Jeg er ved at udvikle en tiltagende angst for supermarkedernes selvbetjeningsløsninger. Ikke så meget de sarte og fintfølende scan-selv-kasser, hvor bare en enkelt forkert placeret vare ellers kan få hele lortet til at kollapse og tvinge en til at stå der i en overfyldt Bilka som en anden idiot, mens man ydmygt forsøger at vinke sig til opmærksomhed og assistance fra den nærmeste ugidelige ungarbejder, men derimod dem, hvor man selv skal scanne sine varer med en app, mens man handler.
Internettet er fyldt med skræmmehistorier om uskyldige mennesker, ikke mindst fortravlede småbørnsforældre med trætte og skrigende unger på slæb, der glemmer at scanne alle varerne, hvorefter de udtages til stikprøvekontrol, kommanderes ind i baglokalet, sigtes for butikstyveri og nu må leve med plet på både straffeattest og selvforståelsen. Jeg har som mand i forvejen svært ved at holde pulsen bare nogenlunde i ro i supermarkedet, og det bliver ikke ligefrem nemmere af, at jeg nu i værste fald risikerer at ryge bag tremmer, hvis jeg i et anfald af helt almindelig hverdagsstress glemmer, at jeg smed seks poser nuggets i indkøbskurven og ikke bare de fem, husstandens teenagere plejer at ondulere på en gennemsnitlig uge.
Men sådan er det jo blevet med meget af teknologien i dag. Vi lever i et digitalt korthus, hvor selv den mindste fejl eller glemsomhed kan have katastrofale konsekvenser. Vi har i skræmmende grad fået kompliceret livet med en uendelig strøm af opdateringer, synkroniseringer og påkrævede genstarter af mobiltelefonen og arbejdscomputeren, selvfølgelig altid når vi har allermest travlt. Bemandede posthuse, billetkontorer og kundeserviceafdelinger hører snart den teknologiske stenalder til, i dag skal vi ordne det hele selv med en app eller en kode, og hvis det ikke virker, er der ikke så meget andet at gøre end at brokke os på Trustpilot eller hælde vores galde ud over sagesløse chatbots.
Halvdelen af de sure beskeder på min Aula handler om Chromebooks, der ikke er ladet tilstrækkeligt op fra morgenstunden, gulvvarmen på mit badeværelse har ikke virket hele vinteren, fordi det åbenbart har mistet forbindelsen til WIFI-netværket, og nu har jeg i snart fem år forgæves forsøgt at finde ud af, hvordan jeg forhindrer de frække beskeder fra min kæreste i at ryge ind på min søns iPad. Den eneste trøst er efterhånden, at AI-robotterne vistnok snart kommer og tager livet af os alle, Terminator-style.
Jeg er langsomt, men sikkert ved at miste grebet om teknologien og alle dens muligheder. Jeg kan åbenbart tale med min højttaler, siger mine børn, men jeg vil hellere bare tale med dem, fortælle dem om de gode gamle dage, hvor man ikke skulle bruge 87 forskellige apps for at købe en busbillet eller regulere radiatoren eller sende en pakke. Dengang der fandtes rigtige kassedamer, polemiske mænd som mig kunne skælde ud i supermarkedet, og ikke bare en eller anden åndssvag overfølsom selvbetjeningsmaskine. Selvfølgelig er der meget godt at sige om fremskridtet, robotter redder liv på sygehusene, og elbilerne forurener mindre, men på ren og skær dagligdags- og boomerbasis synes det hele at være blevet unødigt besværligt.
Men altså, der er jo ikke så meget at gøre ved det. Udover at vente på Terminator-robotterne. Og indtil da kan man jo altid fordrive tiden med at drømme om de mere teknologi-fattige tider, mens man sidder der i Sønder Omme Statsfængsel og afsoner en ubetinget dom for uforsætligt tyveri af en pose kyllingenuggets.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
