Anne Katrine var vred over barndommens svigt – men så fandt hun en måde at give slip

Skam! Ordet og alt det, det dækker over, har fyldt rigtig meget i Anne Katrine Nørholms liv. 

Vreden og skammen over sin barndom i 70’erne har hun skrevet om i debutromanen ”Nøglebarn”, hvor Anne Katrine lader hovedpersonen være sit talerør: Et lille menneske, som desperat prøver at navigere i en dårligt fungerende familie. 

Ligesom figuren Anna har Anne Katrine skammet sig over sin mors psykiske sygdom og manglende evne til at være mor. Skammet sig over, at faderen forlod både hende, hendes søster og mor og fik en ny familie.

Elsebeth fandt en gammel bog - og fik to nye badeværelser for den

Har du tjekket din bogreol for nyligt? Måske gemmer den på det rene guld. Elsebeth Egholm kunne næsten ikke tro på sit eget held, da hun fandt ud af, hvad hun havde i gemmerne.

"I min barndom skammede jeg mig over alt det, jeg skulle dække over. Da jeg blev voksen, blev jeg selv ramt af depressioner og indhentet af alt det, der skete i min barndom. Hvordan jeg skammede mig over min mor, som skammede sig over sig selv og sine depressioner. Det var først som voksen jeg indså, at min barndom var anderledes, end den burde have været, og det medførte så meget vrede og sorg," fortæller den nu 64-årige forfatter.

Det hele så ellers så pænt ud, da Anne Katrine voksede op i et kunstnerisk middelklasse hjem nord for København. Faderen var komponisten Ib Nørholm og hendes mor klassisk uddannet pianist – med svære depressioner. En dag forsvandt faderen.

"Han fadede ud af mit liv. Forsvandt bare mere og mere, og i årevis så jeg ham meget lidt. Han fik en ny, lysere familie, som stod i voldsom kontrast til vores mørke," fortæller Anne Katrine.

Selv bor hun i dag på femte sal i en lejlighed på Østerbro, hvor lyset strømmer ind gennem de store dannebrogsvinduer. Katten Elvis strækker sig dovent, tulipanerne varsler forår, og Anne Katrine stråler af livsglæde og overskud. Hun er kommet overens med sin opvækst og sine, nu afdøde, forældre, der begge svigtede hende. 

"Min mor var maniodepressiv, som det hed dengang, og hun var ofte syg med depressioner eller manier. Flere gange under min opvækst var hun indlagt og truede ofte med selvmord."

"Jeg udviklede lange antenner og gik rundt med en konstant bekymring, som selvfølgelig har præget mit liv. Min far svigtede, fordi han forsvandt og ikke formåede at inkludere mig i sin nye familie. Heldigvis kom vi meget tæt på hinanden, før han døde," fortæller Anne Katrine. 

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Lyttede ikke

Som 19-årig flyttede Anne Katrine hjemmefra, men opdagede, at hun ikke kunne flytte fra sin arv.

"Jeg var ren facade, som min mor, og ofte meget overgearet. I mange år var jeg præget af sorg og var vred på min mor over de omsorgssvigt, jeg var udsat for som barn," forklarer hun.

Anne Katrines mor var ofte fjern i blikket og ikke rigtig til stede. Når hun var depressiv, lå hun i sengen og græd og talte om at dø til sin lille pige, som tit var bange. Indimellem livede moderen op, var kreativ og sjov, og så elskede Anne Katrine at være sammen med hende. For det meste levede moderen i sin egen boble. 

Først da Anne Katrine som voksen selv blev ramt af depressioner, begyndte hun at forstå, at hendes mor nok ville, men ikke magtede at tage sig af hende.

"Min mor elskede min søster og mig, men sygdommen overtog hende. Hun sagde selv, da hun blev ældre, at hun havde dårlig samvittighed over, at hun fik den sygdom. Det var godt, at hun kunne se det, men hun fralagde sig også et ansvar. Desværre nåede vi ikke at få talt om det, før hun døde, men jeg føler meget større forståelse for hende nu," fortæller Anne Katrine.

