Tre kvinder fortæller: ”Jeg er tyk”

I adskillige situationer bliver Cecilie Bork bliver mindet om sin vægt, for eksempel når hun skal sætte sig på en caféstol eller i et flysæde. 

I datinglivet, hvor hun spekulerer over, om hun bliver valgt fra på grund af sin størrelse.

Og i hverdagen, hvor blikke, kommentarer og små ydmygende situationer sætter sig dybt. For Cecilie har livet med overvægt været en konstant kamp for at finde accept, både fra sig selv og omverdenen.

"Jeg føler nogle gange, at folk ser på mig, som om jeg da bare skal tage mig sammen og tabe mig," siger hun. "Det er så frustrerende, for min vægt er en del af en større historie, og det ville jeg ønske, at flere ville prøve at forstå."

Spiste til smertegrænsen

I 2010, da Cecilie var 16 år, begyndte hun at tage på. Drastisk. 50 kilo øgede hun vægten med i løbet af blot tre år, og hun nåede på et tidspunkt op på 145 kilo. 

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Fire år senere fandt hun ud af, at hun lider af spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning, udløst af et sammensurium af begivenheder og vilkår – blandt andet mobning i skolen og en hård periode, da hendes forældre blev skilt.

"Da jeg fandt ud af, at jeg har en spiseforstyrrelse, faldt en sten fra mit hjerte. Pludselig gav det mening, at jeg proppede mig selv med mad," siger Cecilie og forklarer, at tvangsoverspisning kan sammenlignes med selvskade.

"Når spiseforstyrrelsen tager over, spiser jeg, til det gør ondt – men det havde min familie svært ved at forstå; for dem var overvægt bare et spørgsmål om dårlige vaner."

Ydmyget for bordenden

Men det er ikke kun familien, Cecilie oplever som forudindtaget. Også til eksempelvis jobsamtaler spekulerer hun på, om hendes vægt har en betydning for, om hun får stillingen.

"Bliver jeg valgt fra på grund af min vægt? Folk tror, man er doven eller ikke kan tage fat. Det er så frustrerende, for de kender jo ikke hele historien," siger hun, men indrømmer, at der på den anden side kan være mange andre grunde til, at hun ikke fik lige det job.

Men mistanken nager.

I det hele taget fylder små hverdagssituationer meget i Cecilies tanker. For eksempel når hun bliver tilbudt en stol, der ser spinkel ud, eller deltager i sociale arrangementer.

"Til en familiefødselsdag havde de havde stillet en computerstol til mig for bordenden," fortæller hun. "De sagde det sødt, men det var tydeligt, at de ikke mente, jeg kunne sidde i de andre stole; de havde fået nye stole med armlæn, og jeg tror, de var bange for, at jeg ikke kunne være i dem, eller at de skulle gå i stykker. 

De andre gæster begyndte at sige, at det da var mærkeligt, at jeg skulle sidde for bordenden, når jeg ikke var fødselar. Sådanne situationer er ydmygende, men samtidig ved jeg jo, at folk har de bedste intentioner."

Sikkerhedsbælte for kort

Det er ligeledes angstprovokerende for Cecilie at flyve, og en oplevelse på vej til Island sammen med en veninde står klart.

"Jeg var nervøs for, om jeg kunne passe selen, men jeg tog snakken med min veninde på forhånd, og det hjalp. Da jeg bad om en ekstra sele, tog hun det helt afslappet," fortæller Cecilie og fortsætter:

Rikke tabte 25 kilo på 9 måneder ved at gå ture

Efter at have prøvet at utal af diæter, fandt 50-årige Rikke Stobberup en sund livsstil, der virkede. Ved at skrue op for det grønne og gå masser af ture, tabte hun sig 25 kilo på ni måneder.

"Jeg havde – helt unødigt – overtænkt det i dagevis inden. Der er så mange små ting, der bliver til store problemer i mit hoved. 

Heldigvis har jeg gode veninder, og hvis vi er på cafe, ved de, at stolene bekymrer mig, og sørger for, at jeg får den bedste plads, for eksempel en stol uden armlæn eller en sofa. Det er rart og trygt."

Såret af afvisninger

Cecilie er single, men drømmer om en kæreste. Datinglivet er bare udfordrende, og hun har oplevet afvisninger, der satte sig dybt.

"Jeg har mærket, hvordan fyre har valgt mig fra på grund af min vægt. Engang sagde en fyr direkte til mig, at jeg ikke lignede mine billeder," husker hun. "Nu tager jeg ofte sorgerne på forskud og lader være med at date. Hvis jeg ikke selv kan lide, hvad jeg ser i spejlet, hvordan skulle en anden så kunne?

Jeg vil rigtig gerne have en kæreste, men jeg kan ikke overskue processen frem til at møde den rigtige."

