Sønnens glade nyhed fik Susanne til at bryde sammen i færgens cafeteria

Midt imellem franske hotdogs, overtrætte unger og nyheden om, at det toldfrie salg er åbent, bryder jeg sammen. Lige der på Kombardo-færgen på vej hjem fra sommerferie kan jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Jeg forsøger at skjule det højlydte hulk, som jeg har allermest lyst til at sætte fuldstændig fri midt i hele det store mylder af folk.

Det, som udløser tårerne, er nyheden, som min mand gav mig en time forinden, og som har naget i mig lige siden. Nemlig at min søn vil flytte ud af vores lejlighed i morgen, torsdag, og ikke som tidligere aftalt på lørdag. Som jeg sidder og skriver det nu, kan jeg jo godt se, at det virker som en lille ting – og nogle vil måske finde det en kende dramatisk, at lige netop dét kan slå mig så meget ud på en færge midt i Østersøen.

Læs også

Efter Ulla Essendrop er blevet mor, fylder denne ting mere: ”De gør, hvad de ser, vi gør”

Aske er mit eneste barn. Jeg fødte ham d. 21. august for snart 22 år siden, og lige siden har han været hovedpersonen i mit liv. Vi har boet sammen, gået igennem alle livets op- og nedture sammen, grint og grædt, krammet og skændtes. Og nu flytter han alle sine ting og forlader vores hyggelige og trygge rede.

Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe god ting – han skal stå på egne ben, starte på et nyt studie og i gang med at leve sit liv og lære, hvad det vil sige at bo med gode venner i stedet for mor og far, samt skabe sine egne erfaringer.

Alt det ved jeg godt, men jeg er simpelthen blevet ramt af en kæmpe grundsorg, som overrasker mig. Jeg har fået en mavepuster, mine følelser vælter rundt, og jeg kæmper hele tiden med at holde tårerne tilbage. Jeg har svært at beskrive, hvad der sker – for det er en stor glæde for mig, at min søn oplever så meget succes i sit liv, så hvorfor er jeg så ked af det, at jeg alene ved at skrive det her får tårer i øjnene?

Da jeg talte med en veninde om det i lørdags, fortalte jeg, at jeg føler, at det, at han nu flytter hjemmefra, er lige så stort og voldsomt, som den morgen, hvor han kom til verden på Frederiksberg Fødeafdeling. Den morgen ændrede alt sig i det sekund, jeg fik ham i mine arme. Og i dag, hvor jeg kigger ind på værelset, hvor der lige siden har stået en seng, som han har sovet i, er der tomt. Mit hjerte er ikke tomt, følelserne er de samme, jeg elsker ham over alt på jorden – men hvorfor bliver jeg så følelsesmæssigt ramt af, at han flytter?

Tilstanden har et navn

Jeg er ikke den eneste, som oplever en sorg, når børnene flytter hjemmefra. Jeg har veninder, som genkender følelsen og kolleger, der frygter, når det bliver deres tur til, at ungerne flyver fra reden.

Empty Nest Syndrome hedder den tilstand af sorg, tab og ensomhed, som kan ramme forældre, når deres børn flytter hjemmefra. Og det er en betegnelse, der både skrives om og forskes mere og mere i.  

"Begynd med at give følelserne lidt plads. Vi lever i et effektivitetssamfund, hvor vi har så travlt med at komme hurtigt videre og tilbage på arbejde. Man må gerne være mere ked af det, end man troede, og gerne i længere tid, end hvad der lige er praktisk.” 

”Forbered dig på ufølsomme reaktioner fra omverdenen som ”Det er da bedre, at hun flytter nu, end når hun er 30”. Bare fordi noget er naturligt, betyder det ikke, at det er nemt." 

Begge citater har psykolog Heidi Agerkvist tidligere sagt til alt.dk.

”Empty Nest Syndrome' er prisen for, at forældre og børn har fået et tættere forhold,” siger professor Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet til P1 . 

Og hurra for det.

Jeg sætter pris på mit forhold til min søn, hvor jeg altid har vægtet åbenhed og vigtigheden af, at vi kan tale sammen – også om de svære ting. Jeg har fortalt ham om, at jeg er ked af det og samtidig så glad på hans vegne. Han bad mig om lige at holde følelserne lidt tilbage i selve flytningen blandt alle hans venner (hvilket lykkedes perfekt 😊). Men samme aften, hvor han lå i et nyt værelse i en ny lejlighed, skrev vi sammen om, hvor mærkeligt det hele var – både for ham og for mig.

Jeg er stadig mor, det har ikke ændret sig. Jeg vil give mig selv lov til at være i min sorg, græde lidt og glædes over, at jeg har den skønneste dreng. Nu har jeg bare ikke et hjemmeboende barn, men en søn, som er i gang med et nyt og stort kapitel i sit liv. Og jeg vil stadig stå bag ham 100 % og støtte ham, så godt jeg kan – nu er der bare en cykeltur på 10 minutter imellem os.