Fallulah om søster-bevægelse: "I mange år har jeg manglet nogen at spejle mig i"

Det startede som en playliste på musiktjenesten Spotify. Nu har bevægelsen mere end 7.800 følgere på Instagram, der deler og viderebringer de gode budskaber, som med Fallulahs egne ord lyder:

– Rum hinandens forskelligheder, lad være med at sammenligne dig med andre, og lyt uden at dømme.

Bevægelsen hylder søstersolidariteten med en endagsfestival d. 14. september på Vega i København, hvor blandt andre kvindelige musikere som Marie Key og Soleima står på scenen.

Fallulah – med det borgerlige navn Maria Apetri – var 22 år og helt grøn, første gang hun selv oplevede en mangel på søsterlig opbakning i musikbranchen. Det fik hurtigt manet hendes forhåbninger om succes i jorden og satte et eftertrykkeligt spor.

– En kvinde, jeg havde set meget op til, sagde til mig: ”Det skal du nok ikke gøre dig nogle forhåbninger om at få succes med, for vi er jo i forvejen rigtig mange dygtige sangerinder, og der er jo ikke behov for flere”. Jeg blev så ked af det og skuffet. Samtidig blev jeg fandeme også vred – hun skulle da ikke definere, hvad jeg kunne?

Allerede før Maria satte sine ben i branchen, var udelukkelse og skarpe kommentarer fra andre kvinder et gennemgående tema. I folkeskolen var hun en del af en stille gruppe piger, som nørdede bøger og sang Disney-sange, men da hun blev ældre, begyndte hun at søge udad, og det faldt ikke i god jord hos veninderne.

– Jeg mente, at jeg da stadig kunne pleje de gamle veninder, mens jeg fik nye. Vi havde på et tidspunkt været i Tivoli sammen en hel dag, hvor de havde ignoreret mig. Jeg forstod ikke hvorfor, for vi var taget afsted sammen, men hele dagen havde jeg haft en underlig fornemmelse af, at der var noget galt, uden at nogen sagde noget.

Først på togturen på vej hjem, lige før de skulle af, var der en af de andre piger, der tog sig sammen til at bryde tavsheden.

– I fællesskab havde de besluttet, at jeg ikke længere kunne være med i deres venindegruppe, fordi jeg havde fået andre venner. Jeg husker tydeligt, at jeg blev så såret, så ked af det. Det gjorde faktisk, at jeg i ret mange år efterfølgende havde svært ved at stole på venindeskaber. Det føltes så voldsomt at blive stødt ud på den måde, og jeg gik rundt med en sorg over at være blevet valgt fra.

Usikkerhed og udskamning

I dag mener Maria, at sangerindens og folkeskolevenindernes reaktioner udelukkende handlede om usikkerhed. For vi kvinder har generelt større tendens til at blive usikre på vores eget værd og sammenligne os med hinanden, når kvinder omkring os oplever succes eller udvikling, og det afspejler sig i vores omgang med hinanden, fortæller Maria.

– Vi kvinder har en alt for stor tendens til at sammenligne os med hinanden. Vi føler, at hvis en af vores veninder klarer sig godt, må det være ensbetydende med, at vi ikke selv klarer os godt. Så bliver man enormt usikker på sig selv.

Har du selv kunnet acceptere andre kvinders succes?

– Ubevidst har der nok været en form for misundelse. Hvis nogen inden for musikbranchen opnåede noget, jeg gerne selv ville, så tænkte jeg straks: Hvad er det, de kan, som jeg ikke kan? Igen den der sammenligning, der distraherer dig og afleder dig fra de ting, du selv drømmer om. Men sådan har jeg det oprigtig talt ikke længere – tværtimod.

– Nogle af mine veninder havde i starten svært ved at håndtere den succes, jeg fik med min musik. Dem er jeg ikke længere veninder med. Jeg lagde rigtig meget låg på mig selv og italesætter stadig den dag i dag ikke rigtig, hvad jeg går og laver. Jeg vil hellere tone det ned end virke selvfed.

Men er det ikke netop hele humlen ved det her: At man ikke skal skamme sig over sin egen succes?

– Jo, og jeg er jo stadig i processen med Hej Søster, som udvikler mig. Tit når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver, så får jeg lidt ondt i maven og ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Det er også noget, jeg arbejder med. Jeg har følt en form for skam over min succes, fordi der har været folk, der ikke har undt mig den.

