En læser fortæller: ”Mit perfekte liv var bygget på en løgn”
Selvom der var tydelige tegn på, at min mand levede et dobbeltliv, så ville jeg ikke se det i øjnene. Den erkendelse ville nemlig resultere i, at jeg skulle vinke farvel til mit privilegerede liv. Det var jeg først parat til, da jeg indså, hvor høj en pris jeg var i gang med at betale. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
En aften ringede min mands telefon lige efter aftensmaden. Anders rejste sig og gik udenfor.
Gennem køkkenvinduet kunne jeg se ham gå rundt foran huset. Der var noget i hans kropssprog, jeg ikke havde set længe. Han så energisk ud, han smilede og lo meget.
Da han kom ind igen, spurgte jeg, hvem han havde talt med. Han svarede, at det var en fra hans job, der havde ringet for at flytte et møde, de skulle have næste dag. Jeg kunne på ingen måde få hans svar til at passe med den opførsel, jeg havde set. Jeg mærkede et sug i maven, men jeg sagde ikke noget.
I tiden efter gik jeg på listefødder omkring Anders. Jeg kunne ikke lade være med at se efter flere tegn på, at han skjulte noget. Samtidig var jeg angst ved tanken om at finde noget. Jeg ønskede nemlig for alt i verden ikke at se grundlaget for vores liv blive rystet.
Anders og jeg havde kendt hinanden siden, vi var unge. Jeg så ham som mit livs kærlighed, og han havde ofte sagt det samme om mig. Vi mødtes, da jeg var 20 og han 21, og jeg havde aldrig set til en anden mands side i de 25 år, vi havde været sammen. Det samme kunne ikke helt siges om Anders.
Da vi havde været kærester i to år og netop var flyttet sammen, havde han nemlig været sammen med en anden pige. Jeg var knust, da jeg fandt ud af det, men efter at jeg havde sundet mig, besluttede jeg mig for at tilgive ham. Vi var så unge, alle kunne begå en fejl, og som tiden gik, gled hans svigt i baggrunden.
Vi byggede et liv op sammen, vi fik tre børn og købte et gammelt hus, som vi brugte år på at istandsætte, indtil det blev præcis, som vi ville have det. Vi havde en god økonomi, og kunne efterhånden rejse og gøre, som det passede os. Det liv, vi delte, var på alle måder mit drømmeliv. Vi havde tidligt besluttet, at Anders tjente størstedelen af vores indkomst, mens jeg koncentrerede mig om, at få familielivet til at gå op med tre børn, der efterhånden var blevet til tre aktive teenagere.
Jeg havde næsten formået at glemme Anders’ mærkelige telefonsamtale, da jeg en aften gik ud med skraldeposen. Anders havde ikke været hjemme til aftensmaden, fordi han havde et sent møde. Jeg så en bil parkeret skråt overfor vores hus, og jeg genkendte med det samme Anders på passagersædet.
På førersædet sad en kvinde med langt lyst hår, som jeg ikke havde set før. Jeg stoppede op og trak mig ind bag hækken. Fra mit skjul så jeg Anders læne sig over mod kvinden, og de kyssede længe og intenst. Jeg fik et chok. Tårerne vældede op i mine øjne, og jeg mærkede, hvordan jeg med et følte mig helt tom indeni. Jeg havde i ugevis forsøgt at se den anden vej. Nu var det ikke længere muligt.
Jeg gik ind i køkkenet igen, og lidt efter kom Anders ind. Jeg spurgte, hvordan han var kommet hjem, og han svarede, at en kollega havde givet ham et lift. Han virkede glad og ubekymret, og det gjorde mig endnu mere knust.
Der gik flere dage, før jeg fortalte Anders, hvad jeg havde set. Jeg var så bange for, at vores liv ville slå sprækker, det øjeblik, jeg sagde noget, og det gjorde det selvfølgelig også. Anders prøvede ikke at benægte. Jeg havde jo set dem sammen. Han gik derfor til bekendelse. Hans kollega, Sara, var faldet for ham, og hun havde belejret ham i månedsvis, fortalte han.
Annonse
Til sidst havde han givet efter, men de havde kun kysset den ene gang. Jeg troede ham ikke, og hårdt presset indrømmede han da også, at de havde været i seng sammen en enkelt gang. Jeg var dybt rystet. Det vigtigste i mit liv havde altid været vores ægteskab og vores familie, og pludselig opdagede jeg, at den mand, jeg havde delt begge dele med, tog vores samliv langt mindre alvorligt. Jeg følte mig svigtet og fortabt. Min reaktion gjorde et stort indtryk på Anders.
Han græd og lovede, at han ville afslutte forholdet med det samme. Han ville mig, vores familie og vores liv. Jeg troede ham, fordi jeg ville tro ham. Jeg ønskede, at vi kunne lægge det her kapitel bag os på samme måde, som vi havde gjort det 20 år tidligere. Jeg fortalte mig selv, at vi ville blive stærkere sammen efter krisen, og ligesom dengang, jeg var ung, holdt jeg fast i, at det jo var mig, han havde valgt.
