Artiklen er første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
Dronning Margrethe er atter udskrevet fra Rigshospitalet, efter hun onsdag aften blev indlagt som følge af et fald på Fredensborg Slot.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Her lyder det videre, at majestæten i sit fald har pådraget sig en skade omkring nakkehvirvlerne samt et brud på venstre hånd.
Af den grund har dronningen nu hånden i gips og skal i de kommende måneder bære en stiv halskrave.
"Dronning Margrethe er ved godt mod og har det efter omstændighederne godt, men vil dog være sygemeldt i en længere periode," oplyser kongehuset desuden og tilføjer:
Det betyder også, at Dronningens tilstedeværelse ved en række arrangementer er aflyst i den kommende tid.
I går, torsdag, fortalte kong Frederik, at dronningen havde det godt efter omstændighederne.
"Min mor har det godt efter omstændighederne. Tak for at stille spørgsmålet. Hun befinder sig godt på Rigshospitalet og er i gode hænder," sagde kong Frederik til bl.a. Ekstra Bladet.