Elsebeth Egholm: "Jeg kom til at give ham min adresse, så han kunne skrive til mig"
Hendes barndoms sommerferier gik med at plante stiklinger på forældrenes planteskole. Da hun blev ældre, tog hun på interrail, som blev både spændende og kikset. I dag tilbringer Elsebeth Egholm sine somre dels på Gozo i Malta, dels hjemme i Danmark, hvor Djursland, jordbær og sammenhold spiller en stor rolle.
Min barndoms sommer
"Vi kom ikke på sommerferie, fordi mine forældre arbejdede. Min far havde en planteskole, og så snart mine to storebrødre og jeg fik ferie, var det ud at arbejde og tjene nogle lommepenge. Fem kroner i timen. Vi tog bare de timer, vi syntes, men vi lærte alligevel at arbejde. Jeg lå med knæene på en pude og plantede stiklinger i snorlige rækker eller priklede nede i drivhuset. Ved planteskolen fik min mor på et tidspunkt et ishus, hvor jeg også stod tre somre og solgte røde pølser, hotdogs, slik og is – jeg blev lidt tyk de år. Nogle år tog mine brødre på spejderlejr, men jeg kunne ikke holde ud at være væk fra min mor og far – jeg var sent udviklet på det punkt – så jeg var bare derhjemme og læste en frygtelig masse bøger."
Sommer i Danmark er for mig
"Jordbær. Duften af blomster. Hus og have, selvom min have er forsømt. Men hver sommer afsætter vi 14 dage til at gøre den lidt mindre forsømt. Grill selvfølgelig. Lyse nætter. Min kæreste og jeg har en årlig diskussion om, hvilken vej vi skal vende i sengen i forhold til lyset fra vinduet i de lyse nætters tid. Han vil helst have meget lys ind, jeg foretrækker egentlig mørke. Det ender som regel med, at han bestemmer om sommeren, hvor vi ”vender rigtigt”, som han siger, og jeg bestemmer i vinterhalvåret."
Mit sommersted
"Strandene omkring Aarhus er skønnae. Jeg er altid kommet meget på både Bellevue Strand og badeanstalten Den Permanente, hvor jeg også som ung cyklede ud med veninder og lå uden en trevl på kroppen. Nu ligger jeg ikke længere og steger i solen. Jeg har også dyrket Djursland en del, også i mine bøger, for eksempel i ”Den røde glente”. Og det er jo ikke tilfældigt. Det var der vi tog hen, når vi i min barndom skulle køre en tur. I de senere år har jeg virkelig genopdaget, hvor fantastisk og varieret naturen er. Oppe i Norddjurs er det vildt og råt, og i Syddjurs er det mildt og bakket med Mols Bjerge. Og så er der sådan et sted som Helgenæs, hvor lyset bare er så smukt."
En kikset sommer
"Som 16-årig tog jeg på interrail med en veninde. Vi var blandt andet i Sitges i Spanien, hvor vi mødte to unge mænd fra Canada. Den ene blev meget forelsket i mig. Kevin, hed han. Han var den flotteste og sødeste fyr. Høj og mørk. Jeg kom til at give ham min adresse, så han kunne skrive til mig. Men så dukkede han pludselig op på mine forældres planteskole nogle uger senere med sin ven. Og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at forholde mig til det. Min far sendte ham selvfølgelig ud at arbejde på planteskolen. De forsøgte at inddrage dem, og de fik også lov at bo der en uges tid. Men det må have været frygteligt for ham, for jeg ville jo ikke vide af ham. Jeg var bare umoden og ikke forelsket i ham – i hvert fald ikke sådan, at jeg syntes, han skulle møde mine forældre. Der er forskel på det og en sommerflirt med lidt kyssen."
Mine sommerplaner
"Jeg har en lejlighed på Gozo i Malta, hvor vi plejer at være en uge. Sidste år tog vi afsted i september og forlængede på den måde sommeren. Det er også planen i år. For det er næsten ærgerligt at rejse fra den danske sommer. Ellers skal jeg på nogle forskellige venindeture – det elsker jeg. Så kan vi rigtig sladre, drikke vin og sove længe. Vi er fire veninder, der gik på musikkonservatoriet sammen, og vi bor i hver vores ende af landet, så vi ses kun, når vi får revet nogle dage ud af kalenderen. Vi tager gerne på tilbudsophold på hoteller om sommeren, og i år skal vi ned til fjorden omkring Lillebælt. Måske tager jeg også med Jürgen på nogle dagsture. Jeg vil gerne se Kongernes Jelling – jeg kan godt lide historiske steder."
En sommerforelskelse
"Da jeg var 25, mødte jeg Tom, en pæn, rødhåret, amerikansk fyr, på en græsk ø. Det var også på en interrailtur og endda med samme veninde som tidligere. Han var journalist og virkelig dejlig. Han besøgte mig faktisk i Danmark – der var jeg blevet lidt mere moden. Jeg mødtes også med ham i London nogle år senere. Det var hedt, uden det blev en kæreste. Vi holdt kontakten, men det er mange år siden, jeg så ham sidst. Det var faktisk ham, der gav mig ideen til ”Liv og legeme” i min Dicte-serie, da han fortalte mig om en sag, han havde skrevet om på Associated Press i New York."
Den perfekte sommerdag
"Sidste sommer lejede vi et sommerhus i Femmøller på Djursland, hvor vi havde Jürgens yngste søn, Peter, på 25 med. Han er begyndt at fiske meget, så han havde alt muligt fiskeudstyr med. Vi fik omdirigeret avisen, som jeg typisk sad og læste ude på terrassen med kaffe og morgenmad, mens de andre stadig sov. Det er starten på en rigtig god sommerdag, når man sidder der og kan mærke, at solen begynder at varme, og man kan indsnuse duftene fra skoven omkring. Hen på eftermiddagen tog vi ud på molen og fiskede, mens hunden lå ved siden af. Vi kom hjem med hornfisk og lyssej, som vi grillede om aftenen og nød med lidt hvidvin eller en øl. Vi fik selvfølgelig også jordbær, som vi havde købt i en vejbod, og så sang nogle af os gerne lidt fra Højskolesangbogen, før vi gik aftentur med hunden."
Min sommerdrøm
"Jeg leger med tanken om at tilbringe en hel sommer i lejligheden på Gozo, hvis jeg nu skulle skrive en bog. Det er lidt utopisk, og jeg ville nok heller ikke kunne lide at være hjemmefra så længe. Men jeg gad godt prøve at synke ned og være et sted i en periode, hvor det ikke bare er to uger, men en hel sommer. Et sted, hvor der bare er ro, hav og noget smukt at se på. Det er, som om man på den måde bedre kan give slip på tankerne, og der bliver lettet på låget og den der trykken med pligter, der altid er der."