Vores store drøm var ved at knække os
Det havde virket så oplagt, at min mand og jeg og vores to børn flyttede hjem til hans aldrende mor og ind i hendes store villa, så vi kunne støtte hinanden i det daglige. Desværre gik der ikke længe, før vi erkendte, at vores forestillinger om, hvor godt vi alle ville få det, slet ikke holdt stik. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg var netop gået i gang med at lave aftensmad, da jeg så, at hoveddøren stod åben.
Jeg havde haft en travl dag, vores to teenagebørn havde været til sport og var kommet trætte og sultne hjem.
Der var heller ikke længe til, at min mand, Anders, kom hjem fra en lang dag, hvor han havde kørt tværs gennem landet med sit arbejde. Da jeg så den åbne dør, tænkte jeg: Nej, ikke igen. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne holde til mere. Jeg
skruede ned for tomatsovsen og gik udenfor, hvor jeg fandt min svigermor, Lene, nervøst trippende ved havelågen. Jeg spurgte, hvad hun lavede, og hun forklarede ængsteligt, at hun ventede på sin mand, der ikke var kommet hjem fra arbejde.
Efter en del overtalelse fik jeg hende med indenfor igen. Jeg undlod at nævne, at Søren, min tidligere svigerfar, havde været død i 12 år. Jeg havde simpelthen ikke kræfterne nu til aften. Det var to år siden, min mand og jeg havde besluttet at rykke teltpælene op og flytte tilbage til hans barndomshjem, som vi nu delte
med hans mor. Vi havde begge kunne få job i hans barndomsby, og det virkede derfor som et oplagt valg at flytte tilbage. Lene havde boet alene længe, men i løbet af de seneste år fornemmede vi, at hun havde fået mere og mere brug for hjælp.
Vi boede på det tidspunkt en halv dagsrejse væk, og vi ville gerne tættere på hende. Min mands barndomshjem var et stort hus, og selvom det havde været svært at overtale vores to store børn til at rykke telepælene op, kunne de også godt se det gode i at tilbringe mere tid med deres farmor.
Det var en hurtig beslutning fra vores side, men vi kunne kun få øje på positive gevinster ved at skabe et mini-familiekollektiv, hvor vi boede tre generationer under samme tag. Lene kunne nyde godt af vores hjælp og på den måde bo længere tid i sit hjem, vores børn ville få en stærkere relation til deres farmor, og Anders og jeg ville have nemmere ved at hjælpe Lene, plus vi ville være tre voksne i det daglige i stedet for kun to.
Inden vi flyttede, havde jeg forestillet mig, at vi kunne skiftes med Lene om at lave mad og ordne de praktiske ting i huset. Jeg havde også forestillet mig, hvordan hun og jeg skulle dyrke en fælles urtehave, for havelivet havde altid været Lenes passion. Mine egne forældre var desværre døde tidligt begge to, men jeg havde altid haft et nært og godt forhold til min svigermor.
Jeg opdagede dog hurtigt, at Lene havde ændret sig. Blot en uges tid efter, at vi var flyttet ind i huset, fandt jeg hende en formiddag siddende i sin natkjole med et bange udtryk i blikket. Jeg blev helt bestyrtet, og spurgte, om hun var syg, men Lene så bare på mig med et blik, jeg ikke kendte og spurgte, hvor hun var. Jeg satte mig hos hende og beroligende hende.
Mens jeg sad med armen om hendes skuldre, gik det op for mig, at Lene havde store problemer med sin hukommelse og måtte have kæmpet en brav kamp for at virke frisk, når vi tidligere havde været på besøg. Det gik også op for mig, at vi måtte justere vores forventninger til det nye bofællesskab. For Lene var langt mere svag og skrøbelig, end vi havde forudset og nok på vej ind i en demens, vi intet havde kendt til. Erkendelsen bestyrkede i første omgang dog kun Anders og jeg i, at vi havde gjort det rigtige, da vi flyttede ind hos hende, for Lene havde vitterligt brug for vores hjælp.
Annonse
Da vores børn var små, var Lene gang på gang ufortrødent hoppet på toget for at hjælpe os. Nu kunne vi gøre gengæld. Jeg bandede af ærgrelse, da jeg så, at tomatsovsen var brændt på, da jeg kom ind igen, selvom jeg havde skruet ned for den. Ingen klagede over, at jeg i stedet bestilte pizzaer udefra, men følelsen af, at det hele var blevet for meget, sad alligevel i mig resten af aftenen.
Nogle uger efter skulle Anders og jeg ud til en middag hos nogle venner, men som dagen nærmede sig, gik det op for mig, at vi ikke kunne lade børnene have ansvaret for Lene. Anders’ søster trådte til og inviterede Lene hjem til sig, men da vi skulle hente hende igen senere på aftenen, opstod en dramatisk og uforudset situation: Lene ville ikke med ud i bilen. Hun mente, at hun boede hos sin datter, og hun genkendte os ikke. Hun blev voldsom og slog ud efter os, som var vi ondsindede fremmede, der prøvede at kidnappe hende.
