Karen var kun 38, da hendes mands død efterlod hende med to børn – så stiftede hun særlig klub
Karen var kun 38, da hendes mands død efterlod hende med to børn og et langt liv foran sig. Hendes jævnaldrende ville gerne forstå, men havde svært ved det. Derfor dannede Karen en klub med andre enker – og nok er de ældre, men følelserne er de samme.
Karen vågner og føler sig tung og trist. Hun står op og sender sine børn af sted, melder sig syg og tilbringer resten af dagen på sofaen.
"Jeg kunne ingenting og var drænet for energi. Når efteråret kommer, husker min krop det, jeg har været igennem. Der går en eller to dage, så er jeg ovenpå igen," fortæller Karen Glerup-Nielsen.
Sådan har det været hver oktober, siden Karens mand, Kasper, gik bort 15. oktober 2019. Han døde af kræft efter otte års sygdom og efterlod hende med parrets to børn, som i dag er syv og ni år.
Forståelse uden ord
At Karens krop husker, kan være svært at forstå for dem, der ikke selv har mistet. Og det kræver mange ord at forklare det.
"Min veninde sagde engang, at hun var glad for, at jeg fortalte om sorgen; hun følte med mig, men måtte indrømme, at hun ikke rigtig kunne sætte sig ind i, hvordan jeg præcis havde det," siger Karen.
Men ét behøver Karen ikke at forklare, hvordan det føles, når kalenderen rammer en bestemt dato, eller en lille ting aktiverer sorgen. Og det er i enkeklubben.
"Selv om de er over 70, forstår de mig på en anden måde end mine veninder. Jeg behøver ikke bruge så mange ord, for de genkender mine følelser. De ved, hvorfor en særlig dato er vigtig, og sender en sms til mig på dagen," siger Karen og tilføjer, at venner og familie selvfølgelig også husker de særlige dage.
Annonse
70-årig på dating
Enkeklubben opstod, da Karen efter Kaspers død var inviteret til fødselsdag hos nabokonen, som også var blevet alene. Det gik op for hende, at alle gæsterne var enker, og det fik hende til at udbryde: ”Nå, det er hele enkeklubben, du har inviteret!”
Snakken gik lystigt, og enkerne blev enige om at mødes igen. Kort efter mødte Karen præsten på kirkegården og fortalte om den nystartede klub.
"Præsten kunne godt tænke sig at danne en sorggruppe, og så lavede vi et forløb. Siden er præsten fortsat med andre sorggrupper, så jeg er lidt stolt af, at jeg har været med til at sætte det i gang," siger Karen.
Annonse
I dag mødes de seks enker og en enkelt enkemand hver anden måned til mad og snak. Alle begynder med at fortælle, hvordan det går, og medlemmerne har fulgt hinandens udvikling fra sorg og ensomhed til igen at tro på, at livet har noget godt i vente.
"Jeg lærer rigtig meget af de andre," siger Karen.
"Og de kvinder i 70’erne er de vildeste! Nogle af dem dater, for som de siger, så er det nu, hvis de skal have en ny kæreste."
Uværdig afslutning
Samtidig taler medlemmerne af enkeklubben om de ambivalente følelser, der opstår, når man møder en ny kærlighed, fortæller Karen, som egentlig ikke bryder sig om ordet enke.
"Jeg har kun kaldt mig selv enke ganske få gange, for det er noget med sort kjole, slør og rynker," siger hun.
"Jeg plejer at sige, at jeg er efterladt, og at min mand er død. Det er vigtigt for mig, at folk ikke tror, at jeg er gået fra ham, eller at han er gået fra mig."
Karen mødte Kasper midt i 1990’erne på en efterskole, og de nåede at få 21 år og to børn sammen. Kaspers sygdom viste sig i 2009, og to år senere fik han konstateret en tumor i hjernen. Parret levede i otte år med tumoren som ufrivillig passager i deres liv.
