Amalie blev stalket af sin svigermor – og lærte en vigtig lektie om sig selv
Fra at være noget af en verdensmand, forvandlede Brian sig til en ondskabsfuld dæmon. Jeg var derfor lettet, da jeg slap ud af forholdet, desværre skulle det vise sig noget nær umuligt at slippe af med hans mor. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Amalie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
For en del år siden studerede jeg to år i Auckland, New Zealand. Det var en fantastisk tid. Vejret var vidunderligt, studiet var spændende, og jeg fik mange nye venner.
Jeg mødte også Brian her. Jeg havde haft et par kærester før, men da jeg mødte Brian, blev jeg virkelig dybt forelsket for første gang. Udover at være særdeles charmerende og lidt af en verdensmand, så havde Brian også store armbevægelser.
Han var typen, der kunne finde på at købe et par flasker dyr champagne på en flad onsdag, og han gav i det hele taget indtryk af, at han aldrig manglede penge. Hans forældre var skilt, og hans mor, Margaret, var flyttet til London for et par år siden, og jeg fik fornemmelsen af, at det var hende, der finansierede Brians dyre livsstil.
Selvom Margaret var langt væk, så ringede hun jævnligt til Brian. Hun blev glad, da hun opdagede, at vi var blevet et par, og når hun ringede for at tale med Brian, ville hun fremover altid også lige tale med mig.
Jeg husker stadig den første samtale med Margaret. Hun havde knapt nok sagt hej, før hun begyndte at fortælle mig om, hvor rædselsfuld Brians ekskæreste havde været. Ifølge hende var ekskæresten grim og ubegavet og på ingen måde god nok til hendes søn.
Hun fik også flettet ind, at Brians far, John, var det værste afskum. Det ville jeg selv kunne se, når jeg mødte ham. Det var en lidt mærkelig samtale, for jeg synes, at det var upassende at tale så grimt om nogle mennesker, som jeg aldrig havde mødt.
Brian og jeg var sammen det næste års tid, og efterhånden fandt jeg ud af, at Brian også bar på nogle mere mørke sider. Hvis man kom til at sige noget, der kunne virke som kritik af ham, blev han aggressiv. Han kunne finde på at råbe ad mig, og han var i det hele taget ret humørsvingende. Alligevel holdt jeg ved, for Brian kunne også være dybt charmerende og omsorgsfuld.
Da der var gået et år, måtte jeg tilbage til Danmark, mens Brian ville rykke til London, når han var færdig med sin bachelor. Vi fik et langdistanceforhold, og vi talte i telefon mindst én gang om dagen. Sommeren efter aftalte vi at mødes i London.
Brian var blevet færdig med sin bachelor, og han var flyttet ind hos sin mor i hendes lejlighed. Det viste sig at være en ret lille lejlighed, hvor der ikke var plads til mig, så han bookede et hotelværelse i nærheden, hvor vi kunne være i de 10 dage, jeg var på besøg.
Jeg glemmer aldrig det første møde med hans mor. Margaret knugede mig ind til sig, som om jeg var et barn, hun ikke havde set i flere måneder. Herefter tog hun mit ansigt i sine hænder og sagde, at nu kunne hun virkelig se, hvor smuk jeg var. Jeg er altså helt almindelig, så jeg syntes, at det var mærkeligt at sige sådan. På en måde var det jo sødt, men det virkede alligevel ubehageligt.
Det var også svært at føre en samtale, for Margaret og Brian talte hele tiden. De diskuterede især politik, og jeg var lidt chokeret over deres menneskesyn. Jeg fik sagt, at jeg synes, man skal hjælpe alle, der har det svært, men Margaret lo hånligt og svarede, at jeg vist havde meget at lære.
De 10 dage gik hurtigt, og snart var jeg tilbage i Danmark. Desværre havde det ikke været en god ferie. Brian var ikke så sjov og charmerende længere. Han kunne ikke få job i London, og han blev depressiv og råbte efterfølgende ad mig, når vi talte sammen i telefonen. En dag sagde han, at jeg bare ventede på at han fik et velbetalt job, så jeg kunne blive gift med ham og sidde og ”æde mig fed i sofaen”. Det var dråben, og jeg slog op.
I starten blev Brian ved med at ringe, men jeg tog ikke telefonen. Margaret ringede en enkelt gang og sagde, at jeg ikke måtte forsvinde ud af deres liv. Hun vidste godt, at Brian kunne være rædsom, men det var fordi, han lignede sin far. Ham havde jeg faktisk mødt, han virkede stille og rolig, og jeg kunne slet ikke genkende det billede, som Brians mor tegnede af ham.
Nu holdt hun så et langt foredrag om, hvor forfærdelig faren havde været. Det var et foredrag, som jeg havde hørt mange gange før, og jeg var lettet, da vi afsluttede samtalen
Så gik der fem år. Pludselig en aften ringede telefonen. Det var Margaret. Hun fortalte, at hun intet havde med Brian at gøre længere. Han havde fået en ny kæreste, og ifølge Margaret var hun både dum, grim og primitiv. Margaret havde sagt til sin søn, at han skulle holde sig fra hende.