Det blev dog slet ikke så nemt at tilgive, som jeg havde troet. Jeg var vred på Anders, og min vrede boblede under overfladen. Jeg kunne ikke lægge følelsen af svigt fra mig. Jeg googlede Sara, der var en del yngre end mig og god til at tage selfies, og jeg begyndte at få det dårligt med mit eget udseende og krop. Jeg følte også, at jeg præsenterede en løgn overfor vores børn og venner. Samtidig var jeg rædselsslagen, når jeg tænkte på, hvad konsekvensen ville blive, hvis vi gik fra hinanden.
Jeg havde en meget lille indtægt, og selvom jeg måske kunne få min deltidsstilling lavet om til en fuldtids, ville jeg aldrig kunne blive boende i huset. Fremtiden for mig ville blive en mindre lejlighed og et farvel til min have, de dejlige familierejser og vores familiefællesskab, ja, til alt det, jeg havde fundet værdi i, når jeg så på mit liv.
Jeg tænkte derfor, at min vredesreaktion kun var en fase. Hvis jeg gav det tid, ville sårene heles, og alt ville blive godt igen. Vi havde jo klaret den før. Imens trak jeg mig gennem dagene. Jeg havde ikke lyst til noget, og jeg skulle vare mig for ikke at bide af alle og enhver, der kom mig for nær. Jeg lå søvnløs om natten og sov i stedet på sofaen i stuen, når de andre var i skole og på arbejde, noget jeg aldrig havde gjort før.
En dag modtog jeg så en e-mail. Det føltes som en mavepuster, da jeg så afsendernavnet. Den var fra Sara, som Anders havde haft affæren med. Jeg forventede mig det værste, men selvom indholdet fuldstændig rev tæppet væk under mig, var den ikke fjendtligt skrevet. Sara lagde faktisk ud med at sige undskyld, for hun var ked af at have skabt splid i mit og Anders’ ægteskab.
Herefter skrev hun, at Anders havde bildt hende ind, at han og jeg levede i et åbent forhold, hvor vi gav hinanden lov til at være sammen med andre. Hun havde troet ham af den simple grund, at hun vidste, at han havde været sammen med en hel del andre kvinder gennem de syv år, hvor hun havde arbejdet for den samme virksomhed som ham.
Jeg læste den sidste del af beskeden igen og igen. Min hjerne ville ikke forstå den. Det lød som om, hun skrev om en anden end Anders. Han og jeg havde aldrig talt om at leve i et åbent forhold. Vores forhold byggede tværtimod på vores fælles kærlighed og det, at vi var den eneste ene for den anden. Det havde jeg i hvert fald troet. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen. Jeg prøvede at overbevise mig om, at Sara løj, men inderst inde troede jeg på hende. Hun havde jo intet at vinde ved at lyve.
Da jeg samme aften fremlagde hendes mail for Anders, vidste jeg også, at Sara havde skrevet sandheden. For han brød sammen og indrømmede, at han flere gange havde været mig utro. Han sagde, at han ingen undskyldning havde. Han havde blot en ringe impulskontrol og var et svagt menneske. Han gjorde sig lille og stakkels, men jeg havde ingen medlidenhed, tilgivelse eller kærlighed at give ham, sådan som jeg tror, at han forventede det.
Mit drømmeliv faldt fra hinanden den aften, fordi det var bygget på en løgn. Det gik nogenlunde, som jeg havde frygtet og forudset. Da vi blev skilt, måtte jeg flytte fra vores dejlige hus; det hjem, jeg selv havde skabt. Jeg var dog så heldig, at jeg fik mulighed for at købe en stuelejlighed, hvor jeg havde adgang til en lille have. Alligevel flyttede jeg ind i det nye sted med en stor ulyst mod forandringen i mit liv. Jeg var så vred på Anders over, at han havde ødelagt vores liv. Jeg så det som hans skyld, at jeg skulle tage afsked med alt det, jeg havde været med til at bygge op.
Det tog tid, før jeg landede i mit nye liv, men langsomt begyndte jeg at opdage friheden og styrken i at have mit eget og ikke være afhængig af en anden. Jeg plantede blomster i krukker i min lille have og satte en pergola op. Børnene var så store, at vi besluttede, at de kunne komme og gå hos os, som de ville, og jeg indrettede mit nye hjem som en oase for mig og dem.
Selvom jeg havde færre kvadratmeter, følte jeg alligevel, at der var langt mere plads til at tale med mine børn. Vores bånd styrkedes midt i sorgen og tumulten. Gamle veninder, jeg ikke havde set i årevis, dukkede også op i mit liv igen. Vi gik ud sammen, delte tanker og idéer, spiste sammen og hjalp hinanden.
I dag er jeg lykkelig for, at jeg gik, for Anders fortjente ikke min kærlighed. Jeg har været igennem en stor mental omstrukturering, og der er intet, der længere kan få mig til at længes tilbage til det liv, der var bygget på så mange løgne og fortielser, selvom det så så perfekt ud på overfladen.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
