Elisa Lykke fik sidste år konstateret kræft og begyndte i
kemobehandling i november. Hun fortalte kun til sine allernærmeste om sin
diagnose, og derfor kom det som en stor overraskelse for alle, da hun til
Danish Beauty Awards i april i år pludselig smed parykken.
Lige dér på scenen – med parykken i hånden – delte hun sin
kræftdiagnose med offentligheden.
”Jeg havde holdt det hemmeligt, at jeg havde fået kræft. Mine
helt nærmeste kerne vidste det selvfølgelig, men jeg havde ikke noget behov for
at dele det på Instagram eller offentligt,” siger Elisa Lykke i denne uges
udgave af ALT for damernes podcast Skål Søster.
”Jeg har deltaget i Danish Beauty Awards i 15 år, og i år var
der en pris for Look good, feel better, som er en organisation, der hjælper
kvinder under kemo-behandlinger med deres looks, fordi man mister jo al
identitet; man mister hår, øjenbryn, øjenvipper – undervejs i behandlingen.”
Og den pris fik Elisa Lykke mulighed for at overrække.
”Det var min kæreste, Tor, der sagde: Skat, der kommer en
tid før, under og efter. Hvad med, at du bruger den platform til Danish Beauty
Awards til at lave et stunt. Der er altid larm, og ingen hører, hvad der bliver
sagt fra scenen, men da jeg spørger ud i salen, om der er nogen, som kender
nogen, eller som selv har haft cancer, ryger hænderne op i salen. Det var meget
rørende, og så rakte jeg hånden op og sagde, at jeg også blev nødt til at sige,
at jeg også kender det. Og så smed jeg parykken og var helt skaldet. Det var
meget sårbart, og jeg bliver stadig meget rørt, når jeg taler om det.”
Elisa Lykke fortæller, at det var for at sætte fokus på
behandlingen, at hun valgte at smide parykken lige netop der.
”Vi taler meget om kræft, og det skal vi blive ved med, for
rigtigt mange får cancer. Men jeg synes ikke, at vi hører noget om
behandlingen, fordi kvinder gemmer sig, og kvinder mister meget identitet. En
mand, der bliver skaldet, ser vi hele tiden – og de vælger det ofte selv, men
der ikke så mange kvinder, der vælger at blive skaldet af sig selv,” siger hun
i podcasten og fortsætter:
”Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle gøre det, fordi jeg
stod midt i en kemo-behandling og havde hverken hår eller øjenbryn. Det har man
ikke, når man er i kemisk krig. Og det var noget, som fyldte hver evig eneste
morgen, når jeg stod op og skulle kigge på mig selv i spejlet, og ikke kunne se
mig selv. Det var forfærdeligt. Håret er über-kvindeligt og feminint, vi
svinger med håret og nulrer det, når vi flirter, hår er bare en kæmpe ting, så
når man får det frataget ufrivilligt, er det virkelig hårdt.”
Huer og parykker
Indtil den aften i april havde Elisa Lykke haft brug at
gemme sig. Hen over vinteren havde hun gået med huer og parykker, men til sidst
blev hun træt af det.
”Og så tænkte jeg, at nu kom det helt rigtige tidspunkt. Jeg
var nået halvvejs i min behandling, og min kæreste opfordrede mig til, at jeg
brugte min platform til at hjælpe andre kvinder, for der kommer også en tid
efter. Og efterfasen er nærmest lige så slem, som at være i det, for jeg føler
mig lidt som en soldat, der er gået på orlov, man har været i krig og skulle
holde sig selv oppe, nu har man smidt sablerne, og hvad så?”
I dag har Elisa Lykke det godt. Hun er kræftfri og lader det
med egne ord ikke æde hendes liv mere.
Håret er kort, og det er hun glad for, selv om hun tidligere
har været bange for at blive korthåret.
”Jeg får så mange komplimenter, og jeg har det virkelig fint
med det. Og girls, der sidder med langt hår: Fuck, hvor er det dejligt nemt.
Hvis jeg lader det gro længere, så tror jeg, at jeg kommer til at savne
nemheden i det.”