Vi var alle grædefærdige, da Anders’ søster endelig fik beroliget hende og gelejdet hende ud til vores bil. På vejen hjem var jeg chokeret, og jeg var nervøs for, hvordan vi skulle tackle lignende situationer i fremtiden.
Alligevel holdt vi fast i vores projekt. Vi ville gerne give Lene en meningsfuld alderdom, og vi følte også, at vi skyldte vores børn, at vi holdt fast, når nu vi var flyttet fra alt det, de kendte, og så var vi også begge ærekære mennesker: Når vi havde sat os noget for, ville vi også have det til at lykkes.
Anders og jeg indrettede derfor vores hverdag, så vi begge havde hjemmearbejdsdage på skift, hvor vi kunne være der for Lene. Vi planlagde også vores kalender i god tid, så vi altid havde en backupplan. Der var da også gode dage, hvor jeg kom hjem og så mine to teenagebørn sidde og tale med deres farmor i stedet for at lukke sig inde på deres værelser med deres telefoner.
Drengene havde en beundringsværdig tålmodighed overfor deres farmor, som de begge elskede. For dem gjorde det ikke noget, at Lene ofte gentog sig selv eller spurgte om noget, vi netop havde forklaret. Vi tog også på dagsture i naturen, som jeg kunne se, at Lene nød, men når jeg blev vækket midt om natten af brandalarmen, fordi Lene var gået i gang med at lave pandekager, men så havde glemt, at hun havde tændt komfuret, mærkede jeg frygten og udmattelsen.
Da Lene begyndte at få demensmedicin, var vi en overgang håbefulde. Vi kæmpede derudaf, og vi mindede dagligt hinanden om, at vi havde overlevet tiden med små børn. Men langsomt måtte jeg erkende, at der var en stor forskel. Dengang vores børn var små, kunne vi glædes over, hvordan de voksede og mestrede mere og mere. Det var det modsatte med Lene. Hendes evner forlod hende nærmest fra dag til dag.
Efter det første år var der ikke flere af de søde stunder med børnene eller de momentvist klare samtaler med Anders og mig. Lene begyndte også at bande og svovle. Hun så sig sur på vores søn, som hun pludselig nægtede at være i stue med, og hun ville efterhånden kun kommunikere med mig. Hun mistede også fornemmelsen med toiletbesøg, og da hun en aften tissede i sofaen, vidste jeg, at vi var kommet til et vendepunkt. Ikke på grund af sofaen, men fordi alle vores gode intentioner og vores utrættelige indsats simpelthen ikke var nok.
Jeg brød sammen i soveværelset den aften. Jeg var så ked af at give op overfor Anders, men jeg fandt meget hurtigt ud af, at han var samme sted. Vi kunne simpelthen ikke mere. Vi var slidt op, og Lene havde brug for mere hjælp, end vi kunne give hende. Det var en svær beslutning at skrive Lene op til et plejehjem. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke føltes som et nederlag. Jeg var uendelig trist på hendes vegne, den dag hun flyttede ud, og da vi kom tilbage til det hus, der altid havde været Lenes, men som hun nu ikke længere boede i, blevet jeg overmandet af en følelse af sorg og fiasko.
Længe var vi i tvivl om, hvorvidt vi skulle blive boende, eller om huset rummede for mange svære minder. I sidste ende var det dog det, vi gjorde. Det blev børnene, der traf beslutningen for os. De var blevet glade for deres nye skole og ville til vores overraskelse helst blive boende. I forbindelse med bodelingen, købte vi så Anders’ søster ud af huset. Det var i begyndelsen mærkeligt at besøge Lene på plejehjemmet. Jeg mærkede nederlaget svide hver gang. Vi følte skyld over at være blevet boende, mens Lene havde været nødt til at lytte ud, men samtidig mærkede Anders og jeg hurtigt, at vores familieliv blev mere velfungerende. Vi havde også fået mere overskud til at være overbærende overfor Lene, når vi så hende.
Det bedste ved, at vi blev boende, var, at vi kunne besøge Lene flere gange om ugen. Det har været svært for os alle at vide, at vi aldrig får den samme relation til hende, som vi hver især havde haft det engang, men vores nye liv er faldet i hak på en måde, som vi ikke havde forestillet os. Og Lene får den bedste pleje, hun kan få, af både os og plejehjemmets personale.
Alligevel følte jeg længe efter Lenes flytning, at jeg ikke havde slået til. Jeg har altid sat barren højt for mig selv og stillet store krav til, hvad jeg skal lykkes med. Der skulle en del tid, før jeg kom overens med, at jeg ikke havde magtet situationen, men i dag har jeg lært, at det nogle gange er nødvendigt, at fjerne barren helt, for at alle kan få det godt.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
