Da Elses søn tog sit eget liv, tog hun et stort valg: ”Før var jeg bange for at dø. Det er jeg ikke mere”

Else ved mere om sorg end de fleste.

Hun er bedemand og har selv stået i den værste sorg, som et menneske kan opleve – nemlig at miste et barn.

Læs også

Kunne du bo som Louise og Jacob? ”Vi ved aldrig helt, hvor vores børn er, men vi er trygge”

"Jeg bruger min egen historie og sorg til at vise andre, at man kan komme videre, også selv om man mister et så ungt et menneske som Kristian. Sorg er kærlighedens pris, og vi ville ikke undvære kærligheden," siger Else Mikkelsen.

Hun er mor til fire drenge på 32, 28 og 35 år. Hendes ene tvillingesøn, Kristian, blev kun 25. Han valgte at afslutte sit liv for 10 år siden.

Else har brugt mange timer alene og i terapi på at fundere over, hvorfor Kristian valgte livet fra. Han havde intet misbrug eller psykisk sygdom. Efterhånden har hun slået sig til tåls med, at hun aldrig får et svar. Psykologen kaldte det ”momentan sindssyge” og ”tunnelsyn”. Måske er det forklaringen, men det er ord, der ikke ændrer ved det faktum, at Kristian er borte, og Else får aldrig vished.

"Det er ufatteligt, og selv om jeg fik et svar, ville det udløse nye spørgsmål. I stedet må jeg acceptere, at Kristian ikke ville være i livet længere," siger hun.

Brug for en krammer

Kristians selvmord kom som et chok for hele familien. Han boede med sin kæreste og var tre måneder fra at være færdig med sin universitetsuddannelse i international business. Tre måneder før sin død var Kristian toastmaster til sin tvillingebrors bryllup, og som altid var han festlig og sprudlende.

"Han var glad og havde en sød kæreste. Han var sød og kærlig, og sådan en alle kunne tale med. Ingen anede uråd," fortæller Else.

Den 27. september 2013 var Kristian i byen i Aalborg med nogle venner. Dagen efter skulle familien samles til brunch hos det nygifte par, men den hyggelige familiedag blev ikke til noget. Else blev ringet op om morgenen af sin svigerdatter, der fortalte, at Kristian var død.

"Jeg smed telefonen og skreg," husker Else.

Resten af dagen forsvandt i en tåge, men Else mindes, hvordan familien var på sygehuset og se Kristian.

"Det var så forfærdeligt at se ham ligge der. Jeg panikkede helt ved tanken om, at jeg aldrig skulle se ham igen," siger hun.

Snart stod det klart, at Kristian havde taget sit eget liv på vej hjem fra byen. Midt i tragedien skulle familien arrangere hans begravelse.

"Der var ikke kemi mellem os og bedemanden. Hun guidede os bare igennem de valgmuligheder, der var. Jeg ville gerne have haft en sort kiste, men det kunne ikke lade sig gøre. Vi havde ikke brug for så fast en hånd, vi havde brug for en krammer," konstaterer Else.

Tre måneder efter Kristians død blev Else skilt, og da hendes mor døde et halvt år efter, var bunden nået.

Læs også

Katrines mand drak for meget – en dag tog hun en impulsiv beslutning, som ændrede hende og børnenes liv

"Jeg lå i fosterstilling og kunne ikke holde ud at være nogle steder. Jeg brugte naturen rigtig meget, tillod mig at være i sorgen og bare lade tiden gå."

Gennem årene har Else talt meget om sorgen og aldrig oplevet, at folk gik over på den anden side af gaden.

"Jeg har været åben om min sorg, og mange har spurgt ind til den. Kristian skal leve videre i min verden, og det gør han ikke, hvis hans død er et tabu," understreger hun.

Planlagt sin egen begravelse

Vi sidder i Elses bedemandsforretning Min Afsked i Nørresundby, og mellem urner, levende lys og en enkelt sort kiste taler vi om døden og den sorg, som i 2017 fik Else til at blive bedemand. Hendes ene søn taler i telefon i den anden ende af lokalet, for han er partner i forretningen, som i dag findes i otte byer.

"Jeg kender ikke mine kunders sorg, for den er kun deres, men jeg forstår den. Jeg håber, jeg kan hjælpe dem, og så virker det også som terapi for mig," siger hun.

Else er uddannet sygeplejerske, men arbejdede på tidspunktet for Kristians død som konsulent og headhunter i medicinalindustrien. Dødsfaldet fik hende til at skifte branche. Hun vil gerne give de pårørende alt det, hun selv manglede, da Kristian blev begravet, og bruger lang tid på at tale med de efterladte og tilbyder også en opfølgende samtale efter begravelsen. Else inviterer ofte børnehavebørn, konfirmander eller kommende sosu’er på besøg i bedemandsforretningen for at afmystificere døden.

"Jo mere vi taler om døden, desto mindre bange bliver vi for den. Mange lader være med at lade børn se den afdøde, men det, der foregår i deres hoveder, er ofte værre end virkeligheden," påpeger hun.

Kristians død og Elses arbejde som bedemand har ændret hendes syn på døden.

"Før var jeg bange for at dø. Det er jeg ikke mere. Hvis man er bange for døden, har man ikke taget stilling til sin egen dødelighed," siger Else.

Selv har hun planlagt sin egen begravelse. Hun skal begraves på kirkegården i Nørresundby ved siden af sin søn.