Eline fravalgte et barn med Downs syndrom: ”Jeg lå med hånden på maven og sagde farvel”

Det var en uge inden min datters to-års-fødselsdag. 

Hun var sløj, og min mand og jeg skulle til nakkefolds­scanning med den lillebror eller -søster, der lå i maven. 

læs også

I starten af deres forhold gjorde Asta Björk noget, som Sebastian Bull aldrig glemmer

Da vi ikke kunne aflevere vores datter i vuggestue, måtte vi tage hende med. Nu sad hun på skødet af sin far og spiste rosiner, mens scannings­sygeplejersken kørte apparatet over min mave. 

Mens hun baksede med at finde nakkefolden, blev hun tavs. Så bad hun os komme med om bag et forhæng, hvor der stod en computer, som hun indtastede nogle tal på. Så sagde hun: ”I har en forhøjet risiko for, at fostret har kromosomfejl. Tallet er 1:4.”

Min hånd fløj op til munden, og tårerne udviskede mit syn. Sygeplejersken startede en lang talestrøm om alt det, som tallet kunne være indikation for: Downs syndrom, turner­piger, hjertefejl. Det var svært at tage ind. 

Vi fik en tid til moder­kage­biopsi dagen efter og tog hjem og græd og krammede vores datter, som var forvirret over at se sine forældre ulykkelige.

Dagene efter var en følelsesmæssig rutsjebanetur. Vi svingede mellem håb og håbløshed. På hospitalet havde både læger og sygeplejersker manet til besindighed: ”Husk, at I har 75 procent chance for, at der ikke er noget galt.” 

Fra omgivelserne var der også lutter opmuntring. Men det var svært ikke at synke ned i negative tanker. Hver nat vågnede jeg og så tallet for mig: 1:4. Det svævede over min seng, krøb ind bag mine øjne.

Hvis barnet havde et alvorligt syndrom, var vi enige: Vi ville afslutte graviditeten. Vores datter var ikke engang to år, hun fyldte alt, og efter et langt forløb med kolik, da hun var baby, havde vi mærket, hvor udfordrende forældreskabet kan være – uden ekstra komplikationer. 

Vi kunne slet ikke overskue, hvordan vores liv ville se ud, hvis vi skulle være forældre til et barn, der oven i de ”normale” udfordringer bragte så mange ubekendte med sig. 

Ville vi skulle tilsidesætte vores datter? Det var vi ikke parate til.

Efter fem dage fik vi svar. Barnet havde Downs syndrom. Jeg var i chok og sorg, men det var også en lettelse at få vished. Det havde været så udmatten­de at holde fast i håbet – nu havde vi kun realiteterne tilbage, og vi havde truffet vores valg.

Jeg lå i sengen med hånden på min mave og sagde farvel. Farvel til det barn, jeg fravalgte. Samme morgen skulle jeg have aborten. Jeg følte ikke skyld, men jeg følte sorg. 

læs også

Bente støttede alt for længe sin søn i hans misbrug - en dag sagde hun stop, og det ændrede alt

Jeg græd meget. Også i tiden efter. For at få en pause fra mine tanker og få følelsen af, at livet gik videre, begyndte jeg at arbejde igen næsten med det samme. Mange undrede sig over det valg, ligesom nogle mente, at jeg burde gå til psykolog og få bearbejdet traumet. 

Men det var ikke et traume, for jeg var afklaret.

Halvandet år senere fik vi en søn, og seks år senere en mere. Under begge graviditeter var jeg nervøs, indtil jeg havde svar på, at der ikke var forhøjede risikotal.

Aborten har aldrig været et tabu. Dengang fortalte min mand og jeg vores omgangskreds om vores beslutning, og da vores børn blev gamle nok til at forstå, fortalte vi også dem om den. 

Det er vigtigt for mig at stå ved, at vi tog det valg, der var det rette for vores familie. 

Barnet, vi sagde farvel til for 15 år siden, sender jeg stadig en kærlig tanke. Især når jeg ser et barn med Downs syndrom. Så føler jeg et stik af sorg.

Men jeg føler stadig, at vi traf den eneste beslutning, vi kunne.