En indgroet tendens

Maria mener, at det ikke udelukkende er vores egen skyld, hvis vi ifører os usikkerheden. Der er snarere tale om indkodede kvindestereotyper i samfundet, som så kommer til udtryk i alt fra venindegrupper til musikbranchen.

– Det skyldes de mønstre, som vi ikke en gang er bevidste om. Hvis du tænker på alle 90’er-teen-filmene – de stereotyper man altid så: Den lækre pige var altid en bitch, og den nørdede pige skulle se ud og opføre sig på en bestemt måde for at blive accepteret. Min yndlingsfilm ”Grease”, hvor Sandy er nødt til at gennemgå en transformation for at blive accepteret – det er jo det, jeg er blevet opflasket med. Det er det billede, jeg mener, at mange kvinder tror, de skal indrette sig efter: En homogen masse, som ser ud på samme måde og har de samme holdninger.

Og samme mønstre har resulteret i en indirekte accept af, at der er færre kvindelige end mandlige musikere i radioen og på festivaler, påpeger Maria. Det er med til at skævvride musikbranchen, når ikke en gang halvdelen af navnene er kvinder, siger hun.

– Hvis vi ikke bliver hyret, får vi ingen løn, og så kan vi ikke blive ved med at lave musik. Det handler jo ikke om at skulle hyres, bare fordi man er kvinde – man skal bare ikke udelukkes, fordi man er kvinde. Vi er fucking dygtige, lige så dygtige som vores mandlige kolleger.

– Jeg er træt af at blive set som andenrangsmusiker, fordi jeg er kvinde. I branchen tænker man, at kvinden er i front som eye candy, men hun har nok ikke været med til at lave selve musikken. Det er sådan en ærgerlig fordom. Der er så mange kvinder, som har fingrene nede i musikken og selv skaber – ligesom jeg altid har gjort det.

– Jeg har flere gange skullet overbevise folk om, at det rent faktisk er mit eget udtryk, mine egne tekster og mine melodier – at jeg har været med til at producere det hele. Det er en dybt underlig tendens, som er integreret i os og gør, at vi er dårlige til at give hinanden credit. Vi er blevet så vant til at tænke på kvinder som andenrangsmusikere.

Netop de tanker blev afsæt for bevægelsen Hej Søster. Maria havde ikke bare fået nok af den stereotype opfattelse af kvinder, men også de interne stridigheder blandt kvindelige musikere. Hvorfor kunne der ikke være plads til alle – høj som lav?

– At skabe Hej Søster-bevægelsen har været med til at hele nogle sår i mig selv fra min ungdom. Bevægelsen har også været mit ultimative opgør mod alt det stereotype og tanken om, at musikbranchen kun tillader succes for få kvinder ad gangen.

– Tænk på alle de her kollektiver af mænd, der bakker op om hinanden – i musikbranchen er det meget konkret: De arbejder sammen og skaber noget – meget iværksætteragtigt. Hvor er der noget tilsvarende for kvinder? Jeg kan ikke se det nogen steder. Vi holder omvendt fast i vores eget og deler ikke ud af vores tips og tricks.

– Det er derfor, Hej Søster er så pissevigtig for mig og for mange andre kvinder – det er et opgør med den der giftige tankegang, som mange af os kvinder har båret rundt på. Alle vinder på at sige: Det er vi trætte af – fra nu af skal tingene køre på en anden måde.

Fra tanke til bevægelse

I mange år havde Maria forgæves forsøgt at skabe debat om kønsfordelingen på festivaller og radiostationernes spillelister. Hendes blik faldt en dag i 2018 på en opgørelse fra Gramex (nonprofit organ som holder øje med musikrettigheder, red.) over de mest spillede artister for år 2017. Mændene dominerede billedet, og nu stod det klart, at Maria måtte tage sagen i egen hånd.

– Jeg tænkte: Hvad kan jeg gøre helt håndgribeligt for at vise, hvor mange dygtige kvinder der rent faktisk er derude? Jeg kom ingen steder med en løftet pegefinger og en negativ vinkel, så hvad kunne jeg aktivt gøre med den platform, jeg havde?

I en sms-korrespondance med en veninde opstod ideen, uden at Maria havde tænkt over navnesammenfaldet med kvindekampsikonet Trilles album ”Hej Søster” fra 1976.

– Jeg skal lave det her fællesskab, og det skal hedde noget med søster, tænkte jeg… Jeg var ude i nogle forskellige ting, men så skrev jeg: ”Hej søster”, og så sagde min veninde: ”Ja, det skal det hedde!”

