Ea Ørum savner mand og baby: “Jeg bærer ikke tillid til, at nogen sådan rigtig vil bygge en familie med mig”

Hvorfor har du ingen børn, Ea? Jeg har ikke kunnet svare klart på det spørgsmål, for jeg vil gerne have sådan en rar familie. I mit hoved spiser vi aftensmad sammen, tager på ferier, padler i pools, og jeg snupper barnets første sygedag. Jeg ville være en stuedansende mor, skælde ud og være piiiiinlig. Jeg ville putte, prutte og fortælle eventyr i skoven. Lære en lille en, at to plus to er fire, selvom der er mere mellem himmel og jord. Jeg har detaljerige drømmebilleder, men nul børn.

I dag besøgte jeg en tidligere og afholdt arbejdsplads. Efter at have krammet ekskollegerne, der siden sidst havde fået en, to, tre babyer, smuttede jeg ind på chefens kontor. Vi talte om arbejde og kærlighed. Og hun spurgte ind til børn. Jeg svarede (som altid) i øst og vest, men det poppede ud, "at jeg ville være glad for at blive gravid", og så mente hun, at fremtiden var soleklar. At mit næste drømmeprojekt med en mand skulle være en baby. I har fået klummer fra mig om de drømme – om hvor betydningsfuldt det er at drømme sammen, og alligevel har jeg ikke rigtig turdet formulere en med børn i sammen med nogen.

Jeg kan huske, at jeg som teenager, før nogen i vennekredsen havde fået et sexliv, mente, at både p-piller OG kondom var et krav, hvis der nogensinde skulle komme en "første gang" for mig på tale. Jeg var hunderæd for at blive gravid. Mit barndomshjem bestod af mig og min mor, og sommetider forestillede jeg mig, at min morfar var min rigtige far. Da min morfar døde, bøjede min onkel et neonskilt, der stadig blinker lige ved siden af mit bankende hjerte. Han sagde, "vi er ikke fra en familie, der er god til at være familie". Og hentydede dermed til alle de brudte kontakter og skilsmisserne – selv min morfars forældre blev skilt.

Som voksen bærer jeg oceaner af tillid i nære relationer, men ikke tillid til, at nogen vil leve og bo i mit selskab. Til at nogen sådan rigtigt vil bygge en familie med mig.

I samtalen med min tidligere chef fumlede jeg videre, og hun mindede mig om årsagen til, at jeg var kørt forbi hendes kontor, "ååååh, du mangler tillid, Ea". Hun var lynskarp – mistillid har gjort mig nærig med at dele familiedrømme.

Når jeg har forsøgt at forklare min barnløse tilværelse, og hvorfor jeg sværmer mere for familie end for at få børn, har især mødre ment, at "så drømmer du jo ikke rigtig om børn". Deres logik kan jeg godt forstå, men den hænger ikke sammen med min virkelighed. Jeg vil meget gerne have, at der er et barn i min familie, men jeg kan ikke være en familie alene.

Med fare for at lave en tidstypisk brøler, hvor en personlig problemstilling gøres til hele verdens, tror jeg, at en flig af sandheden om, hvorfor flere og flere kvinder ikke får børn, ligger her. Jeg tror, min gamle chef har fat i en virkelig lang ende, for hvor skal tilliden til familien komme fra?

I mine 20'ere og tidlige 30'ere fejede jeg nemmere moderskabet væk med fester, rejser og omsiggribende arbejdsprojekter, men en form for naturlig deadline trænger sig på.

Forleden trillede jeg en tur op til Louisiana. Alene så jeg en udstilling, og alene spiste jeg aftensmad. Jeg kan godt lide at tage kalechen ned, når jeg kører på Strandvejen, at kigge på vandspejl og aftenlys i stilhed. Jeg har vundet førstepræmier i at være på egen hånd, men en fornemmelse af uforbundethed skygger for nydelsen. På den obligatorisk afsluttende tur i museumsbutikken vendte jeg et kæmpe timeglas, som jeg ikke kunne finde prisskiltet på. Jeg håber, tilliden når at komme, inden drømmen bliver for gammel.