Sidse Babett Knudsen kan ikke genkende andres syn på at blive ældre: ”Det føler jeg mig faktisk lidt snydt over”
Hvor langt vil man gå for sit barn? Det er et af de store temaer i filmen 'Vogter', hvor Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen. Hun er selv mor og ville ønske, at hun kunne overtage alle problemer for sin søn. Vi har mødt skuespilleren til en snak om at bruge sin alder som en bonus på jobbet, om et smukt samarbejde og om at forberede sig på, at sønnen snart flyver fra reden.
Sidse Babett Knudsen har været i fængsel. I lang tid. Med egen celle.
Det var ganske vist i et nedlagt fængsel og i forbindelse med arbejdet på en film, så cellen var til at slappe af i mellem optagelserne, og Sidse kunne gå hjem hver aften. Men alligevel.
Det har sat sig nogle spor i hende. Der er noget med den magt, der ligger i, at nogle mennesker, der har lavet en forbrydelse, bliver låst inde af nogle andre mennesker. Magt er et helt klart tema i den aktuelle film og noget, som Sidse har tænkt meget over. Men hun kan ikke lade være med at vende begrebet om.
"Når jeg tænker over magt, så tænker jeg straks afmagt. Afmagt er meget frustrerende i utroligt mange sammenhænge, og det kan fylde så meget for mig. Jeg har virkelig, virkelig svært ved, når andre skal bestemme over mig. Og det kan være helt ned til noget så simpelt som i security i lufthavnen, hvor jeg kan føle mig helt afmægtig. Her er der nogle mennesker, der har magt over mig, og som kan pille min taske fra hinanden og skælde mig ud over, at jeg har en læbepomade med i min håndbagage.
Jeg arbejder med mig selv i forhold til, at det jo er deres arbejde og eksistensberettigelse, men det er ikke nemt. Jeg har det meget, meget svært med den der usynlige og uudtalte magt, som pludselig kan blive helt styrende.
Jeg oplevede det også i sommer, da jeg var til filmfestival i Cannes. Dernede handler det hele om, hvor du er i hierarkiet. Ved folk, hvem du er, eller gør de ikke, når du står der på den røde løber i en kæmpefin kjole? Vil de slikke gulvet for dig, eller vil de have dig af vejen? I sådan en situation kæmper jeg virkelig indeni. For jeg bliver ked af det. Eller måske mere irriteret over, at der skal køre sådan et magtspil. Og så prøver jeg at reparere, beskytte og trøste mig selv, for jeg bliver så sindssygt påvirket af mange mennesker.
Jeg er ikke god til crowds. Jeg kan ikke lade være med at have alle antenner ude og mærke efter, hvad det er, der foregår omkring mig, når jeg møder op som mig selv. Som Sidse. Måske er det derfor, det passer mig så godt at være skuespiller, for der er opgaven at samle sig og bare være i sin egen rolle."
Et stort filmmenneske
Sidse er mødt op i den hyggelige café Capito Øresund, hvor interviewet skal foregå, med en kæmpe dunk med ”Professorens grønne grød”, som hun har lavet hjemmefra, og hun rører ikke det lækre bagværk, som ellers bliver stillet foran os på bordet. Hun har brug for at genoprette sin krop efter en hektisk arbejdsperiode, hvor hun har været på seks flyvemaskiner i løbet af de seneste fem dage, og det gør hun bl.a. ved at indtage den sunde grød.
Filmen, Sidse lige nu er aktuel med, hedder 'Vogter' på dansk og 'Sons' på engelsk, og her spiller hun den idealistiske fængselsbetjent Eva, der bliver fanget i sit livs dilemma, da manden, der er dømt for mordet på hendes søn, anbringes i det fængsel, hvor hun arbejder.
Uden at afsløre sin hemmelighed beder Eva om at blive flyttet til den unge mands afdeling, som er den hårdeste og mest voldelige i fængslet. Filmen er instrueret af Gustav Möller, som Sidse selv opsøgte efter at have set hans film 'Den skyldige', som hun var meget betaget af. Hun kunne godt tænke sig at arbejde sammen med ham, og da han fik idéen til den aktuelle film og gerne ville have hende med, sagde hun ja lige med det samme.
