"Jeg brugte sommeren på at overveje, hvilken retning jeg skal, efter kæresten blev til ekskæresten"

Sommerferien skulle i år særligt bruges på:

1. at nyde alt, hvad Sicilien ville bringe.
2. finde ud af, i hvilken retning jeg skal, efter kæresten blev til ekskæresten.

Jeg lovede mig selv at gøre status i flyet på hjem til København og forsegle planerne med klummen her til jer. Det skal være slut med at nøjes – det er planen. Så hellere undvære. Jeg taler ikke om "alt eller intet"-idealer, men at finde mig til rette lunkne steder, hvor jeg aldrig kommer til at holde varmen, er et afsluttet kapitel.

Lige inden jeg tog af sted, sagde ekskæresten, at han gerne ville "såd'n ses igen". Han hverken "elskede", "savnede" eller "fortrød". Jeg svarede lige der, at det var svært for mig at mærke tilliden. At det var, som om rummet til nærhed var eroderet, selvom jeg gerne ville den. Lige nu på flyet tænker jeg (selvom der elskes på den desperate måde), at man helt generelt ikke bør tage imod så lunkne tilbud. Det svarer lidt til at sige sit job op og efter et par måneder melde ud til sin tidligere arbejdsgiver, at man savner den gamle løn. Chefer lader sig vist sjældent nøjes på den måde.

Mit ønske er at lave en pagt med jer. Lad os love hinanden, at vi i stedet for at nøjes placerer os steder med muligheder og rækker ud efter det, vi vil have, med alt hvad vi har. Konsekvenserne bliver ikke smertefrie, og nogle af de lunkne mennesker, vi har omkring os, vil ryge i svinget.

At holde op med at nøjes tænker jeg ikke kun handler om forhold. Det drejer sig også om f.eks. regulær løn. Jeg har derfor også brugt tiden på Sicilien til at sige nogle af mine dårligst betalte opgaver op. I vores pagt, din og min, står der nu sort på hvidt, at vi skal have ordentlig løn og betænksomme, kærlige partnere. Er du med?

For godt ti år siden sad jeg hos en psykolog. Årsagen var, at jeg dengang gjorde mig for mange tanker om, hvorvidt jeg var for tynd eller tyk. De overvejelser er i dag elimineret, og tilbage fra tiden med psykologen står øjeblikket, hvor hun spørger, hvordan jeg forestiller mig, at relationer hænger sammen. "Man får det tilbage, man giver," svarede jeg. Hun kluklo og kaldte det vrøvl, men jeg har fortsat levet efter idéen om, at hvis man bare selv øser kærlighed ud og arbejder benhårdt, så kommer lønnen helt af sig selv, men det gør den ikke. Det er en illusion, en drøm. At stille sig steder, hvor kærligheden, lønnen og gaverne er alt for små, handler om at lade sig nøjes – det handler sjældent om, at man ikke investerer nok. Jeg har for længe dyrket en logik om, at hvis man handler med hjertet, behøver man ikke tage sig ordentligt betalt, fordi "drømmene altid har en pris." Men sommetider er drømme bare drømme – i virkeligheden lader man sig nøjes, mens man drømmer sig væk.

På vej til lufthavnen i dag ringede jeg til en god, gammel ven og fortalte om min ikke-længere-nøjes-plan. Han gad ikke nogen pagt. Han sagde, at det kun er, når man er i forhold eller er på vej ud af et, at man tror, mulighederne findes – når man først er rigtig single, så nøjes man igen og går hjem med den ene lyseslukker efter den anden for at ligge og rode i mørket. Ligesom den arbejdsløse siger ja til for lidt i løn.

Jeg synes, vi – dig og mig – skal vise min gode, gamle ven, at han tager fejl. Vi skal nyde, ikke nøjes. Sicilien var forresten helt vidunderlig.