Er jeg mig selv utro? – og 5 andre spørgsmål du bør stille dig selv for at blive mere lykkelig
Hvor glad er du egentlig for din daglige gang her på jorden? Kunne du gøre noget anderledes og blive mere lykkelig? Det kan du finde ud af ved at stille dig selv seks simple spørgsmål, mener psykolog og forfatter Kisser Paludan.
”Mest af alt holder jeg af hverdagen”, skrev den danske forfatter Dan Turèll i sit digt ”Hyldest til hverdagen” fra 1984.
Og det er jo ikke dårligt – sådan at være godt tilfreds med den type dag, der fylder mest i tilværelsen.
Men mange af os lever et liv, der ikke stemmer overens med vores værdier. Vi arbejder igennem, selvom vi hellere vil være sammen med vores børn. Vi bagtaler andre, selvom det nager os bagefter. Vi taler folk efter munden og griner af ting, vi egentlig ikke synes er sjove.
Vi er med andre ord ”os selv utro”, og det bliver man ikke lykkelig af.
Det mener psykolog Kisser Paludan, der afholder kurser i selvværd og lederskab, og som er forfatter til bogen ”MOD til at være dig.”
Den handler om, hvordan man kan få en mere meningsfuld tilværelse ved at være tro mod sig selv og stå ved sine værdier.
Hvorfor er der behov for sådan en bog?
- Mange mennesker lever et liv, hvor de – når de engang skal herfra – vil kunne sige: ”Hold kæft, hvor brugte jeg meget tid på noget, som var fuldstændig ligegyldigt.” De har måske arbejdet for meget eller er gået for meget op i alle mulige konflikter og bekymringer. Det er dumt, for i sidste ende er det ret få ting, som virkelig betyder noget for os, og de fleste mennesker bruger slet ikke den energi på det, som de egentlig gerne vil prioritere – deres familie, for eksempel.
Hvorfor er det så vigtigt at lade være med det?
- Fordi man er sig selv utro. Når man ikke er tro mod sig selv og sine værdier, signalerer man indirekte til sig selv: ”Jeg har dig ikke. Jeg kan ikke regne med dig. Du skal ikke regne med, at vi to kan gå ud i verden sammen, og så er jeg med dig. Jeg tjekker ud, ligeså snart det bliver svært, og så tilpasser jeg mig bare.”
Hvorfor tror du så, at man gør det?
- Vi har grundlæggende svært ved at tro på, at vi virkelig kan være i verden som dem, vi er, og stadig være elsket. Hvis vi virkelig troede, at vi kunne være det, så ville det jo ikke være noget problem at sige: ”Det synes jeg egentlig ikke er sjovt”, eller ”det gider jeg egentlig ikke.” Det ville ikke være farligt, hvis vi ikke var så bange for at blive afvist eller være gode nok.
Men er det ikke nødvendigt at gå lidt på kompromis med, hvad vi allermest har lyst til, hvis tingene skal glide lettere, og vi ikke skal gå hinanden på nerverne konstant?
- Nej, for man får faktisk skabt rigtig meget drama omkring sig ved ikke at være autentisk og ærlig. Hvis vi tog på ferie sammen, og du hele tiden tænkte, at du skulle gå på kompromis med, hvad du gerne ville for min skyld, så ville jeg mærke det, og det ville sætte mig på overarbejde, fordi jeg ville prøve at regne ud, om du nu virkelig mente ja eller nej, når du sagde det.
Derfor er det vigtigt, at man bliver klar på sine værdier og forsøger at leve efter dem så vidt muligt, mener Kisser Paludan. Hun anbefaler, at du stiller dig selv følgende seks spørgsmål for at få en mere meningsfuld og ”selvkærlig” hverdag.
1. Er jeg i kontakt med mig selv hver dag?
- Det er vigtigt at praktisere nærvær hver eneste dag. Træk vejret, mærk dine fødder, meditér eller gør noget andet, hvor du kommer mere i kontakt med dig selv. For hvis vi overhovedet skal kunne mærke, hvad vi har brug for og lyst til, og hvad der giver mening for os, så er vi nødt til at have den forbindelse. Ellers taber vi os selv ud i andre mennesker og deres behov og forventninger.