– Det blev ligesom en håndsrækning til mine kvindelige kolleger: ”Hey, skal vi ikke lige sammen få gjort noget ved det her, skal vi ikke prøve at støtte op om hinanden og vise, at vi er her for hinanden i stedet for at udkonkurrere hinanden?

Så Maria oprettede en playliste, som skulle udfyldes i fællesskab. I skrivende stund har playlisten 3.742 følgere med et væld af dygtige danske sangerinder – og enkelte færinger.

– Jeg føler mig helt hippieagtig efter at have startet Hej Søster – der er så meget kærlighed. Jeg har aldrig oplevet sådan et sammenhold mellem kvinder før, og det har været så rart at turde tage chancen og så mærke, at der er så mange, der støtter op om bevægelsen.

– Mit fokuspunkt har også flyttet sig. I starten havde jeg en mere klassisk tankegang om, at det handlede om forholdet mellem mænd og kvinder. Men Hej Søster er ligestilling med et nyt take:

Forandringen skal komme inde fra os selv. Når vi kvinder ikke ligger under for vores usikkerhed, kan vi så meget mere. Tænk på, hvor meget energi du får, når du ikke prøver at sammenligne dig selv med andre, er bange for, om du er god nok, eller om du kan søge et bestemt job.

Er en god medsøster feminist?

Maria er flere gange stødt på en mur, når hun har forsøgt at italesætte uligheden mellem mænd og kvinder i musikbranchen. Kvindelige kolleger har straks benægtet problemets eksistens, fortæller hun.

– Det er den der: Lad-os-lade-være-med-at-skabe-problemer-mentalitet. Det er nok svært at snakke om, hvis man er blevet one of the boys – eller også er de blevet blinde for det, fordi de netop bare har vænnet sig til vilkårene. Måske er de bange for at falde i unåde hos mændene ved at skilte med, at de er feminister. Det er virkelig ærgerligt, for de snyder sig selv for rigtig meget ved at indtage den position. Hej Søster handler ikke om at hade mænd.

– Man burde vitterlig ikke føle sig truet af feminismen, for det handler jo i bund og grund bare om lige rettigheder for mænd og kvinder. Mange lægger andre negative tanker i det, og jeg bliver så ærgerlig over at se, når kvinder frasiger sig rollen som feminist, fordi de er bange for, hvordan det vil blive modtaget af mænd.

– Det irriterer mig, når mænd kigger negativt på bevægelsen, for det har intet med dem at gøre. Det handler om os kvinders indbyrdes forhold. Og der er altså også mænd, som bakker op om Hej Søster.

Har du haft veninder, som ikke har forstået din kamp?

– Nej, men jeg har oplevet tidligere, at folk ikke har forholdt sig til, hvor de står i forhold til, om de er feminister eller ej. Men på grund af de samtaler, vi har taget, mens jeg har startet Hej søster, er de begyndt at tage stilling. Det har været ret interessant at se, at folk, der tidligere ikke var afklaret, faktisk har taget stilling til at være feminist.

Mor og søster-forbillede

Marias datter Gloria blev født for 2,5 år siden, og selv i den spæde fase af opdragelsen har værdierne omkring Hej Søster og feminismens lighedsideal været i spil.

– Af min amerikanske veninde fik Gloria nogle små billedbøger med kendte feminister, og da hun var under to år, kunne hun alle navnene. Så sad hun og pegede: Gloria Steinem, Rosa Parks, Harriet Tubman, Hillary Clinton – det var da en meget god start. Forhåbentlig bliver de nogle forbilleder, hun også kan spejle sig i. Jeg ønsker, at hun skal tro på, at hun kan blive fuldstændig det, hun vil, og det, hun drømmer om. Uanset hvad det er. Jeg kommer ikke til at præge hende i nogen retning af, hvad hun skal med sit liv.

– Derfor er det bestemt også vigtigt for mig at have stiftet Hej Søster, for værdierne omkring det kommer hun til at blive opdraget med. Den der usikkerhed og sammenligning med andre starter megatidligt. Vi skal faktisk ned og påvirke allerede, når de er helt små. Jeg vil gerne sikre mig, at hun har redskaberne til at vide, at det ikke har noget med hende at gøre, hvis hun holdes uden for en venindegruppe.