"Og det har været en virkelig, virkelig lykkelig oplevelse at spille det her ulykkelige menneske, som Eva er, fordi Gustav er sådan et stort filmmenneske, der har en meget spændende måde at arbejde på. Jeg har simpelthen bare stillet mig til rådighed i forhold til at spille en rolle, som ikke ligner noget andet, jeg tidligere har spillet."
Annonse
Hvad var det, der tiltrak dig ved rollen som Eva?
"Det handlede meget om at arbejde på en anden måde. Jeg blev i sin tid uddannet i Frankrig, og der arbejdede vi meget abstrakt på sådan en lidt syret måde. Med fornemmelser, dynamikker, fysik og form. Vi skulle underholde.
Da jeg bagefter kom tilbage til Danmark for at arbejde, tog det mig ret lang tid at komme over i den skandinaviske tankegang, hvor man går mere analytisk og psykologisk til faget. Med Gustav og den her film kunne jeg mærke, at jeg pludselig kunne gå tilbage til noget af det, jeg havde lært i Frankrig. Til min intuition. Jeg konstruerede ikke en rolle, jeg mærkede mere efter, hvordan Eva var.
F.eks. kunne jeg mærke, at hun havde virkelig langt til ord. Når folk talte til hende, så skulle hun langt omkring, før hun kunne sende ord tilbage. Der var sådan en træghed i hende. Hun er et dybt traumatiseret menneske, og jeg arbejdede også meget med følelsen af skyld i den rolle. For at kunne være i den her verden har Eva lagt så mange lag udenpå sig selv, at hun næsten er blevet helt zombieagtig. Hun har ikke noget at leve for, efter hun har mistet sin søn, men leve skal man jo.
Og det sted, hvor hun kan fungere, fordi der kun bliver krævet meget, meget lidt af hende, det er i et fængsel. Her er succeskriteriet for en god dag, at hun har hjulpet en fange til at have det bare et gran bedre, fordi hun har givet ham en hånd ved kaffemaskinen."
Hvordan var det at optage i det nedlagte Vridsløselille Fængsel?
"Der var noget med akustikken, lydene, konstruktionen og de smalle gange, der gav enormt meget. Og kostumet var også helt sindssygt vigtigt. Jeg blev sådan en lille kompakt, firkantet kasse med den uniform og det kæmpe bælte, hvori der hang alle mulige ting. Den eneste research, jeg lavede, var at lære alle de fysiske ting, en fængselsbetjent udfører, så det føltes naturligt. F.eks. at låse døre op og i. Det gjorde jeg en masse gange med en rigtig fængselsbetjent."
Har filmen givet dig en anden opfattelse af, hvordan det er at være i fængsel som ansat eller indsat?
"Det har vi alle gjort os mange tanker om i forbindelse med filmen, og det var også noget af det, Gustav gerne ville undersøge. Som samfund har vi jo brug for, at vores byer er trygge at færdes i, så derfor skal kriminelle selvfølgelig fjernes fra gaderne.
Samtidig ligger der en opgave i at rehabilitere dem, så de kommer ud af fængslerne som bedre borgere, men der ligger også den her irrationelle, mere dyriske og mindre civiliserede trang til, at fangerne skal straffes. De skal ikke have det for godt i fængslerne, for så bliver vi forargede. De to opgaver er svære at løse samtidig."
Annonse
Hvem er Sidse Babett Knudsen?
- Skuespiller og aktuel med hovedrollen som fængselsbetjenten Eva i filmen 'Vogter'. Filmen var udtaget til hovedkonkurrencen til årets Berlinale.
- Hun er kendt for film som 'Den eneste ene', 'Efter brylluppet', 'Til døden os skiller', 'Kapgang', 'Undtagelsen' og 'Inferno', hvor hun spillede overfor Tom Hanks.
- Blev internationalt kendt via sin rolle i tv-serien 'Borgen' og har siden spillet med i HBO-serien 'Westworld'.
- Hun er 55 år og mor til en søn på 20 år.
Alle er nogens barn
Paradokset mellem rehabilitering og samfundets straf eller hævn får et menneskeligt ansigt med Eva og fangen Mikkel, som afsoner for drabet på hendes søn.
I biografens mørke sidder man helt ude på kanten af sædet, når magtbalancen tipper fra den ene til den anden, for der er virkelig noget på spil, da Eva bliver flyttet over i den afdeling, hvor hun pludselig har noget formel magt over Mikkel. Hvor langt ville man selv gå, hvis der var nogen, der havde gjort ens barn fortræd? Og er det hævn eller tilgivelse, der er svaret?
