Efter en krise var der kun én karriere, der gav mening for 60-årige Lene
Før hun fyldte 50, skiftede Lene Brøndum Madsen gerne job og branche med nogle års mellemrum, men efter et møde med en psykolog, der hjalp hende ud af en krisetid med stress og angst, var der kun én jobbeskrivelse, der gav mening. Det blev startskuddet til noget helt nyt.
Fortæl om, hvorfor du valgte at tage en ny uddannelse i en alder af 50.
"Det gjorde jeg efter at have været sendt til tælling af angst. Jeg blev sygemeldt med stress fra mit job som projektleder på Syddansk Universitet og blev ramt af en angst, som var fuldstændig invaliderende. Jeg kunne ikke gå på arbejde, ikke være sammen med andre mennesker, ikke have gæster."
"Jeg syntes, det var enormt skamfuldt, så da jeg skulle til psykolog, kørte jeg til en anden by. Da jeg var kommet på fode igen, var det det eneste, der gav mening for mig at hjælpe andre i samme situation."
Har du planer om flere nye uddannelser eller jobs de næste år?
"Nej, jeg bliver ved med det her, men jeg vil rigtigt gerne undervise mere, og jeg vil også rigtig gerne skrive en bog om angst. Det er jeg faktisk i gang med, men udfordringen er, at bogen aldrig bliver færdig, for hver gang jeg hjælper et menneske med angst, så er deres symptomer og vejen ud af angsten aldrig det samme, og jeg hjælper heller aldrig nogen på den samme måde."
"Der er mange, der arbejder metodisk og efter skemaer med milepæle, men den slags findes slet ikke hos mig. Jeg arbejder med mennesket før metoden, og jeg vil helst have alle mine erfaringerne med i bogen."
Hvad har overrasket dig mest ved at beskæftige dig med angst?
"Det er hvert femte menneske i Danmark, som på et tidspunkt i deres liv bliver berørt af angst. Der er børn, der ikke går i skole, unge mennesker, der ikke tager en uddannelse, og voksne, som ikke kan gå på arbejde, men jeg kendte ikke selv til nogen, der havde angst."
"Da jeg vendte tilbage til universitetet, var jeg blevet lidt mere fandenivoldsk. Jeg ville ikke skjule, at jeg havde haft angst og fortalte mine kollegaer om det. Og hver gang jeg sagde det højt, var det nogen der sagde: 'Det kender jeg, sådan har jeg det også, eller sådan har min mor, min bror, min søster det.' Det fik mig til at tænke, at en del af min mission skulle være at fortælle min egen historie."
Hvordan har du gjort det?
"Jeg har aldrig holdt foredrag før, men jeg besluttede mig for at gøre det. Der kom 150 mennesker, og det var meget grænseoverskridende, men så snart jeg sagde højt, at jeg led af angst, dalede min skræk indeni. Helt i slutningen af foredraget var der en på bagerste række, der fik et kæmpe angstanfald med kramper, og jeg gik ned til ham og sagde: prøv at trække vejret med lange udåndinger sådan her, det skal nok gå, nu hjælper jeg dig lige."
"Min veninde, som var med mig den aften, overvejede at slukke for min mikrofon, men så opdagede hun, at alle i rummet sad og trak vejret i takt med mig. Altså den der samhørighed … jeg får næsten kuldegysninger bare af at fortælle om det."
Har du måtte tage nogen fravalg?
"Når først jeg vil noget, så gør jeg det. Jeg har altid haft det sådan. Og jeg kan slet ikke se, hvordan alder skulle være et issue her. Skulle jeg sige til mig selv, at det kan jeg ikke nu, for nu er jeg jo så gammel, eller det har jeg jo ikke uddannet mig til? Vil du leve et liv i en bank i de næste 40 år og vente på, at du skal på pension, bare fordi du har taget en bankuddannelse?"
"Nej, når du føler, at der er noget, du ikke er glad i, så skift. Det er aldrig for sent. Jeg elsker mit arbejde, jeg har altid fire-fem måneders ventetid, og så holder jeg mange gratis foredrag. Den hjælp skal i hvert fald være gratis."