Det var et skrivekursus, der kom til at forløse Anne Katrines vrede og skam. Første opgave var at skrive en side med overskriften ”Nøgle” – og sådan blev den første scene i bogen ”Nøglebarn” til.

"Og så skrev jeg, indtil jeg erkendte, at jeg var i gang med at skrive en roman, der tog udgangspunkt i mit eget liv. Det tog så 15 år at skrive den færdig," erkender Anne Katrine med et smil.

Undervejs kom hun i større kontakt med sin sårbarhed og sorg over sin opvækst.

"Da jeg skrev, gik det op for mig, at de svigt, jeg var udsat for, ikke var mit ansvar og derfor heller ikke min skyld. Mit ansvar er at tackle og tage ansvar for mit liv som voksen. Da jeg accepterede, at det var sådan, det var, og at jeg må tage udgangspunkt i det liv, som jeg har nu, opløste offerrollen sig," fortæller Anne Katrine.

Camilla var 34, single og drømte om børn: ”Jeg fik et råd, der kom til at ændre alt”

Jeg havde altid drømt om at få børn, men i en alder af 34 havde jeg endnu ikke mødt en mand at få dem med. Det gjorde mig desperat og ret ulykkelig, indtil jeg fik et råd, der kom til at ændre alt.Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Fremkaldt 

Hun fik mere kontakt til sin far efter moderens død i 2007, og han bad om lov til at komponere musik til nogle digte, Anne Katrine havde skrevet.

"Det var den anerkendelse fra min far, jeg havde higet efter hele livet, og jeg var så stolt," fortæller hun.

Hendes far blev ramt af demens, og i hans livs sidste måneder var Anne Katrine dagligt hos ham.

"Det var med blandede følelser, for jeg tænkte også, ”Her sidder jeg og giver ham al den omsorg, som jeg ikke selv har fået. Han fortjener det ikke”. På samme tid fik jeg så meget kærlighed fra ham, at det blev helende. At jeg kunne give det til min far, som jeg selv har manglet, forsonede os. Det var så dejligt, at vi fik den tid sammen. Jeg følte, at jeg blev fremkaldt."

Efter faderens død skrev hun sin bog færdig og har givet sin mor en stemme. Derfor følger man som læser skiftevis den 11-årige Annas og moderens oplevelser og får som læser en forståelse for begge.

"Det var fedt at skrive moderens stemme. Den bygger på min mors fortælling om, hvordan det var at være hende – så meget, som jeg nu har vidst – men også på min egen erfaring med depressioner," forklarer Anne Katrine.

Bogen udkom sidste år, og for Anne Katrine blev det et endeligt opgør med skammen.

"Jeg græd af angst for at blive udskammet, når alle pludselig kunne læse, hvad jeg havde skrevet og oplevet. Men så tog fanden ved mig, og jeg besluttede at stå ved mig selv. Efter bogens udgivelse kom alle de fine anmeldelser, og jeg fik en mindre kærlighedsstorm, som har rørt mig meget."

"Jeg har stadig skammen med mig, men den får ikke lov at fylde. Jeg vælger at gå med taknemlighed, og med taknemlighed følger næsten altid glæde. Mine forældre var, som de var, og nu er det mit ansvar at få et godt liv. Det tager jeg på mig," slutter Anne Katrine.

Tre kvinder har mistet en legemsdel – og har i dag fundet styrken i deres nye liv

Forestil dig at få amputeret en del af din krop – på grund af sygdom, en ulykke eller et misbrug. Det er vilkåret for disse tre seje kvinder, der hver dag må undvære en fysisk del af sig selv. Men som med tiden – og masser af øvelse – har fået et godt liv.

Om "Nøglebarn"

Bogen ”Nøglebarn” er Anne Katrine Nørholms debutbog, og tager udgangspunkt i hendes eget liv gennem hovedpersonen Anna. 

Den 11-årige Annas mor er maniodepressiv, som det hed dengang, og ofte syg med depressioner. Fra Annas perspektiv følger vi, hvordan morens sygdom langsomt bliver værre og værre, og hvilke konsekvenser det har for Anna. 

Samtidig får vi via morens dagbogsnotater indblik i, hvordan depressionen opleves indefra. Der er altså et skift mellem pigens og moderens oplevelse af situationen.