– Hun skal i stedet spørge sig selv: Hvor stammer det fra? Det her selvhad, man hurtigt kan opbygge, fører ingen vegne. Jeg vil gøre det meget klart for hende, at hun ikke skal ændre på sig selv for at passe ind. For gør man det, så er man i det forkerte miljø. Hun skal hvile i sig selv. Det er bedre at have én god veninde end ti halv-veninder, som ikke vil have, at man klarer sig bedre end dem.

Kvinde i eget hus

Maria driver i dag sit eget pladeselskab ud fra tanken om at kunne bestemme over sine udgivelser fuldt ud.

– Jeg ville ikke være underlagt nogen, og det var lige så meget en kunstnerisk beslutning om at få min egen musikalske vision ud så rent som muligt uden at have alle mulige andre ind over. Jeg har en ægte begejstring omkring det, jeg laver – en ren kærlighed til musikken.

– Det sjove er, at på grund af Hej Søster har jeg fået den vildeste kreativitet, som også afspejler sig i min musik. Det er ret sindssygt at opleve, at det ene fodrer det andet, og det har givet mig en kæmpe vitaminindsprøjtning. Jeg er også blevet bedre til at stole på min intuition og mit instinkt – en større tiltro til mig selv som kunstner.

Der er ingen skam i at være en kvinde med ambitioner, der endda tjener penge, mener Maria. I hendes venindegruppe har flere haft succes med opstart af egen virksomhed, fordi de netop har stolet på deres egen kunnen.

– I mange år har jeg manglet nogen at spejle mig i i forhold til at gøre karriere og være self made, og nu giver det mig sindssygt meget energi at se de andre have succes.

Maria nævner sin tætte veninde Carla, som er influencer, og som netop har startet sit eget forlag og publiceret sin egen bog.

– Da Carla og jeg var ude at gå tur forleden, tænkte jeg straks: Vi kommer til at inspirere kvinder til at turde gøre noget selv. At overføre den her positive energi til sig selv, det er enormt vigtigt.

Og det er også den vision, Maria har for bevægelsen: Hej Søster bør være en base, hvor iværksætterdrømme kan realiseres. Vi kvinder tror først, at vi selv kan, hvis vi ser andre lykkes med det, de har sat sig for, påpeger Maria.

– Jeg vil gerne være en tryg havn for alle dem, der gerne vil det her fællesskab. Jeg vil også være med til at udbygge fællesskaberne, og forhåbentlig kan det også blive til en bevægelse, hvor kvinder, måske også mænd, kan møde hinanden på kryds og tværs og selv skabe ting.

– Jeg brænder meget for kvindelige iværksættere og kreative kvinder, og det er helt klart noget af det, jeg gerne vil støtte endnu mere op omkring, at de lever deres drømme ud og tør gå efter de ting, de vil. Hvis Hej Søster kan blive en form for base, hvorfra der udspringer en masse fede projekter, så er min drøm opfyldt. Jeg går selv med nogle forskellige ideer om, hvordan jeg kan udbrede det.

Én af ideerne er allerede rykket fra tegnebræt til realitet: En endagsfestival i Vega d. 14. september.

– Det er så vigtigt at sætte spotlight på de kvinder, som har turdet tage chancen og nu står og inspirerer en masse andre med deres musik. Det er derfor, jeg har valgt de her kvinder til line-uppet: Soleima, Nelson Can, Marie Key, Iris Gold, Ida Red og Dj’s feat. SheCanPlay. Jeg synes, de hver især bringer noget individuelt til bordet og er nogle virkeligt stærke forbilleder. Det er en ren drøm, at jeg har fået lov til at realisere den her festival – faktisk lidt en kærlighedserklæring for mig. Jeg går og drømmer om, at den bliver udvidet over flere dage – med mange forskellige initiativer.

Skal det være en tilbagevendende event?

– Det håber jeg. Mit yndlingscitat er: You can’t be, what you can’t see – og det er derfor, jeg brænder så meget for at fremhæve andre kvinder. Det skal være med til at skubbe til, at små piger kan se op til de her kvinder og tænke: Det kan jeg fandeme også.

Hvem er Fallulah?

Fallulah aka. Maria Apetri, født 1985

• Sangerinde, musiker og frontkvinde i den feministiske bevægelse Hej Søster siden juni 2018.
• Aktuel med EP’en ”All my eyes are open pt. 1”
• Modtog i foråret Artbeat-talentprisen for Hej Søster og Ethel-prisen for sit arbejde med kvinder i musikbranchen.
• Har dannet par med sanger Thomas Holm siden 2009, sammen har de Gloria på 2,5 år.