Ea Ørum: "Jeg misbrugte min krop"

For 10-15 år siden vejede jeg over 20 kg mindre, end jeg gør i dag. Min diagnose var dengang anoreksi. Jeg gik hellere alene i seng med tøj på, end jeg konfronterede mig selv og andre med det halve liv, mit synlige skelet vidnede om. Jeg lukkede en stor del af mig selv ned og det meste af verden ude. I dag prædiker og praktiserer jeg kropsglæde. Jeg vil have, vi mærker glæden, angsten, vreden. Jeg vil, at kroppens signaler – en kilden, en brusen, en dunken, en opgivende udånding ikke pakkes ind og væk. Jeg vil have, vi lytter til kroppen.

Både som historiker og journalist har jeg beskæftiget mig med seksualitet. I friske henvendelser på sms og Facebook har jeg kunnet læse, at min interesse nok har fundet plads der, fordi jeg er exceptionelt liderlig, men jeg må skuffe de håbefulde. Min nysgerrighed på seksualitet drejer sig om at finde frihed til det, som kroppen og dens indre fortæller, der er lyst til. En bid af friheden har jeg fundet til onaniworkshops og fetishfester, men jeg er fortsat i et andet spor med en insisteren på at føle kropsglæde bare ved at være i kroppen – uden at seksuelt begær er på spil. Jeg har villet finde vej til en kropsglæde, der ikke drejer sig om bekræftelse og berøring. For mig er det at smage på ultimativ frihed.

Da det var vinterkoldt, begyndte jeg at bade i Københavns Havn, og jeg fik varmen igen i en sauna. Jeg løber om morgenen blandt træer og ved vand, jeg trækker vejret til yoga næsten hver dag, og jeg har været i svedehytte med Buffalo-indianere. Anoreksien var engang min vej til at slukke for kropskontakt. Kadaveret skreg på mad, men jeg løb fra det hele, gik lange ture og cyklede om natten. Min overdrevne brug af kroppen slukkede for kontakten til dens behov, og på den måde kunne jeg også slukke for verden, og der var intet, jeg hellere ville. Men jeg snød mig selv. Jeg savnede dybt at mærke fysiske udtryk for glæde.

Jeg misbrugte kroppen, nu bruger jeg den, fordi jeg kan lide det. Jeg kunne ønske mig, at historien ville fortsætte aldeles positivt. At jeg kunne fortælle, at jeg nu er et pletfrit fint sted, men sandheden er, at sammen med kontakten til kroppen følger også ubehag. Når man åbner for glæder, kommer sorger også forbi.

Buffalo-indianerne har opkaldt sig efter det dyr, som går imod stormen. Det almindelige er at vende røven til vinden og derved også slås længe med blæsten. En buffalo derimod bryder igennem og kommer ud på den anden side. Inden svedehytten havde jeg forberedt mig på, at det ville blive varmt, men ikke på, at det eneste, jeg ville kunne se derinde, var glødende sten. Det var mørkt, og vi sad helt tæt. De andre begyndte at synge og tromme. Det føltes som larm, og jeg mærkede frygt i alle mulige retninger. Ville mit tøj smelte fast på min hud, ville stenene eksplodere ud på vores kroppe, ville der pludselig ikke være ilt nok? En kvinde ved siden af mig tog min hånd, da hun hørte mig hyperventilere, og mit hoved kravlede ned på hendes skød. Jeg var sikker på, jeg aldrig ville kom ud igen, indtil svedehyttens tæppedør gik op. Siden har jeg været derinde fire gange.

For mig er kropsglæde også at turde udforske dystre og mere uhåndgribelige signaler. Jeg er lykkelig for, at jeg hverken går op i kalorietal eller badevægte, men at jeg lader min hverdag præge af målet om at være i og mærke med kroppen uden støj fra ego og selvkritik. I det spor bliver jeg sulten på verden. Anoreksi er ikke for altid.