjort før i medierne, og jeg er ikke gået til ret mange premierer. Men jeg er gået til alle fodboldkampene, som jeg stadig bliver inviteret til.

I hvilket omfang har du mistet venner og bekendte?

– Ahhh – jeg skal tænke mig godt om. Jeg har ikke mistet nogen af dem, som er mine venner. Og når jeg kommer i Parken, skriver jeg stadig autografer og bliver fotograferet. Det er da en af de ting, jeg har været rigtig glad for.

Så der er ikke nogen, du er blevet skuffet over?

– Jo. Det er der da. Men jeg vil ikke sætte navn på. Den ære skal de ikke have.

Hvordan er det?

– Jamen, jeg er en hård banan i den retning. Jeg er typen, der vælger at fokusere på det positive. Og så har jeg et motto, der lyder: Man skal være flittig og ærlig – forkortet FÆ. Jeg har altid lært mine børn, at man ikke må lyve, og derfor er det særligt hårdt at se, når aviserne skriver, at jeg har været uærlig.

Tænker du, at du har været et fæ i forhold til nogle af de ting, du er blevet dømt for – når du ser på det i dag?

– Det er jo let at efterrationalisere. Det er klart, man kunne godt have formuleret en mail på en anden måde, men jeg føler stadig, at det er dybt uretfærdigt, at jeg er blevet dømt.

Hvilke ting fortryder du i dag?

– Jeg kan sige, at vi set i bagklogskabens lys skulle have ladet en bank foretage indkøbene af aktier – i stedet for at Glistrup gjorde det – men det fortryder jeg egentlig ikke, for det ville efter min vurdering have kostet selskabet et tocifret millionbeløb.

Videre frem

Indtil Landsretten har afsagt sin dom, fortsætter Flemming Østergaard med at arbejde og i øvrigt leve sit liv, som han plejer. Og han er ikke bekymret for sit eftermæle.

– Selvfølgelig vil jeg da helst have et pænt eftermæle, men jeg får så mange positive tilkendegivelser fra venner og bekendte, og hvorfor skulle de skrive sådan til mig, hvis de ikke mente det?

Men hvad med eftermælet i offentligheden – hos den almindelige dansker?

– Jeg er da fucking ligeglad. Selvfølgelig vil jeg være ked af, hvis der er nogle mennesker, der ikke synes om mig som person, men jeg har altså ikke slået nogen ihjel.

Hvordan kommer du videre herfra?

– Det lyder lidt helligt, men når jeg står op, siger jeg faktisk til mig selv: Det her skal være en god dag. Mange mennesker går og ærgrer sig over det ene og andet, bare vi havde gjort dit og dat. Jeg har en evne til at sige, det kan vi fandeme ikke lave om på. Vi kan bruge det som erfaring, men vi må videre i livet. Jeg har for eksempel solgt to virksomheder, hvor folk undrede sig over, hvordan jeg kunne gøre det, for de var mit hjerteblod. Men når de er solgt, er jeg videre og i gang med noget nyt. På samme måde med Parken. Folk troede jo, at jeg ville gå nedenom og hjem psykisk, men den dag, jeg forlod det, koncentrerede jeg mig om andre spændende opgaver. Fuld fart frem, og så ærgrer jeg mig ikke over det.

Har du altid været sådan?

– Ja, jeg er en lækkerbisken for en psykolog! 

Parken-sagen helt kort  

Selskabet Parken, tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard, tidligere direktør Jørgen Glistrup, FIH-Erhvervsbank samt to navnebeskyttede personer blev tiltalt for at have bedrevet kursmanipulation gennem en periode fra 2007 til 2008. Den 8. september 2015 blev Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup kendt skyldige i kursmanipulation. Flemming Østergaard blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, Jørgen Glistrup blev idømt seks måneders ubetinget fængsel samt en bøde på 20.000kr. Begge ankede dommen på stedet. Siden har anklagemyndigheden også anket dommen til skærpelse. Parken som selskab fik en bøde på en million kroner, som er anket af Parken. Ud over de to tidligere Parken-topfigurer blev en medarbejder i Parken idømt 30 dages betinget fængsel, og en værdipapirhandler blev idømt 40 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 25.000 kr.

LÆS OGSÅ: Jeg er også lige blevet single… For jeg har slået op med samtlige dating apps, jeg havde på min smartphone

LÆS OGSÅ: "Jeg har så meget andet at tilbyde et barn end bare gener"

LÆS OGSÅ: ”Kan man dø af sorg?” - Og 9 andre svar på spørgsmål om livsfarlig sorg.