Cecilie har derfor en klar besked til os andre:

"Vi skal blive bedre til ikke at kommentere andres udseende. Selv det at sige ”Gud, du har tabt dig” kan være sårende. Det kan handle om langt mere, end man kan se," siger hun. "Min vægt er ikke noget, jeg lige kan ændre på ved at komme op af sofaen – det er en sygdom. Folk bærer på hver sin historie."

Cecilie har ikke alle svarene endnu, men hun arbejder på at finde ro i sig selv og acceptere den krop, hun har.

"For mig vil spiseforstyrrelsen altid være der. Det handler ikke om at overvinde den, men om at lære at leve med den. Og jeg er heldigvis godt på vej."

“Jeg elsker min krop, men den er ikke sund” - Anna

For et års tid siden blev kok Anna Guy ringet op. Der var en caster fra tv-programmet 'Fem fede kokke' i røret, som spurgte – lidt undskyldende – om Anna ville deltage i udsendelsen, hvor kokke får hjælp til at tabe sig.

Vedkommende havde googlet sig frem til en artikel om Anna, fra da hun arbejdede for Meyers.

"Det er måske ikke det nemmeste at spørge om; det kan være tabubelagt, men det er det ikke for mig," siger Anna, som på det tidspunkt lå på sin højeste vægt nogensinde.

Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning

Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.

"Jeg havde brug for et spark, der kunne motivere mig. Jeg har aldrig haft det dårligt med min vægt, men ud fra et sundhedsperspektiv ville jeg rigtig gerne tabe mig."

Anna sagde derfor ja, og hun tabte sig ti kilo i løbet af optagelserne.

Pift på gaden

Anna har været overvægtig, siden hun var barn, og som teenager kunne hun mærke, at andre vurderede hende ud fra hendes vægt.

"Jeg var ikke selv ked af den, men det var irriterende, at andre så den som noget, der skulle påpeges eller kommenteres med smådrillerier. Men det har aldrig påvirket mit selvværd," fortæller Anna, der som 16-årig tog til New York, hvilket ændrede noget i hende.

"Jeg havde det på det tidspunkt lidt svært med at være en større pige, når alle veninderne var åleslanke. Men på USA-turen oplevede jeg at blive piftet ad på gaden, og jeg kunne nærmest passe størrelse small i butikkerne," fortæller hun.

"Der var så meget tøj, der omfavnede min krop. Dejligt farvestrålende tøj, som jeg købte. Jeg var ikke til at skyde igennem, da jeg kom hjem. Jeg elskede mine former."

Mors dårlige vaner

I dag har Anna sit eget cateringfirma. Hun kommer fra en madglad familie, og hun har selv lavet mad, fra hun var barn. I dag er hun gift og har fire børn, og da TV2 kontaktede hende, havde hun et ønske om at skabe sundere vaner i familien. Men det var svært, særligt i en travl tid som nystartet selvstændig.

"Jeg går op og ned ad mad hele tiden, men før tv-programmet spiste jeg faktisk ikke noget i løbet af dagen," fortæller hun.

"Når jeg så kom hjem, stod den ofte på takeaway, fordi vi ikke havde fået planlagt. Det var frustrerende, og jeg var ked af at give de dårlige vaner videre til mine børn.

Derfor var det vigtigt, at vi prøvede at ændre vaner som familie, så det ikke bare var mig, der åd salat, mens de andre fik McDonalds."

Det lykkedes da også at ændre på familiens vaner, mens Anna medvirkede i optagelserne til 'Fem fede kokke'.

Blodtrykket sladrer

"Nu har vi for eksempel to yogabolde og andre træningsredskaber i stuen, som opfordrer til aktivitet, og vi fyrer op for fjernsynet med videoer, hvor man skal træne i fire minutter. 

Vi er fuldstændig færdige bagefter," fortæller Anna.

"På madfronten har det gjort en kæmpe forskel, at jeg hver dag tager et fad med grønsager og frugt med hjem fra arbejde. 

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En blodprop i hjertet er livstruende, men alligevel er mange kvinder for langsomme til at reagere på symptomerne. Se, hvad du skal være opmærksom på.

Aftensmaden er ofte det samme, som jeg serverer til frokost til mine kunder – måske ikke altid så børnevenligt, men sundt. Og jeg har lært at sige, at der er, hvad der er, i stedet for at de får alt muligt usundt."

Men selv om Anna har tabt sig, går hun ikke efter at blive slank, for hun holder af sine runde former. Der er bare det, at hun har fået konstateret forhøjet blodtryk.

"Jeg elsker min krop, og jeg har altid syntes, at jeg ser godt ud. Så det er udelukkende en sundhedsbeslutning at tabe mig," siger hun.

"Det er ikke sundt at rende rundt og veje 120 kilo og have tårnhøjt blodtryk, men der er heller ingen grund til at nedgøre sig selv for at være overvægtig. 

