Modeblogger Emily Salomon elsker...
Bordeaux efterårsuniform
Jeg er (som mange andre dette efterår) besat af farven bordeaux, og ovenviste jakke og nederdel (fra hhv. Only og H&M... jo jo 'Bordeaux på budget') har hængt på mig lige siden jeg købte dem.
Bordeaux angora-hue og læderøreringe er netop blevet tilføjet samlingen, så nu mangler jeg bare bordeaux støvler, så er mit liv komplet.
En tur til Berlin
Jeg smutter på efterårstur til Berlin i weekenden og jeg glæder mig som en gal til at tulle rundt og spise pretzels, berlinere, falafler og drikke masser og atter masser af milchkaffee. Og så måske en tur på Hamburger Bahnhof og Neue Nationalgalerie.
Jeg har været i Berlin mange gange før, så det er mest en "hygge - på et museum eller to - og spise god mad og sidde på café" - tur. Nå, ja og så kan man jo altid klemme lidt shopping ind.
Erotisk litteratur
50 Shades of Grey-feberen raser, men jeg blev vanvittigt skuffet over den dræbende lange (og meget vanilla) bog, så tillad mig at anbefale lidt god (og i de fleste tilfælde langt saftigere) erotisk litteratur.
Ovenviste er der alle noget ved og så er O's historie bestemt også værd at læse, omend ganske kinky...
Wünder-serum til vipperne
Fatter ikke hvordan den virker, men det gør den. Er blevet spurgt to gange i den seneste uge, om jeg havde kunstige vipper på, så den får tre tommelfingre opad herfra. Fra Isadora og fås i Magasin.
Hjemmelavet müsli
Min favoritmüsli for tiden. Uden korn, stivelse og sukker, men med masser af sundt fedt og lidt proteiner fra nødder og kerner. Der skal bruges 2 dl af hver af følgende: mandler, valnødder, hasselnødder, solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø, vand og kokosmel.
Derudover 1 dl pinjekerner og 1 dl koldpresset rapsolie og så 2-4 spsk sukrin, 1 spsk kardemomme og/eller kanel, 1 spsk vanillepulver og så 1 tsk salt.
Hak nødderne groft og bland alle ingredienser i en stor skål. Læg det på en bageplade med bagepapir og bag det ved 200 grader varmluft i ca. 15-25 min. Hold øje med det og rør i det undervejs. Lad det køle helt af, inden det hældes på et lufttæt glas.
Genbrugskop til latten
Ikke nok med at Keepcups fås i et utal af tjekkede farvekombinationer, så er jeg også helt vild med idéen om at genbruge 'to go'-kaffekopperne i stedet for blot at bruge og smide væk.
Besøg Emily Salomons blog her »