En læser fortæller: ”Var min kærlighed forbudt?”

Anders og jeg mødte hinanden via vores arbejde i en bank. I mine øjne var han så sød og charmerende, at han kunne vælge og vrage, men det blev altså mig, han valgte.

Tre år senere blev vi gift, og jeg begyndte at længtes efter børn, men vi var enige om at vente. Først ville vi arbejde et par år mere, så ville vi stifte familie.

Læs også

Skal vores politiske ståsted koste os kærligheden?

Vi havde været gift i to år, da Anders’ helbred begyndte at svigte. Han blev konstant forkølet, havde feber i flere uger i træk, og hans immunsystem virkede konstant til at være helt i bund. Pludselig blev situationen akut. Først begyndte nyrerne at svigte, og derefter leveren. Jeg var tvunget til at se, hvordan den mand, jeg elskede, blev svagere for hver dag, der gik, og lægerne kunne ikke hjælpe ham. I de sidste to dage var Anders ikke længere kontaktbar. Han døde tidligt en morgen med mig og hans forældre ved sin side.

Vi fik aldrig en præcis forklaring på, hvad der skete. Kun, at Anders havde fået en alvorlig infektion i kroppen, så organerne havde svigtet, men det blev ikke mere klart end det. At miste Anders var forfærdeligt, og ikke engang at forstå helt hvorfor, gjorde det kun værre.

At Anders og jeg ikke havde fået børn sammen, var noget, jeg til at begynde med fortrød bittert. Jeg ønskede jo, at en del af ham kunne blive ved med at være her. Men med tiden føltes det egoistisk at tænke sådan. For hvis vi havde fået et barn, ville det vokse op uden en far, og det var jo ikke særlig optimalt.

Jeg troede, at jeg skulle være alene resten af mit liv. Det første år kunne jeg da heller ikke tænke på andre mænd. Jeg kunne simpelthen ikke se et scenarie for mig, hvor jeg blev forelsket igen. Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville møde nogen, der kunne måle sig med Anders. Men så gik der endnu to år...

Anders’ familie ejede et sommerhus i Vestsjælland. Jeg havde arvet hans andel i huset og lod hans familie købe den tilbage for en symbolsk sum. Det føltes som det rigtige at gøre. Til gengæld lovede hans forældre så, at jeg var lige så velkommen til at bruge huset, som da Anders levede. Det var jeg glad for, for jeg elskede at tage derop, gå ture langs fjorden og få masser af frisk luft. Af en eller anden grund følte jeg mig aldrig ensom, når jeg var der, det døjede jeg ellers meget med derhjemme.

Læs også

En læser fortæller: "Min affære reddede mit triste ægteskab"

Jeg tjekkede selvfølgelig altid, at sommerhuset var ledigt, inden jeg kørte derop, men denne gang måtte der være sket en misforståelse. For da jeg nåede frem til huset en fredag aften, holdt der allerede en bil i carporten, og lyset i huset var tændt. Jeg tøvede. Skulle jeg droppe at gå derind og så bare køre hjem igen? Men inden jeg nåede at beslutte mig, gik hoveddøren op, og jeg genkendte fyren, der stod i døren – det var Peter. Anders’ bedste ven og barndomskammerat, der også var en god bekendt af familien.

Jeg vidste godt, at han lånte huset af og til. Vi havde ikke set hinanden siden Anders’ begravelse. Nu gav han mig en varm omfavnelse.

"Jeg må have misforstået, jeg troede, at huset var ledigt," sagde jeg undskyldende.

Peter insisterede dog på, at jeg blev. Huset havde to soveværelser, og han var der jo alene. Efter den lange køretur var det skønt at synke ned foran brændeovnen og drikke et glas rødvin, mens Peter gjorde maden færdig. Vi talte, og det føltes let og utvungent, og vi endte med at sidde oppe den halve nat.

Peter tilbragte lørdagen med at drage på fisketur med en gammel ven, der boede i området. Selv gik jeg en lang tur og købte ind til aftensmad. Jeg var dog faldet i søvn på sofaen foran brændeovnen, da Peter kom hjem. Vi åbnede en flaske vin og lavede så mad sammen. Denne aften blev dog noget anderledes. Jeg blev chokeret, da jeg indså, at jeg var tiltrukket af Peter og fornemmede, at han var det samme af mig. Jeg havde ikke følt noget lignende siden Anders og vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere.

Der skete ikke noget den aften, men efter vi sagde farvel næste dag og kørte afsted hver til sit, kunne jeg ikke få Peter ud af hovedet. Jeg svingede mellem sommerfugle i maven og dårlig samvittighed. Det her måtte ikke ske, men det var sket, og et par aftener senere ringede Peter og inviterede mig ud. Vi spiste middag sammen, og den aften kyssede han mig. Jeg blev overrumplet af styrken i mine følelser, og der gik ikke længe, før jeg indså, at jeg var dybt forelsket.

Jeg var ret bekymret over, hvad andre ville tænke, især Anders’ familie, men det havde jeg nu ikke behøvet at være, for alle bakkede os op. Selv Anders’ familie var glade for, at vi fandt hinanden i en svær tid, og det betyder utrolig meget for os. Vi har nu været sammen i fem år og er blevet forældre til en lille pige. Anders’ familie er glade på vores vegne og var sågar med til vores datters dåb.

Anders var min første store kærlighed, som jeg aldrig glemmer, men Peter blev min anden. På grund af det, jeg mistede, ved jeg i dag, at jeg skal værdsætte det rige liv, jeg har, og ikke mindst nyde og sætte pris på det, så det gør jeg.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.