"Vi var rigtig meget igennem, og jeg kunne godt ønske for Kasper, at han havde fået en anden afslutning på livet. Den sidste del af hans sygdomsforløb var uværdigt for ham," siger Karen.
Svær ventesorg
De sidste fire måneder tilbragte Kasper på hospice, og Karen og børnene, som dengang var tre og fem år, boede der det meste af tiden.
"Personalet var fantastisk, men det var opslidende, fordi vi var i venteposition. Kasper havde det så skidt, at jeg til sidst bare ventede på, at han skulle få fred," siger hun.
Fænomenet kaldes ”ventesorg” og rammer pårørende til mennesker med livstruende sygdomme, som venter på at miste. Kasper fik fred, men selv om savnet var stort, oplevede Karen også, at roen sænkede sig over hende og børnene.
"Jeg var ked af at have mistet ham, men det havde været benhårdt at have to små børn og en syg mand," erkender hun.
Annonse
Kort efter Kaspers død udbrød coronapandemien, Karen blev hjemsendt fra sit job, og sorgen fik lov at bundfælde sig.
"Det blev meget tydeligt, at Kasper ikke længere var her; det gik op for mig, at han var væk. Jeg havde nok haft det sådan, at han snart kom tilbage, for nu havde han været væk længe nok," fortæller hun.
Hjertet udbygges
Efter Kaspers død skulle Karen finde ud af, hvem hun var uden sin mand, efter 21 år.
"Jeg skulle finde min egen identitet som voksen. Og pludselig var der plads til mig, fordi jeg ikke længere havde en syg mand," forklarer hun.
Der gik to år, før Karen følte, at sorgen og tabet af Kasper havde fundet en fornuftig plads i hendes liv.
"Jeg tror ikke på, at tiden læger alle sår. Man kommer ikke videre, for tabet vil altid være en del af én, men man udvikler sig i det. Var Kasper ikke død, havde mine børn og jeg udviklet os på en anden måde," siger hun.
Karen begyndte at date, og i august sidste år mødte hun Jesper.
"Det var svært at give plads til en ny," siger hun.
"Men jeg har lært, at man skal anskue det, som når man venter barn nummer to og er bange for, at man ikke kan elske det lige så højt som det første barn. Men hjertet bliver udbygget."
Ny familie på fem
Undervejs i de skriverier, som forholdet til Jesper begyndte med, afslørede han, at han knap et år tidligere havde mistet sin kone til kræft. Karen havde altså fået endnu et menneske i sit liv, som havde mistet en ægtefælle.
"Det gav os virkelig noget at snakke om, for vi forstår hinanden. Jeg har aldrig været på en første date, hvor der blev talt så meget. Vi havde nok ikke snakket så meget om vores tidligere ægtefæller, hvis vi havde været skilt, men det var ufarligt at tale om dem, fordi de ikke er her mere," konstaterer Karen.
Jesper har en søn på seks, og parret blev hurtigt nødt til at introducere deres børn til hinanden, da de begge var forældre på fuld tid. I dag bor de alle fem i det hus, Karen og Kasper byggede sammen.
"Set udefra er det gået hurtigt, men det føltes rigtigt," smiler Karen.
Hun glæder sig over, at de tre børn er begyndt at skændes som ”rigtige” søskende. Faktisk er der meget glæde og latter i huset i midtjyske Gjern med de store glasfacader mod mark og skov. Det skulle have været rammen om Kasper og Karens liv. Nu bliver det rammen om hendes liv med Jesper og deres børn.
"Jeg har fået en lethed ind i mit liv, og jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at være glad. Men det er specielt, at jeg nu skal udleve mine drømme med Jesper og ikke Kasper."
Drømme er der nok af, og Karen har lært af sine medenker i klubben, at livet ikke stopper, fordi man mister sin ægtefælle.
"Man skal være åben og se, hvad der sker, for solen skal nok komme til at skinne igen."