Du har selv en søn, hvilke følelser kan du genkende fra filmen?
Annonse
"Der er jo ikke nogen følelser, der rører en dybere, end følelserne for ens barn. Børn er ikke bare den største kærlighed, vi har, de er også den direkte tråd til hjertemusklen, og derfor føler man simpelthen deres sorger så stærkt. Og her kommer afmagten ind igen, for du kan ikke gøre noget ved det. Du kan ikke gøre noget ved en ulykkelig forelskelse eller noget andet, dit barn er ked af. Og det er virkelig frustrerende, synes jeg, at man ikke kan sige til sit barn: ”Ved du hvad, den tager jeg.
Jeg kan godt tåle at tage din sorg fra dig og så arbejde med den for dig”. Jeg tror, det ligger helt instinktivt i en som forælder, at man gerne vil bære alt det tunge for sit barn. Barnets sorg, negative følelser og vrede føles jo lige så stærkt, som hvis det var en selv, der oplevede det. Og måske næsten endnu stærkere, fordi man samtidig føler den her afmagt. For man KAN jo ikke overtage alt det svære fra sit barn."
"Og ja, så er der spørgsmålet, hvor langt vil man gå for sit barn. Som om det er sådan et præcist sted: SÅ meget vil jeg gøre! Men hør her, man vil jo gøre ALT for sit barn, så det er en kliché på en eller anden måde. Men når man så dykker ned i klichéen, er det jo lige pludselig ikke bare sådan en – biiip – lang streg, som er et konstant niveau af kærlighed, tiltro, tillid og kendskab til barnet.
I virkeligheden er mødet med ens barn jo en graf, der går op og ned, op og ned. Okay, HER mødes vi. HER kender vi hinanden. Og hov, HER foretager du dig noget, som jeg ikke kan genkende i mig selv. Og det er jo præcis det, der gør, at du er dig, og jeg er mig i en barn-forældre relation. Nogle ting synes man er super fascinerende ved ens barn. Andre ting synes man ikke er særlig fede. Og da jeg gik rundt i fængslet, hvor de søde statister spillede indsatte, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, at alle indsatte jo har mødre og fædre, som har det sindssygt forskelligt med, at deres børn er i fængsel.
For nogle forældre vil det være en del af livet, at ja, det er det, der sker, når man laver kriminalitet, og for andre vil det være et kæmpe chok, at deres barn kommer i fængsel. Nogle forældre vil være parate til at støtte hele vejen igennem, og nogle vil sige, jeg kan ikke mere."
Hvordan tror du, at du ville reagere, hvis nogen gjorde din søn ondt?
Hun holder en meget lang pause.
"Let’s not go there!"
Hun griner højt og meget længe. Og mere svar kommer der ikke på det spørgsmål.
I filmen møder Eva på et tidspunkt moren til sin søns drabsmand, og det viser sig, at de har mere til fælles end som så. Der opstår en underlig tavs forståelse de to imellem, selvom situationen ellers på ingen måde indbyder til det.
Oplever du en form for solidaritet med andre mødre i dit eget liv?
"Ja, det synes jeg, at jeg gør. Når man møder andre mennesker, taler man ofte om de ting, der rører en mest, og vores børn rører os enormt meget. Man kan jo føle sig som den første i verdenshistorien, som oplever en bestemt ting med sit barn, og nogle gange kan det være enormt befriende, at andre fortæller deres historier, så man kan sige, gud, jeg er ikke den eneste, der har haft det sådan her.
Et eksempel kunne være det her med, at børnene skal flytte hjemmefra på et tidspunkt. Det er jo en kæmpe ting, at ens livsopgave på en eller anden måde bliver dybt forandret i det øjeblik, ens børn flytter hjemmefra. Set udefra er det jo meningen med det hele, at de selvfølgelig skal flytte hjemmefra en dag, det er super naturligt, og det er godt, at de skal flytte hjemmefra. Men sådan føles det ikke nødvendigvis indeni.
Det stikker jo sindssygt dybt, at man skal forandre hele sit system – hele sin mission i livet – når de flytter. Og det er det, jeg er ved at gå igennem lige nu. Jeg ved, at min søn snart skal flytte hjemmefra, og i den sammenhæng har det været enormt rart for mig at høre andre mødre sige, hvor vildt det er, og hvor svært de har ved at forholde sig til det. Ellers ville jeg nok tro, at det da bare var noget, jeg burde kunne finde ud af."
