"Vi var ikke glade": Kunne du tage samme spring som familien Arnfeldt?

Vil du lige hjælpe mig med blomsterne?

Katrine Arnfeldt ser på sin datter Agnes og får et smil som bekræftelse på sit spørgsmål. Den niårige pige sætter roserne ned i de vaser, som Katrine har stillet frem på en bakke. Så går mor og datter op ad trappen til værelserne på familiens hotel i Ærøskøbing. Her sørger Agnes for at sætte vaserne de rette steder, mens Katrine holder bakken og roser sin datter for indsatsen.

"Det er hyggeligt at gøre noget sammen. Og ungerne hjælper gerne til. Især hvis vi stiller dem en guldmønt eller lidt lakridskonfekt i udsigt," siger Katrine, 43, med et grin. Ud over Agnes er hun også mor til Anton på 12 år.

De to børn er netop kommet hjem fra skole, og nu sidder de sammen med deres mor, Katrine, og far, Morten, under en af de store parasoller på terrassen bag hotellet. Det blå sund glimter få hundrede meter fra dem, og overalt er der sommerskønt med blomstrende roser og duftende bronzefennikel og hjulkrone i hotellets urtebed.

Katrine og Morten har netop haft en travl weekend med stort ryk-ind, men nu er det mandag, og der har været god tid til til at sende børnene i skole om morgenen og til at se dem, når de kommer retur.

Vejret indbyder til en badetur, og det vil ikke være urealistisk at pakke badetøjet og smutte på cyklerne.

"Da vi var på stranden forleden eftermiddag, lå jeg i sandet og tænkte på, hvor luksus det er at kunne gøre. Før var der aldrig tid til sådan noget," siger Katrine, mens Morten, 47, nikker og byder på kaffe og hjemmelavet konfekt. Anton smiler bredt i smørhullet mellem sine forældre. Han har en aftale med en af sine kammerater senere på eftermiddagen, og vennen bor tæt på, for det gør man i Ærøskøbing.

Ville ud af byen

For fem år siden havde Morten og Katrine stort set aldrig sat deres ben på Ærø. De boede i hus i Hvidovre, men så snart de trådte uden for døren, kunne de høre støj fra motorvejen. Det forstyrrede lyden af fuglefløjt, som Katrine siger.

Hun var dengang lønansvarlig i en større virksomhed, mens Morten var chef for kokkene på lufthavnshotellet. Han er selv uddannet kok og savnede at lave mad.

"Vi var ikke glade, hvor vi var. Vi er gode til at mærke efter, og vi vidste, at vi måtte ud af det hamsterhjul, vi var havnet i. Vi ville ud af byen – gerne ud til noget vand," siger Katrine. Da hun læste en artikel om nogle glade tilflyttere på Ærø, var der ikke langt til handling:

"Jeg viste artiklen til Morten, og vi besluttede at tage på en weekend for at kigge på Ærø. Jeg tror faktisk også, at vi så på de første huse dér," siger hun.

Morten var ikke umiddelbart så begejstret for Ærø-idéen som Katrine. Han syntes, det lød besværligt at skulle med en færge for at komme til øen. Den idylliske weekend fik dog ham til at overgive sig.

"Vi havde fantastisk vejr og badede. Det var nemt at blive forelsket i Ærø. Og Morten er nem at lokke," lyder det med et grin fra Katrine.

Familien tog hjem og satte huset i Hvidovre til salg. I mellemtiden kom det i stand, at Morten og Katrine kunne købe et lille hotel ved havnen i Ærøskøbing. Det trængte til en meget kærlig hånd, men det afskrækkede ikke parret.

"Det så hyggeligt ud, og vi kunne se for os, hvad det kunne blive til," siger Morten, der ligesom Katrine sagde sit job op i marts 2017. I september kunne de så overtage hotellet, og få dage efter åbnede de og bød på ærøske pandekager.

"Det var en fantastisk dag, hvor rigtig mange lokale kom forbi og bød os velkommen. Og jeg nåede lige rundt og sætte nogle billeder over de største huller i væggene," husker Katrine og ler.

Låser aldrig cyklen

De lokale er blevet en stor del af familiens Arnfeldts liv. I begyndelsen blev parret helt overvældede, når naboerne kom uanmeldt ind med favnen fuld af figner, rabarber eller persille. Grøntsagerne og frugten var overflod fra deres haver, og Morten måtte bruge det hele i sin madlavning i restauranten.

Sådan er det stadigvæk:

"Folk er søde, hjælpsomme og gavmilde. Det er så skønt at opleve. Vi følte hurtigt, at ærøboerne kendte os," siger Katrine, mens Anton nikker med et bredt smil.

"Da jeg begyndte på skolen, kunne alle mit navn," siger han og ser helt overrasket ud.

I begyndelsen var han skeptisk ved at skulle forlade sine kammerater i Hvidovre, men han er ligesom lillesøster Agnes faldet rigtig godt til.

"Børnene cykler og går jo selv rundt over det hele. Det er så trygt. Her låser vi aldrig cyklen," siger Katrine, som hver dag sætter sin cykel foran hotellet, mens hun er på arbejde.

"Det er egentlig lidt fjollet at cykle, for vi bor to gader herfra. Men jeg havde jo drømt om at cykle på arbejde. Og det kan jeg nu. Det er vildt dejligt," siger hun og rejser sig for at tage imod en leverandør, der skal aflevere en portion krydderurter.