Det havde resulteret i et kæmpe skænderi, og Brian havde taget sine ting og var gået. Hun havde ikke set ham i flere måneder. Hun sagde grædende til mig, at Brian var kommet til at ligne sin far mere og mere. Hun havde været sådan en god mor for ham, og det her var altså takken. Jeg sagde ikke så meget udover at jeg da håbede, at de kom på talefod snart.
Ugen efter ringede Margaret så igen. Hun fortalte nu, at hun havde købt en spadseredragt til mig, som hun havde fundet på udsalg. Det var jo sødt af hende, men jeg blev noget overrasket, da jeg modtog en kongeblå drøm af en spadseredragt. Det var fuldstændig sådan én prinsesse Diana kunne have gået i, men den var slet ikke mig.
I de næste måneder sendte Brians mor jævnligt mere tøj. Hun sendte nederdele, bluser, et par frakker og sågar nylonstrømper og underbukser. Hun ringede altid, når hun havde købt tøjet. Så ringede hun igen, når hun havde sendt det. Der gik så højst tre dage, så ringede hun for at høre, om jeg havde modtaget pakken.
Nogle gange skulle en nederdel sys ind i taljen. Så skulle jeg ringe, når tøjet var sendt til skrædder og selvfølgelig også ringe og fortælle, når jeg havde fået tøjet tilbage igen. Når hele processen var overstået sendte Margaret en ny sending tøj, og det hele begyndte forfra.
Annonse
Jeg havde ikke lyst til at modtage alt det tøj. Det var fine ting, men jeg har aldrig været typen, der gik op i tøj. En del af det forærede jeg til mine veninder, men situationen var jo ikke holdbar. Jeg prøvede at sige flere gange, at nu havde jeg fået tøj nok, men Margaret svarede bare, at jeg var familie, og at jeg gjorde hende meget ked af det, når jeg sagde sådan noget. Så tav jeg og ventede på næste tøjsending.
Da det blev sommer, inviterede Margaret pludselig sig selv til Danmark i tre uger. Jeg havde kun en etværelses lejlighed dengang, og det var heldigt, for i det mindste boede Margaret så på hotel. Hun var en uge i Sverige og et par dage i Norge, men ellers var hun sammen med mig konstant. Det var totalt udmattende, og jeg ville gerne ud af den relation. Jeg vidste bare ikke hvordan.
Kort tid efter ferien fortalte Margaret pludselig i telefonen, at hun alligevel havde kontakt med Brian. Det havde hun åbenbart haft hele tiden. Hun havde da også fortalt ham, at hun var blevet bedste veninde med mig.
Brian var blevet rasende over den nyhed, og det havde han kun rigtig godt af ifølge Margaret. Da gik det op for mig, at hun brugte mig som et våben mod Brian, og jeg følte mig mere og mere som brik i et spil, jeg ikke ville være en del af.
Jeg begyndte derfor at undgå at tage telefonen, men det resulterede blot i, at Margaret ringede konstant. Der kom også stadig tøj. Da vi nærmede os jul sagde hun, at hun gerne ville til Paris med mig i det nye år. Det havde jeg bestemt ikke lyst til.
Hun havde vist også forventet, at jeg ringede til hende til jul, men det gjorde jeg ikke. Da hun ringede i det nye år og oprørt spurgte, hvorfor jeg ikke havde ringet, svarede jeg, at jeg altså ikke kunne tage til Paris med hende. Vi kunne godt have lidt kontakt, men det var blevet for meget, og jeg ville heller ikke have mere tøj.
Margaret blev tydeligt overrasket og sagde, at hun da aldrig havde prakket mig noget på. Hun havde jo bare villet være venlig. Sagen var dog, at hun forsøgte at købe mig med det tøj. Det kunne jeg godt se nu. Tøjet var en undskyldning for at være i kontakt med mig konstant og sætte mig i taknemmelighedsgæld.
Da vi afsluttede samtalen, var jeg lettet og glad. Jeg følte, at jeg havde fået sagt fra uden at såre Margaret eller at gøre hende vred. Det have været virkelig svært, men heldigvis var det lykkedes. Det troede jeg i hvert fald.
Der gik en måned, så modtog jeg så et brev fra Margaret. Det var et tre siders langt håndskrevet brev, hvor hun i meget grove vendinger beskrev, hvilket afskyeligt og rædselsfuldt menneske, jeg var. Hun havde gjort alt for mig, og jeg havde behandlet hende som det værste skidt. Jeg var et monster, og nu forstod hun, hvorfor Brian intet ville have med mig at gøre. Hun afsluttede brevet med at skrive "for min skyld kan du skride ad helvede til din rædselsfulde kælling".
Jeg viste brevet til min veninde. Hun sagde, at det var ret vildt at brevet var så langt og endda håndskrevet. Margaret havde virkelig ment hvert ord. Heldigvis hørte jeg aldrig fra hende igen.
Annonse
Når jeg tænker tilbage, så kan jeg se, at jeg burde have stoppet Margaret meget tidligere. Jeg burde have indset, at hun selvfølgelig ville have noget igen, når hun sendte gaver til mig på den måde.
Hvis man ikke vil en relation, eller hvis der er en skæv magtfordeling, så skal man stoppe den. Man skal ikke være høflig, for hvis man ikke siger fra med det samme, så kan det blive meget svært senere. Den erfaring har jeg i hvert fald gjort mig.
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