Men det er sværere end som så?
"Ja, meget kompliceret."
Fordi man har draget omsorg for sit barn i så mange år?
"Ja, men for mig lyder det som om, at det handler om noget med tid og praktik, når du siger det sådan. Jeg synes, at det er så meget mere end det. Jeg har det sådan, at det at være mor er det, jeg er sat her på jorden for-agtigt. I enormt lang tid. Så det stikker dybere end alt det rationelle."
Hvordan forbereder du dig på, at det skal ske?
"I virkeligheden har jeg ikke tænkt så meget over det endnu, for jeg ved jo ikke, hvordan det vil blive. Men jeg har indstillet mig på, at det kan blive stort. Og allerede ved at gøre det kan jeg slappe lidt mere af. For så må det gerne fylde meget."
Hun stopper og tænker sig lidt om.
"For mig er det sådan, at jeg somme tider skammer mig over, at noget fylder meget i mit liv, for når jeg kigger på andre, så virker det som om, at de har meget, meget nemmere ved det. Og hvis man tænker, at noget ikke må få mere plads end et fingerbøl, så vil det ende med at vælte ud over det fingerbøl, fordi der er alt for mange tanker og følelser, og det er der, jeg godt kan føle mig forkert og opleve sådan en underlig skam.
Men så, hvis jeg finder ud af, at andre også har rigtig svært ved at pakke en taske, gå ind i en flyvemaskine, have et konfliktmøde eller hvad det nu kan være, så får jeg det sådan, nå, puha, så må jeg også godt synes, at det er svært. På den måde udhuler jeg en plads til, at det svære godt må fylde noget, og så passer tingene bedre sammen i mit system. Det er derfor, det er godt og givtigt at tale med andre mennesker om det, der fylder. Eller at læse bøger om det.
Noget af det lækreste ved skønlitteratur er, at der er nogle forfattere, som tillader sig at gå ind i lige præcis det tema eller den følelse, som man kender fra sit eget liv, og beskrive det, så man tænker, ah, it’s the human condition. Det er ikke kun mig, der har det sådan."
Hvem skal hjælpe mig?
Når Sidse taler om, at hendes søn er tæt på at flytte hjemmefra, siger det også noget om det sted i livet, hun selv er. Midt i 50’erne med alt, hvad det indebærer af godt og skidt.
"Gennem de senere år har jeg da gjort mig nogle tanker om det at blive ældre, og jeg har langt hen ad vejen bare overhovedet ikke syntes, at jeg selv levede op til, hvor fedt det skulle være at blive ældre og klogere og alt det der. Det syntes jeg overhovedet ikke var rigtigt. Jeg syntes bare, at det var forfald og døden, der nærmede sig. Men jeg vil sige, at der er ved at komme nogle bonuspoint."
Hvilke?
"I forhold til nogle gange at være den ældste i rummet. På 'Vogter' tror jeg for eksempel, at jeg var den ældste på hele produktionen. Også ældre end produceren. Og det var på en måde også noget af det, jeg stillede til rådighed i forhold til projektet.
Jeg var nok den, der havde lavet flest film, fordi jeg var ældst og havde været længst tid i branchen, og på produktionen af 'Vogter' oplevede jeg det som super harmonisk, fordi det blev brugt godt, at jeg kunne tilbyde noget, som de andre ikke kunne.
Samtidig kunne jeg frydes ved at stå med sådan en ung instruktør, som ikke har lavet særlig meget, men som har så kæmpestort et talent. At vi kunne mødes og arbejde sammen, oplevede jeg som ret fantastisk, fordi jeg nok normalt søger dem, der er ældre og mere erfarne end mig. Jeg vil gerne have nogle mentorer og ledere, som jeg kan blive inspireret af, og de første par gange man så oplever at sidde i et rum, hvor der ikke er nogen, der er ældre, mere erfarne og mere lederagtige end en selv, så tænker man: Okay, hvem fanden skal så hjælpe mig?
Men der er jeg begyndt at opleve, at der sker noget, som jeg kan bruge den anden vej. Det er en ny rolle at være den ældste i rummet, og jeg er begyndt at se det som en vej frem, hvor jeg før kun har set det at være midaldrende som et tab. Så jeg tror, det handler om, at jeg skal begynde at acceptere min autoritet. Tage den til mig og stå inde for den."