2. Hvad er mine livsværdier?
- Bliv helt skarp på, hvad der er vigtigt i dit liv, så du får skabt et indre fyrtårn, du kan læne dig op ad. For mig er det for eksempel kærlighed, nærvær og udvikling. Jeg ved, at hvis jeg skal fungere optimalt, så skal de tre ting være i fokus. Her er det vigtigt, at man spørger sig selv, om de valgte værdier kommer dybt fra din kerne eller fra dit ego. Hvis du vælger succes, penge og anerkendelse, vil jeg sige, at det næppe er din dybeste sjæl, men dit ego, der taler. En hjælp kan være at spørge sig selv: Hvad ønsker jeg, at mine nærmeste skal sige om mig til min begravelse? Og hvad skal der til for, at jeg reelt kan leve sådan? Det kræver ofte nogle svære tilvalg og fravalg.
Hvad har du selv valgt til og fra?
- Jeg dyrker mindfulness hver dag for at holde et nærvær og en forbindelse til mig selv. Da mine børn var små, hentede jeg dem tidligt hver dag, fordi jeg kunne mærke, at det var vigtigt for mig, hvis jeg skulle føle mig som en god mor. Her fravalgte jeg altså at gøre lynkarriere, fordi jeg ikke tror på, at man kan det hele på samme tid. Jeg har også valgt folk fra undervejs, selvom det har været svært og gjort ondt, fordi jeg ikke kunne få lov at være i et space, der var i overensstemmelse med mine værdier, og hvor samværet dybest set ikke rigtig var kærligt.
3. Hvordan kan jeg leve mere i nuet?
- Hold op med at leve et ”når engang”-liv. ”Når engang mine børn er større”, ”når engang jeg ikke har så travlt”, ”når engang jeg har flere penge” eller bare ”senere i dag” – for så er klokken pludselig 22, og så nåede du det heller ikke i dag. Vi skal blive bedre til at forstå, at vi hele tiden skaber vores liv lige nu. Så hvis vi hele tiden siger ”om lidt”, så bliver det den form for liv, vi vænner os til at leve.
Hvor meget lever du selv efter det?
- Jeg lever meget i nuet, for dette er en rejse, jeg har været på i mange år, men det kræver stadig, at jeg er opmærksom på det, fordi jeg har rigtig meget energi og rigtig mange ting, jeg gerne vil.
4. Er jeg struktureret og disciplineret nok?
- Du skal ikke tro, at du kommer til at leve det liv, du virkelig ønsker dig, uden disciplin og struktur. Det er noget med at beslutte sig for at gøre noget, selvom alt inden i dig stritter imod. Du skal simpelthen gøre det på dette tidspunkt. Ellers har vi alt for mange undskyldninger, der kommer i vejen.
5. Lever jeg et selvkærligt arbejdsliv?
- Gør dig klart, om du arbejder på en måde, der giver mening for dig. Bruger du dine kompetencer og ressourcer ordentligt? Føles det rart og sjovt? Arbejder du for meget eller for lidt? Vi lever i en arbejdskultur, hvor det godt må gøre ondt og være hårdt, og hvor folk arbejder rigtig meget, og det er sjældent særligt selvkærligt.
6. Er jeg mig selv utro?
- Vær din egen allerbedste og allermest kærlige ven. Én der hele tiden er opmærksom på, hvordan du har det. Lyt til dig selv og mærk efter – sådan som en rigtig god ven ville gøre.
Hvis man tager Sven Brinkmann-hatten på et øjeblik, kunne man indvende, at det vel også er vigtigt at se ud over sin egen næsetip og fokusere på andre i stedet for hele tiden at mærke efter i sig selv?
- I min optik er det sådan, at hvis du virkelig elsker og respekterer dig selv og lever et liv, som er kærligt og i overensstemmelse med den, du er, så vil du per automatik behandle andre mennesker med kærlighed og medfølelse, og du vil automatisk få lyst til at give noget og bidrage til verden. Det kommer af sig selv, fordi vi er naturligt kærlige og medfølende, hvis vi er sunde indeni.