Selv er jeg taknemmelig for min krop og alt det, den har stået igennem."

“Maden var min bedste ven og værste fjende” - Anette

Anette levede i 30 år et dobbeltliv. For selv om hun vejede for meget, gik hun udadtil op i sin sundhed og var ikke ”én, der spiste meget”. 

Men om natten blev hun vækket af det, hun senere lærte at kende som tvangsoverspisning.

"Engang efter en børnefødselsdag havde vi en masse slik til overs, og jeg vidste, at hvis jeg smed det i skraldespanden, ville jeg bare fiske det op igen og spise det," fortæller Anette. 

"Så jeg hældte opvaskemiddel ud over det. Men da jeg vågnede om natten, gik jeg ud og skyllede slikket og proppede mig med det. Overspisningen var som et stof for mig."

Lykke afløst af lede

På tidspunktet med slikket og børnefødselsdagen havde Anette tvangsoverspist i mange år uden at være bevidst om, at hendes adfærd var udtryk for en spiseforstyrrelse. Det var ikke kun om natten, men kun når hun var alene, at det foregik.

"Det gav mig en følelse af at blive nulstillet. I starten var det måske en gang måneden, og så tog det til hen over årene," fortæller Anette. 

"Følelsen af at proppe mig, til det gjorde helt ondt i mave og hals, fik mig til at glemme svære følelser. Maden var min bedste ven og værste fjende på én og samme tid – lykkerusen var kortvarig, og så fik jeg det endnu værre."

Diskret opfordring

Anette har aldrig været tilpas i sin krop. Som ung var hun slank, men sådan følte hun sig ikke.

"Mine forældre var konstant på slankekur, og jeg fik selv slankepiller, fra jeg var 13 år. 

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

De gik ekstremt meget op i sundhed. Hvis der sad en tyk person og spiste en is, påpegede de, at hun da vist kun burde få én kugle og ikke tre," husker Anette. "Deres kommentarer om andres vægt sivede ind i min underbevidsthed."

Anette selv begyndte at tage på, da hun var i 20’erne, og tvangsoverspisningerne begyndte. Men det var først i 2010, som 38-årig, at hun opdagede, at hun led af en spiseforstyrrelse. 

På det tidspunkt arbejdede hun i et frivilligcenter, hvor blandt andre en gruppe fra foreningen 'Anonyme Overspisere' holdt møder.

"Mødelederen lagde diskret en pjece på mit skrivebord," fortæller Anette, som blev vred, men tog pjecen med hjem. "Efter nogle dage læste jeg den og kunne genkende mig selv. Det førte mig til mit første møde hos 'Anonyme Overspisere'."

Vil have tynd kæreste

Det blev en redning for Anette at komme i gruppe med andre mennesker, der led af tvangsoverspisning.

"Jeg fandt ud af, at pilen ikke bare peger på mig selv; jeg kunne pludselig slippe lidt af skylden og skammen over min vægt, da jeg indså, at jeg var syg," siger Anette, som dog – selv om hun har været i behandling og ikke længere tvangsoverspiser – har svært ved at slippe sit generelle syn på overvægt.

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

"Jeg synes ikke, det er pænt at være tyk. Når jeg hører om folk, der er tykke og elsker deres kroppe, ønsker jeg, at jeg selv kunne have det sådan. Men jeg kommer aldrig til at elske min tykke krop. Jeg vil heller ikke have en tyk kæreste. Det lyder underligt. Men jeg kan ikke slippe mit syn på overvægt."

68 forjættede kilo

Anette var frem og tilbage i systemet frem til 2019, hvor hun kom i behandling, og først i 2022 blev tvangsoverspisning en officiel diagnose.

"Noget af det vigtigste har været at slippe det at skulle på slankekur," fortæller Anette. "Diætisten, jeg er tilknyttet, har slået fast, at jeg ikke skal regne med at tabe mig. Det er ikke det, det handler om. 

I stedet skal jeg finde glæden ved mad og det at gå en tur, for eksempel. Når jeg tidligere gik tur, tænkte jeg blot i, hvor mange kalorier jeg forbrændte."

Anette har altid drømt om de 68 kilo. Den ideelle vægt. Men den forestilling vil diætisten have hende til at skyde en hvid pind efter.

"Jeg har altid tænkt, at hvis bare jeg vejede 68 kilo, så ville alt det gode begynde at ske for mig," siger Anette, som i dag ikke kender sin vægt, for den er ikke væsentligt; i behandlingen er der i stedet fokus på blodprøver og motion.

Og hun fastslår:

"Men det er jo helt forkert tænkning. Hvorfor fortjener jeg ikke noget godt, som jeg er nu?"

Om Anette Stadler Bang, 52 år

• Sygeplejerske og forfatter til 'I tvangsoverspisningens skygge' om en sygdom, som cirka 40.000 danskere lider af. 
• Single og har to børn.