"Jeg tilstår: jeg har været et klima-fjols!"

Af: Ea Ørum, freelancejournalist

Jeg har en veninde. Hun er lækker på den der casual franske måde, og hun har altid spist økologisk. Jeg har haft det med bæredygtige indkøb som med rygning. Det har været nærmest rock'n'roll at være ligeglad: Jeg ryger, hvis jeg vil, og jeg spiser bøf, ananas og ikke økologiske tomater, når det passer mig.

LÆS OGSÅ: "Kald mig bare curlingmor"

Forleden indtog jeg så økologisk ost og drak en kaffe fra en producent, hvor bønderne havde fået rigtige penge for deres arbejde, hjemme hos samme veninde. Jeg kiggede ind i hendes uskyldsrene bioblik og fortalte, at jeg havde fået det anderledes med klimaforandringerne. Hun sagde: "Det plejer, du da ellers ikke at kunne forholde dig til". Arrogant. Hovent. Og pinligt. Det er ikke hendes bemærkning, jeg hæfter adjektiverne på, men at hun har ret. Det, hun siger, har jeg brugt tid på at formulere. Jeg har desværre sagt, at jeg ikke har kunnet forholde mig til klima.

LÆS OGSÅ: Kvinder indeholder mere end æg og æggestokke

Breaking: Ny tidsalder på vej

Indrømmet - der er en mand med i min klimaligning, men mest af alt har et par rejser udspilet mine øjne på en måde, så jeg ikke har kunnet holde fast på min "jeg er sgu da ligeglad med klimaet"-holdning.

Flere køreture i ørkenen udenfor Los Angeles og sejlture med udsigt til grønlandske isbjerge fik mig til at researche. 50 procent af den mad, som spises i USA, kommer fra Californien. Umiddelbart lyder det jo e.n.o.r.m.t. bæredygtigt, men det er det ikke, for området er fuldstændig tørt. Der er faktisk tørke. Det er en ørken. Vandet til dyrkning er tilført fra floder. Pumpet. Vandet er "kultiveret" – udnyttet, og der er snart ikke mere tilbage. I Grønland smelter isen, og vinden fyger med en kraft, der var ukendt bare få år tilbage.

Når man ser, naturen dø, skal man vel have et hjerte af sten, hvis man kan fortsætte med ikke at handle bæredygtigt. Det kunne jeg nu godt, indtil jeg gik i gang med at arbejde på en dokumentar om den tidsalder, som vi måske træder ind i til næste år. Efter 12.000 år i den holocæne tidsalder taler førende geologer nu om, at vi måske vader lige ind tidsalderen antropocæn – en mennesketid. Dvs. en periode, der er kendetegnet af, at DU OG JEG har fucket så meget med naturen, at dens udvikling kendetegnes af os. Dens fremtid tegner ikke lys.

About a boy

Jeg faldt for klima-manden, da jeg interviewede ham om det manglende vand i Californiens ørken. Han havde til gengæld nogle spørgsmål om formidling af affaldssortering. Jeg bryster mig af at leve ultra spartansk, så jeg havde ikke tænkt nærmere over affaldssortering. HOV?! Den kobling giver jo ikke mening. Jeg blev flov, og jeg gik ned i min gård (på Nørrebro) og kiggede på skraldespande. Jeg havde godt set, at glas skulle smides ud et sted og aviser et andet, og det havde jeg da også gjort, men der var også skraldespande til pap og plastik og elektronik?! OMG.

Klima-manden var heldigvis interesseret i at afprøve svært økologiske samværsformer... Oij mander, hvor har vi set mange dokumentarer om klimaforandringer. Bare han nu ikke dropper mig, når jeg tilstår: Jeg har været et klima-fjols!