Hun holder en lille pause og smiler lidt for sig selv, inden hun udbryder:
"Og ja, så har jeg et sindssygt godt helbred! Jeg føler mig virkelig sund og rask og kan godt lide at lave sport. Træne. Løbe og danse. Bruge min krop. Og det skønne er, at min krop også gerne vil løbe og danse, og det er jeg virkelig taknemmelig for, for det er jo ikke givet, at det er sådan. Jeg føler mig meget heldig på den front."
Så ingen skavanker?
"Nej. Men jeg er ved at have det sådan, at jeg næsten ikke gider at blive fotograferet mere. Efter interviewet her skal vi ud og tage billeder til artiklen, og det synes jeg ikke er sjovt længere."
Hvorfor ikke?
"Nej, for der vil jeg hellere bare være lækker, altså."
Og det synes du ikke, at du er?
"Alle gamle mennesker har til alle tider sagt, jamen det er så sindssygt at blive ældre, for man føler sig jo stadig ung indeni. Og sådan har jeg det også. Jeg ser bare anderledes ud set indefra, end jeg gør set udefra. Tyngdeloven findes jo ikke inde i min sjæl, men det gør den ude i kroppen. Tingene begynder at kravle nedad. Og det kan man se på et billede.
Samtidig vil jeg lige sige, at jeg altså elsker rynker. Jeg synes, rynker er fantastiske, for der kan man se, hvordan folk har levet, og det er super fedt. Der er noget meget ærligt over et gammelt ansigt, men jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg ser mere sur ud, end jeg føler mig. Det er virkelig åndssvagt, synes jeg, for hvis jeg går rundt og har det super fint – tra-la-la – så vil jeg jo gerne ha’, at folk kan se det.
Det er især på billeder, jeg synes, jeg ser sur ud, og derfor bliver billeder mere og mere en løgn for mig, fordi det er et øjeblik, der er frosset i tid. Jeg har ikke noget imod at se mig selv på film, heller ikke selvom jeg ser sur og sammenbidt ud, som jeg gør i 'Vogter', men det er jo netop fordi, det er en rolle, der er lavet til, at man ser den udefra. Når der bliver taget et billede af mig, skal det forestille at være mig, men sådan som billedet ser ud, er ikke sådan, som jeg ser mig selv indefra."
Hvornår begyndte de har tanker om alder?
"Det starter vel med, at man bliver 40, og så krukker man med sin alder, mens folk omkring en siger, nej, nej, hold nu op, du er så ung. Så krukker man løs i flere år, men pludselig holder folk op med at sige noget! Men jeg er efterhånden kommet frem til, jamen, jeg er jo ældre, og der er ved at komme en accept af, at det er der noget godt og interessant i. Jeg står måske mere inde for mig selv.
Men jeg forstår altså ikke, når folk siger: ”NU ved jeg, hvem jeg er, og hvad jeg vil og ikke vil”. Som om man bliver super sikker på alting med alderen. Det synes jeg virkelig ikke, at man gør, og det føler jeg mig faktisk lidt snydt over. Man bliver tvunget til at acceptere sig selv på et nyt niveau, men man får ikke noget hjælp til det. Det minder lidt om at være teenager. Der ved man, at næste skridt er, at man skal være voksen, og det er man pisse bange for, for kan man nu finde ud af det?
Man glæder sig også helt vildt, for man kan ikke holde ud at være barn mere, men man har samtidig så meget tvivl i sin lille krop og sin lille sjæl. Og det er lidt sådan, jeg har det, tror jeg, men jeg har måske fundet en ungdom i at være lige i starten af at være et af de gamle mennesker. Jeg er sådan en baby i gammelmenneskeheden.
Jeg vil stadig ikke sige, at jeg glæder mig til at blive rigtig gammel, og det handler igen om afmagt. Det her med, at man kan blive afhængig af, at andre mennesker skal hente ens mad eller hjælpe en ind i et fly."
Så du holder godt fast i træning og den sunde, grønne grød?
"Ja, og så sørger jeg for pinedød at nyde den her tid, hvor jeg stadig kan en masse og kan klare mig selv."
Denne artikel er første gang udgivet i ALT for damerne uge 36.
